Følg Den metakognitive podcast på youtube

Transkription

Den rå transkription foretaget af Transkriptor (transkription og AI)

Kim: Velkommen til Den Metakognitive Podcast, der handler om metakognitiv
psykologi, metakognitiv terapi og mindfulness. Igen er det blevet tid til Den
Metakognitive Podcast. Jeg hedder Kim Oechsle, og jeg er utroligt glad for, at
du lytter med, fordi jeg elsker at lave den her podcast, og jeg hører heldigvis
tilbage fra mange, som kan bruge den til noget. Det giver mig ny energi til at
lave flere episoder. I denne her episode handler det om Anna. Vi er i gang med
hendes anden session. Det er den anden halvdel af hendes anden session. Der er
mange "and-and-and-and" her. Men Anna har fortalt, at hun har brugt rigtig mange
af de her metakognitive principper. Og det er gået godt. Hun kan have mere styr
på sine stresstanker. Stresssymptomer, men nu tager vi lidt mere konkret fat i
noget af det, der stadig fylder en del, og det kan være tanker, som du
garanteret kender. Analyser af noget, man har sagt til nogen, hvordan en
situation var, hvor man igen og igen reflekterer over, hvad skete der? Hvad
tænker de andre? Var jeg for meget? Og sådan nogle ting. Lad os prøve at se, om
vi kan skifte lidt perspektiv i det. Det prøver vi at lave i dag med Anna. Og en
af de mest drælske ting ved stress, det er, at man virkelig bliver ubehagelig
til mode over, at kroppen er stresset. Fordi den ubehagelige følelse er, at man
ikke kan styre den. Men som vi snakkede om i sidste episode, så er der noget
omkring accepten af, at stresssymptomerne er kommet lige nu, som gør, at man
faktisk meget lettere kan komme af med det igen, end hvis man stresser over, at
stresssymptomerne er kommet, hvis det giver mening. Det dykker vi mere ind i i
den her del af Annas anden session, så du kan prøve at høre, hvordan vi kan tage
fat i den del, hendes anspændthed. Så lad os se at komme i gang. Du kan høre nu,
hvordan det går her i Annas anden session af den Metakognitive Podcast. Hvad er
nogle af de værste tanker du har i øjeblikket, som du har svært ved at
acceptere?

Anna: Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, det er, sådan igen noget med det der
med at tro på. Tro på at det er okay, at det er det sted. F.eks. anspændtheden.
Altså jeg tror meget på det der humør. Og så engang også nogle usikkerheder på
den måde, jeg er på i sammenhæng med andre. Sådan socialt, der tror jeg også
godt, jeg kan være min egen største kritiker nogle gange. Jeg tror, der er mange
der kender, men der kan jeg godt nogle gange forsøge at sige til mig selv, det
der med ikke at tro på det, jeg siger til mig selv, for at lette det.

Kim: Det blev lidt kringlet. Nu har vi to hovedpunkter, så spørger jeg lige lidt
mere ind til det. Det første punkt var det der tro på, at anspændtheden er okay.
Nogle gange så er den okay, og andre gange så var den ikke okay. Når
anspændigheden ikke er okay, er det nogle særligt hårde dage? Eller er
anspændigheden speciel? Knuger det ekstra meget i maven? Hvad er det, der gør
den svær at acceptere?

Anna: Det er et godt spørgsmål, hvorfor det differentierer egentlig. Jeg tror
tit, det er, hvis jeg har startet dagen ud med at gå ind i det der tankespind
med, at det ikke er okay. Og det er der bare nogle gange, nogle dage, jeg bliver
meget fanget i. Jeg ved ikke, om jeg kan sætte en finger på, hvorfor det er det
nogle dage og ikke andre. Men.

Kim: Det har noget med anspændtheden at gøre. Ja. Har du noget af det i dag?
Altså nu her med en tvivl sidder og snakker. Ja. Okay, godt. Så den anden ting,
det er usikkerhed på, hvordan jeg er, når jeg er sammen med andre. Kan du sætte
et par ord på, hvilke tanker, der kunne dukke op hos dig indimellem? Er det, når
du er alene, eller mens du er sammen med andre? Altså er det, når du tænker
tilbage på en situation, eller tænker frem til en kommende situation? Eller er
det, mens du er i gang med en situation, der er?

Anna: Værst? Jeg tror, det er værst bagefter.

Kim: Bagefter, okay, så når du tænker tilbage. Hvad kunne der dukke op af tanker
der?

Anna: Om jeg har grebet den anden person godt nok. Eller om jeg har fyldt for
meget i en samtale. Altså været for dominerende, tror jeg. Okay.

Kim: Fedt. Jamen så har vi lidt materiale til lige at lave lidt øvelser. Fordi
lad os prøve at lave lidt øvelser, hvor jeg prøver lidt at lege din hjerne. Så
jeg kommer med nogle af de her tanker her. Lad os tage det sidste først her. Du
må godt lukke øjnene, fordi så går du mere ind i dine tanker. Det vil vi gerne
have lige nu. Så jeg vil gerne have dig til at lukke øjnene, og så tænke lidt på
en af de her situationer, du har fat i, der hvor du burde have grebet en anden
mere, måske. Lukker nogle tanker op. Og mit bud er, Anna, at så opstår der det
her, at man genspiller situationen. Er det rigtigt? Ja. Høre lidt, hvad man selv
sagde, hvad den anden sagde. Ja. Og så melder der sig også nogle tanker i. Det
kan være den samme situation eller anden, hvor du siger, har jeg fyldt for
meget? Ja. Har jeg været for dominerende her? Nu prøv lige at skabe den der
klarhed. Den der, hvor du bliver opmærksom på tanken, men er meget bevidst om,
at det her er en tanke, der er til stede. Har jeg fyldt for meget? Og så bemærk,
at du ikke er i den situation længere. Hvis du var i situationen, ville du kunne
se på den anden ansigtsudtryk eller måske direkte spørge, om jeg er for meget af
det endnu. Men her, hvor du tænker tilbage, hvor dælen skal den information
komme fra, andet end fra din egen fantasi? Og vil du blive klogere af at
genspille situationen, vil der dukke noget nyt, fantastisk materiale,
bevismateriale op af at genspille situationen én eller ti eller hundrede eller
tusinde gange mere. Så prøv at betragte de her tanker igen i de her specifikke
situationer. Har jeg grebet den der anden person godt nok?

Anna: Kom.

Kim: Jeg til at fylde for meget selv? Blev jeg for dominerende? Så prøvede jeg
lidt at kaste dig ind i situationen og fandt nogle af tankerne til at dør komme
lidt. Og så prøvede vi at se, om vi kunne skifte lidt perspektiv på det. Vil du
prøve at fortælle om, var der forskel på den måde at opleve tegnerne på?

Anna: Ja, helt sikkert. Det var meget nemmere også.

Kim: Hvad var forskellen?

Anna: Altså at først, så går jeg rigtig meget ind i det og analyserer på det og
tænker på, hvordan jeg potentielt kunne have været anderledes, eller hvordan
vedkommende reagerede i situationen. At prøve sådan at spekulere over, om det
var fordi jeg sagde noget, at vedkommende reagerede på det eller sådan. Ja, bare
analysere videre. Og da vi så vendte den om, så var det meget nemmere at være
sådan, det giver jo slet ikke mening, at jeg bruger tankekraft på det her. Fordi
at det er en situation, der er sket tidligere. Og det er i mit hoved, det
stikker af med mig. At vedkommende skulle synes, at jeg for eksempel var for
dominerende. Det har vedkommende slet ikke givet nogen tegn på. Det var meget
nemmere så at være sådan, det er jo fjollet.

Kim: Og når det begynder at blive fjollet, er det så nødvendigt at sige det til
sig selv?

Anna: Nej, der føler jeg nærmest bare, at jeg ikke engang behøver at besvare
det, fordi det sådan.

Kim: Lyder. Så er det nødvendigt at kæmpe mod de tanker?

Anna: Ikke når det er så indlysende. Det er.

Kim: Så indlysende der. Og det er måske det, som vi mennesker tit gør, det er
med, at vi begynder at kæmpe med tankerne og prøver at overbevise sig selv om
det. Men vi er allerede fanget af det. Den anden persons ansigtsudtryk eller
det, der blev sagt, som jeg sagde, den anden sag, kunne man tænke på det på en
anden måde, men der er vi stadigvæk fanget i det. Men nu prøvede vi at gå et
lille smule på afstand af det og sige, okay, sådan set bare blive klar over, at
det er jo en fantasi, der kører lige nu. Og så ophører kampen lidt, ikke?

Anna: Jo, fuldstændig. For man kan ikke ændre på den fantasi.

Kim: Eller sådan noget. Nej. Det er ikke.

Anna: Nogen forskel, om man bruger fantasien til at ændre på situationen. Fordi
den er.

Kim: Sket. Hvad nu hvis man er sammen med andre? Du er i en situation, men så
begynder den her slags tanker at køre. Det ved jeg ikke, om du oplever
indimellem. Jo, det kan jeg også godt opleve. Hvad hvis man er der? Hvordan
kunne man gribe det an?

Anna: Der havde jeg jo lyst til at sige, at man så bare kunne sige til sig selv,
man giver det et tegn på, at der er noget galt her. Men så synes jeg også
allerede, at man begynder at besvare tanken lidt. Så jeg ved ikke, hvordan man
skaber den der... Det er min fantasi, der kører afsted med.

Kim: Mig. Altså nu gør jeg jo for eksempel det, når jeg sidder og snakker med
dig, at jeg ser dit ansigtsudtryk og har en eller anden fornemmelse af, om hvis
du pludselig løfter øjenbrynet og ser helt målløs ud, så vil jeg tænke, okay,
det fik jeg sagt forkert. Ja. Og det tænker jeg, det er meget naturligt. Det er
ikke noget, jeg anstrenger mig for at gøre. Det er bare... Fordi jeg har snakket
med mennesker lige siden. Jeg pludrede med min mor for mange, mange, mange år
siden. Så ligger det så grundlæggende, at jeg godt kan fornemme. Nå, det skal
vist lige siges lidt smartere. Og det uden anstrengelse. Men hvis jeg begynder
sådan at overspekulere på, forstår hun mig rigtigt? Det der lille bitte
øjenbryn, der lige går op her, hvad betyder det? Så begynder det at blive
kunstigt, ikke også? Så tager jeg hyperfokus på kommunikationen, jeg overtænker
faktisk kommunikationen. Så der er et eller andet med bare at stole på, at hvis
der er noget vigtigt, så fanger jeg det nok. Det er i hvert fald sådan, jeg gør
lige nu. Og sådan er.

Anna: Jeg jo også i de fleste situationer, men der kan godt opstå den der, hvor
jeg lige pludselig er sådan, der er det en distance eller kunstighed, der kommer
ind i det her, fordi jeg sidder og overtænker det. Så de kan i god mening bare
have tillid til, at man faktisk godt kan tage ned af afdelingssituationer. Og
folk de vil.

Kim: Nok også vise en eller anden form for tegn, hvis det er vigtigt nok. Ja. Og
så er der det sidste fantastiske middel, vi mennesker har fået. Vi kan også
spørge folk. Ja. For eksempel som jeg egentlig indimellem spørger, fik jeg
forklaret det ordentligt? Giver det mening, eller hvad synes du om det? Den
anden del. I dag har du haft en af de dage, der godt kan mærkes lidt i
skuldrene. Kan det også mærkes i romancebændigheden i maven? Ja, mest i maven.
Så igen, luk øjnene og tillad dig selv at mærke det. Fokusér på det. Og så husk,
hvordan du nogen gange har haft det med den her anspændelse i maven. Husk,
hvordan du nogen gange har haft en fornemmelse af, at den fornemmelse i maven
vil jeg gerne have væk. Den må ikke være der. Den gør mig måske rastløs. Hvordan
kommer I af med den der anspændthed i maven? Kan du huske den fornemmelse, det
så giver, når man ikke vil have det i maven? Og så lad os skifte spor, Anna, til
at det er lige nu og her, mens du sidder og lytter til min stemme og måske andre
lyd, der er til stede. Bare lige nu og her. Vi har snakket om det her med sund
stress, at kroppe de faktisk gør det, vi beder om, hvis vi instruerer kroppen i
at løbe 100 meter løb eller løbe hurtigt op ad en trappe. Så allerede inden vi
har taget det første skridt i 100-meter-løbet, allerede inden vi har taget de
første par trin op ad trappen, der er kroppen faktisk spændt. Den gør sig klar
allerede på vejen til det, vi beder den om. Og bagefter vil den selvfølgelig
også have slået hjertet hurtigere, banket hjertet kraftigere, trukket vejret
hurtigere, og musklerne vil også være spændte et stykke tid. Det er det, der er
sket i dag. Så lige nu mærk det der i maven med en eller anden dyb forståelse
af, at det er sådan set det, du har bedt den om i dag. Og det springende punkt
er så, hvad der skal ske nu. Vil jeg instruere min mave i at anstrenge sig for
at komme af med de der muskelspændinger? Med flere muskelspændinger? Eller vil
jeg instruere min krop i at fortælle den, at nu skal den ikke mere lige nu. Lige
nu er det okay, det der var, og det er lige så okay, at der ikke er mere, der
skal ske nu. Godt, du må godt åbne hånden igen. Igen vil jeg spørge dig, kan du
fornemme en forskel på, hvordan det opleves? Lad os kalde det den gamle plan.
Ja. Og så en ny plan. Kan du også konkret fornemme forskellen?

Anna: Ja, jeg spænder mig op med at prøve at være på den gamle måde. Af med den
følelse. Og når jeg ligesom bare accepterer det, der er, så tror jeg på, at det
er helt okay, at det er sådan der. Så slapper jeg af. Ja, der er en tydelig.

Kim: Forskel. Ja, og det er vigtigt jo, at sådan nogle stresshormoner oppe i
hovedet, der forsvinder de efter 1,5 minutter cirka. Men i kroppen, der kan de
altså godt blive hængende et stykke tid. Så man kan godt mærke det i et stykke
tid. Det vil sige, at oppe i hovedet, der har man en fornemmelse. Nu er jeg jo
ude af det mål der. Hvorfor kan min krop ikke følge med og gøre det lige så
hurtigt? Men det er bare fordi de der stresshormoner, de nedbryder sig, altså
noget langsommere ned i kroppen. Og derfor vil det kunne mærkes i et stykke tid
længere. Og det kan jo være med til lige at give den der accept et nøk op af og
sige, okay, det er okay, at det ikke lige går fra 100 til 0 km i timen med det
samme. Ja.

Anna: Det er nok også det, der nogle dage har gjort, at jeg ikke har kunnet
finde en accept. Det er nok også sådan en form for utålmodighed. Ja. Og det.

Kim: Sjove er, at den utålmodighed har vi jo ikke efter at have løbet en tur.
Altså hvis jeg har løbet en lang tur, så kan jeg faktisk godt mærke det i
kroppen det meste af dagen faktisk. Det tænker jeg bare er okay. Jeg kan mærke
det på vejrtrækning, jeg kan mærke det lidt i musklerne selvfølgelig også tit.
Hjertet havde pumpet lidt hårdere i længere tid end det plejer på en almindelig
dag på kontoret. Og det har jeg jo fuldstændig altid accepteret uden at tænke.

Anna: Over det. Og det er jo stadig en kraftig reaktion. Det her, at man ikke
lige er så vant til at acceptere at være lidt overbelastet, fordi man har.

Kim: Løbet en tur. Det er det, der er lidt sjovt, at det er så tydeligt. Det vi
tegnede op sidste gang i vores hamsterhjul, det var den her sammenhæng mellem
dem, der foregår inde i hamsterhjulet af tanker, og så den kropslige reaktion.
Men det gælder jo også for almindelig daglig stress, at man performer lidt af
på, som du selv sagde. At det mentale også anstrenger kroppen i en eller anden
forstand, det er fint.

Anna: Jeg har svært ved at have forståelse for, at en dag på to lektioner godt
kunne presse mig. Det har også været i takt med at møde mange nye mennesker.
Nogle jeg ikke har været vant til at omgås i min dagligdag. Der har også været
flere flader, hvor jeg er blevet belastet. Jeg har performet og været aktiv.
Nogle gange, jeg synes det er en meget fin måde at anskue på. For mig kunne jeg
bedre acceptere, hvis jeg var fastede efter en fysisk aktivitet, end det jeg har
været på mentalt. Men at sætte dem lige med hinanden, så tror jeg bedre, jeg
ville kunne anskue, som noget der giver mening for mig. Hvorfor jeg.

Kim: Skal restituere efter. Ja. Og det er sjovt, ikke? De fleste mennesker vil
have det fuldstændig, som du beskriver her. Jeg har jo ikke lavet noget i dag.
Hvorfor kan det mærkes i min krop, at jeg ikke har lavet noget? Jeg har jo bare
siddet i skole eller på kontor. Der er stadigvæk en krop, der reagerer på det,
der foregår i.

Anna: Hovedet. Det tror jeg bare virkelig er svært at lære. Det er virkelig
dejligt at anskue det på den måde. Også fordi den der tanke, den sætter jo gang
i et tankespind. Og så også måske sådan en at fare ud. Og så være sådan en om,
at jeg skal da i hvert fald stadig bevæge min krop eller et eller andet. Det
kunne være, den havde brug for at få lidt.

Kim: Hvile. Det kan også være, at det er en tur, der skal til. At det er rart at
løbe en tur. Men pludselig så er det ikke en distraktion. Det er ikke for at
komme af med anspændtheden. Det er bare fordi det kunne være dejligt. Og jeg
synes den måde, du sagde det på med intentionen. Der er et eller andet der, der
er... I baghovedet kan jeg mærke, der har jeg forsøgt at simpelthen kunne finde
en eller anden metafor for det.

Anna: Du er god til at lave billeder.

Kim: Eller? Jamen det ved jeg ikke, om jeg er, nu prøver jeg. Men er det ikke
sådan, når vi nu er sammen med andre mennesker? Hvis nu en eller anden siger
nogle rosende ord til en, så kan man jo tage imod de rosende ord og tænke, nej,
hvor dejligt. Men hvis man har en mistanke om, at der er en intention bag de
ord, så.

Anna: Får de slet en helt anden karakter.

Kim: Og det er jo alt lige fra komplimenter om ens udseende til om man har lyst
til at få en gratis avis. Giver du mig den her gratis avis, fordi du regner med,
at jeg skal tegne et abonnement? Ja. Og i alle mulige andre situationer, der er
lige vagt over, hvad er intentionen bag det her? Og det vores hjerne er så
trænet til at gennemskue, er det måske det? Jeg ved det ikke. Måske er det det,
der gør, at man nogle gange bliver frustreret over, at man står og lyver sig
selv op i sit åbne ansigt. Ja. Eller prøver at snyde sig selv til at komme af
med ubehagelige fornemmelser eller ubehagelige tanker. Giver det meningen?

Anna: Det giver så god mening. Det er et godt billede. Jeg.

Kim: Ved ikke, om det gør, men hvis du kan bruge det, så håber jeg. Det synes
jeg. Så hvad skal der ske nu? Jeg synes, du startede ud med mega fede ting. Den
måde, du beskrev på, hvad du rent faktisk gør, når nogen af tankerne kommer, så
gik vi lidt ind i det her med, at der er nogle trigger-tanker, der er lidt mere
træls end andre, og så er der også det kropslige. Og vi har fattet det. Så havde
vi det her med at tænke tilbage på situationer og så skifte perspektiv fra det,
altså blive afkoblet opmærksom på det. Det er sådan det, jeg har noteret. Jeg
snyder jo lidt, fordi jeg skriver ned over en rejs. Det er helt okay. Hvis du
skulle tage den videre, hvad tror du, du kunne bruge af pointer?

Anna: Jamen helt sikkert at huske mig selv på, at intentionen er vigtig. At rent
faktisk have tro på det. Og så ikke at flygte fra noget, men acceptere det
tilstedeværelse. Og rent faktisk der er det jo så, at intentionen skal være
ægte. At jeg rent faktisk accepterer det. Og også at de ting, som er indlysende,
for eksempel at have tillid til, at jeg godt kan aflæse situationer. Og at det
kan jeg både i nuet, men også hvis der er noget, jeg tænker tilbage på. Så
nytter det ikke noget og bliver ved med at spekulere på det eller sådan. Det er
indlysende. Og har håndtaget den situation så godt som muligt, da det var, og
det er fjollet at blive mere spekuleret udover. Og så synes jeg den her
sammenligning til sidst med pointen om, at stress også kan være sundt. Når jeg
har performet, så er det jo naturligt, at der lige kan sidde en spændthed
tilbage derefter. Og den må gerne være der. Ja. Det er nok det, tror jeg.

Kim: Fedt. Ja. Det er meget godt klaret uden noter. Ja. Ja, super fedt, fordi
jeg vil gerne have, at du ligesom sidste gang har noget, som bliver omsat til at
kunne blive brugt. Så det ikke bare er en teori eller en samtale, vi har, men at
det her bliver til noget, som du rent faktisk kan bruge. Så nu er der weekend nu
her, men så kommer der jo også en uge i næste uge. Kan du forudse nogle ting i
næste uge, hvor du ville kunne bruge det allerede?

Anna: Nu? Ja, helt sikkert. Jeg har det tit sådan, at om eftermiddagen efter en
skoledag, der bliver det lige pludselig mulighed for at mærke mig selv. Og i
stedet for at drikke, så gå ind i at analysere og gå i panik over, at min krop
ikke er, som jeg gerne vil have den. Så bare ligesom hvile i, og det er helt
okay. Og jeg har måske bare lige brug for lidt hvile, før jeg er klar på at gøre
de ting, jeg har lyst til igen. Og så måske også i løbet af en skoledag være
opmærksom på, at når jeg forsvinder væk i analyser på, om jeg nu har været nok
det sted eller været den version af mig selv, jeg gerne ville. Så bare lige sige
det, eller sådan noget. Prøve at finde til noget af det. Det kan jeg sagtens se
for mig, at jeg kan tage fat i sådan helt konkret i løbet af en dag. Super.

Kim: Fedt.

Anna: Ja, meget. Det er dejligt at tale om det. At blive opmærksom på nogle af
de ting, man kan forsvinde lidt væk i igen.

Kim: Så tror jeg da, vi skal til at runde af. Er der mere, du vil have rundet?
Nej. Så synes jeg da også, det er en meget fin... Afslutning her med at oprise
alle de her ting her. Så tusind tak for at du ville dele det her med os, der
lytter, og at vi kan bruge dine erfaringer også. Både det, som du havde sidste
gang, og så det, som du har omsat til faktisk noget meget konkret og brugbart.
Jeg er sikker på, at at det kan bruges den måde, du fik det formuleret på, hvad
der foregår. Og så måske det sidste her, vi har fattet i dag, at det både du kan
bruge og andre kan bruge som konkrete ting. Og specielt din opsummering her til
sidst måske. Fedt! Så tak fordi du har været med, Anna. Det var mega fedt, du
stillede op.

Anna: Selv tak. Det har virkelig været dejligt.

Kim: Det var altså Anna, som startede på nyt studie, som har haft mange tanker
om både fremtid og fortid, og endte også lige nu med den her overtænkning, som
jeg er sikker på, at du også kender. Jeg gør i hvert fald. Hvad er det, vi kan
gøre? Du har hørt, hvordan vi kan ved at tænke situationen igennem, så kan vi
prøve at skifte perspektiv. Og se, hvordan man kunne undslippe den der måde at
køre i de samme tanker og tanker igen og igen og igen, som vi jo tit kommer til
at gøre instinktivt. Det er det, metakognitiv terapi især handler om, det at
opdage, når vi gentager de samme tankemønstre, men også giver os mulighed for at
hoppe ud af det ved netop at opdage det. De her trigger, som sætter
triggertanker i gang og som starter hamsterhjul eller CAS, som det hedder. Det
vil sige, at man gentager et ensidigt fokus på de samme tanker igen og igen.
Eller den samme opmærksomhed, og det var det, vi arbejdede med i dag, omkring
anspændthed for eksempel i kroppen, som kunne give mere anspændthed. Ved at se
lidt anderledes på det, så kan vi altså også ændre på, hvordan kroppen rent
faktisk reagerer. Og så slipper den lidt taget i de der stresssymptomer. Og over
tid så daler stressen også igen. Stress er ikke i sig selv en usund ting. Det er
faktisk helt naturligt, at vi stresser op. Men det er lige så naturligt, at
kroppen af sig selv stresser ned igen, når der ikke længere er brug for den der
stressende energi, som den bruger til at håndtere truende eller vigtige
situationer. Det er det, vi har arbejdet med ud fra Annas tilfælde i den her
anden session. Jeg er utrolig glad for, at du har lyttet med. Jeg håber, at det
har givet dig nogle gode idéer til, hvordan du kan forholde dig til dine tanker
og hvordan din krop er. Hvis du kunne tænke selv og ville deltage i den her
podcast, så tøv ikke med at melde dig på banen. Skriv til mig og hør, om det
kunne være noget. Det her, du døjer med. Det kan også være, at du ved et eller
andet om metakognitiv terapi, eller har nogle erfaringer med det. Og det kunne
måske også være interessant at få det ind i podcasten, selvom du ikke lige er
min klient. Så kontakt mig, hvis du har lyst til at deltage, eller hvis du bare
har en idé om, hvad podcasten skulle indeholde. Er der et emne, jeg skal tage
op? Så skriv til mig. Så jeg hedder Kim Oechsle, jeg har den metakognitiv
podcast og jeg har hjemmesiden hjerneogkrop.dk, som handler om netop at bruge
både metakognitiv terapi og mindfulness og ACT til at blive eller have det
nemmere ved at være menneske. For jeg tror på, at de fleste af de her
psykologiske problemer stammer fra noget almenmenneskeligt. Så vi kan alle
sammen genkende noget i hinanden, når vi hører om hinandens indre liv. Og vi kan
alle sammen lære af, hvad andre gør, når det begynder at fungere for dem. Og det
er det, jeg tænker, at den her podcast skal bruges til. Så tusind tak, fordi du
har lyttet med. Jeg håber, at du vil hjælpe med at udbrede kendskabet til den
metakognitive podcast. Og selvfølgelig dele og like og så videre alle de steder,
hvor du kan komme til det. Tusind tak, fordi du lytter med. Du lytter til Den
Metakognitive Podcast. Husk at dele med andre, der kunne være interesseret i at
høre om metakognitiv psykologi, terapi og mindfulness.