Følg Den metakognitive podcast på youtube

Transkription

Den rå transkription foretaget af Transkriptor (transkription og AI).

Velkommen til Den Metacognitive Podcast,

der handler om metacognitiv psykologi,

metacognitiv terapi og mindfulness.

Velkommen tilbage til

Den Metacognitive Podcast. Den her episode handler igen om

Thomas, som har haft en langvarig stressperiode med angstsymptomer

også. Og han døjer rigtig meget med svimmelhed og tinnitus, og det

er især svimmelheden, der plager ham stadigvæk. Sidste gang, der handlede

det rigtig meget om tanker. Og det, at tanker kan blive meget virkelige,

og vi prøvede nogle øvelser, som handlede om ikke at

lade tanker tage magten fra en. Det vil sige, hvis vi skulle sætte tema

for den her episode, så handlede det meget om opmærksomhed.

Opmærksomhed på kroppen. Det er også et

fænomen, både ved angst og stress. Jeg plejer at sige,

at stress og angst er fædre og kusiner. De har mange fællestræk.

Thomas har stadig stresssymptomet

svimmelhed, som både kan være noget fysisk relateret,

bliver påvirket af noget stress- eller angstrelateret.

Vi ved det ikke helt præcist, men du kan høre,

ligesom sidst, at svimmelheden stiger i takt

med, at han bliver stresset, bekymret eller ængstelig over for noget.

Der er en eller anden form for sammenhæng her.

Den opmærksomhed, man så får på sådan et symptom, det gør tit,

at symptomet får for meget opmærksomhed og

måske bliver påvirket af den opmærksomhed. Det prøver jeg at fortælle

til Thomas i den her episode på forskellige måder.

Og hvis du selv har oplevet at være

på vej ud af stress, så kender du måske det her med,

at stresssymptomerne bliver ved alt for længe, og man faktisk

stresser over at få stresssymptomer. Og det er præcis det fænomen,

som rigtig mange oplever på vej ud af stress,

men som også relaterer til angst, at man får den

her angst fra angsten. Så uanset om det er stress

eller angst, så handler den her episode altså om det

fænomen med, at nogle fysiske symptomer, som sagtens kan have rent fysiske

årsager, også nogle gange bliver påvirket meget negativt

af opmærksomhed og den måde, man forholder

sig til det på. Så det er temaet for den her session

med Thomas. Nu kan du prøve at høre, Thomas, hvad der er sket siden sidst.

Det handler især om svimmelhed, og vi snakker ikke rigtig så meget om angst

længere. Men du kan prøve at høre her den første del af hans anden

session, om hvordan vi prøver at få en måde at tale om

opmærksomheden på, og hvorfor det giver problemer.

Velkommen tilbage til Den Metacognitive Podcast.

Den her episode handler igen om Thomas, som har haft en

langvarig stressperiode med angstsymptomer også, og han døjer

rigtig meget med svimmelhed og tinnitus, og det er især svimmelheden,

der plager ham stadigvæk. Sidste gang handlede det rigtig meget

om tanker, og det at tanker kan blive meget virkelige, og vi prøvede

nogle øvelser. som handlede om ikke at lade tanker tage

magten fra en. Jeg vil sige, at hvis vi skulle sætte tema for den her

episode, så handlede det meget om opmærksomhed.

Opmærksomhed på kroppen. Det er

også et fænomen, både ved angst og stress. Jeg plejer

at sige, at stress og angst er fædre og kusiner. De har mange fællestræk.

Så Thomas har stadigvæk det her stresssymptom,

svimmelhed. som både kan være noget fysisk relateret

og blive påvirket af noget stress- eller angstrelateret.

Vi ved det ikke helt præcist, men du kan høre,

at svimmelheden stiger i takt med, at han

bliver stresset, bekymret eller ængstelig over for noget. Der er

en eller anden form for sammenhæng her. Den opmærksomhed,

man så får på sådan et symptom, gør tit, at symptomet får

for meget opmærksomhed og måske bliver påvirket af den opmærksomhed.

Det prøver jeg at fortælle til Thomas

i den her episode på forskellige måder. Og hvis du selv

har oplevet at være på vej ud af stress,

så kender du måske det her med, at stresssymptomerne bliver ved alt

for længe, og man faktisk stresser over at få stresssymptomer.

Og det er præcis det fænomen, som rigtig mange oplever på vej

ud af stress, men som også relaterer til angst,

at man får den her angst fra angsten.

Så uanset om det er stress eller angst, så handler den her episode

altså om det fænomen med, at nogle fysiske symptomer,

som sagtens kan have rent fysiske årsager,

også nogle gange bliver påvirket meget negativt af opmærksomhed

og den måde, man forholder sig til det på. Så det

er temaet for den her session med Thomas. Nu kan du prøve at

høre, Thomas, hvad der er sket siden sidst. Det handler især om

svimmelhed, og vi snakker ikke rigtig så meget om angst længere. Men du

kan prøve at høre her i den første del af hans anden session,

om hvordan vi prøver at få en måde at tale om

opmærksomheden på, og hvorfor det giver problemer.

Så er vi i gang med at bryde maffin i os. Jo.

Perfekt, det er din også. Det er godt.

Godt. Velkommen tilbage, Thomas.

Det her er det anden gang, vi ses. Der er gået lige knap to

måneder siden sidst. Ja. Og jeg er jo nysgerrig på at

høre, hvad der er sket siden sidst. Hvad du

tog med. hvad der har fungeret,

hvad der ikke har fungeret. Hvad er statusen sådan overordnet?

Jamen altså, jeg tænkte jo ikke

så meget ind i det her hamsterhjul her. Jeg kunne jo godt mærke, at der

var det her, hvad skal man sige, jeg blev ved med at køre rundt i

ring, især med mine symptomer, og ikke rigtig fik sprunget ud

af den der. Og jeg synes, at der er nogle ting, som der har

været bedring i. Det har især

været det her med at give mig ud i, i sociale arrangementer,

enten at tage ud og spille paddle eller tage ind til foredrag eller de her

forskellige ting. Der var jeg meget lukket sidst. Og det har egentlig mere været,

hvor når så de der tanke er begyndt, så har jeg ligesom fået lukket ned

for det og sagt, at det er der ikke noget i

det her, som jeg mærker lige nu. Og så har jeg sådan kunne

være i det. Status er,

at jeg synes stadigvæk, at jeg døjer rigtig meget med de her symptomer.

Med svimmelhed og tinetus,

muskelspændinger, har haft forkølelser

i over to måneder nu, faktisk lige siden vi

snakkede sammen sidst. Og jeg har været ved

lægen og fået tjekket op på det, og fået noget antibiotika mod

bivulpetens og sådan nogle ting, men jeg kan ikke rigtig Jeg kan ikke rigtig komme

af med det, og det ved jeg jo også, at det er jo sådan,

kan man sige i hvert fald, hvad jeg har hørt, at når kroppen er i

den her stress tilstand, at så er der et immunforsvar, som ikke

rigtig får bearbejdet det, eller prioriteret

det, eller hvad man nu skal sige. Men jeg synes, at jeg

døjer rigtig meget med de her, så selvom jeg i et eller andet sted formår

at Tænk væk fra de der forskellige ting.

Selvfølgelig så er der... Eller selvfølgelig, det ved jeg ikke, om man skal sige,

men... Jeg kan jo stadig godt tage mig i og lige

pludselig sidde og tænke, hvorfor pokker går det her ikke væk?

Altså, nu har jeg været syg med det i fire måneder.

Jeg slapper af, jeg går ture, jeg mediterer,

jeg gør jo alle de ting, som jeg har fået at vide,

at man skal gøre. Hvorfor er det, at jeg ikke får

det bedre? Og der kan jeg godt mærke, at der ryger i den der.

Og så kommer de der bekymringer jo omkring. Kan jeg vide,

hvordan det ser ud om et halvt år?

Hvad med mit næste arbejde? Hvad med fremtiden

som helhed? Altså, fordi jeg er 33,

og jeg har stadigvæk masser af ting, jeg ikke har prøvet endnu, og som jeg

gerne vil. Og især også med mine børn i forhold til at komme

ud og rejse og alle de her forskellige ting. Så begynder det at køre.

Og så kommer tristheden jo,

i at den tilstand her, den magter

ikke. Så det er sådan

status, at man

føler sig virkelig syg. Jeg gider heller

ikke at ligge i seng hele dagen. Så jeg synes egentlig, at jeg gør nogle

ting. Og så lige i dag, der synes jeg virkelig, at jeg bare er...

Årh, der føler jeg mig sådan helt influenceramt.

Okay. Altså sådan helt kropsligt,

fysisk? Ja, altså sådan virkelig, virkelig ondt i

min nakke og nede i min ryg. Ja, altså forkølelsen

der... Jamen, den der osteklokke,

eller hvad skal man sige, tung i hovedet. Ja.

Det er derfor, at du tager dig

tid til lige at tage vores session alligevel, hvis du har lidt halsløj.

Vi gør

det så godt som vi kan, Thomas.

De her bekymringer, du siger her

til sidst med fremtiden, hvordan kommer det til at være om et halvt

år osv. Hvor meget kører

de så i ring? Jamen altså,

de kører ikke lige så meget ring, som de har gjort. Okay, nej.

Fordi at så har jeg ligesom fra sidste gang af

fået det her hamsterhjul. Eller i hvert fald viden omkring den del. Og så

ligesom godt. Altså det er ukontrollerbart.

Altså det skal jeg ikke gøre noget ved nu eller tænke på lige nu.

Så jeg synes egentlig, at jeg kommer ud af det. Men det kan godt komme

over flere gange i løbet af dagen. Men jeg tror ligesom meget, at det er

den der frustration. Altså den der.

Jeg skulle gerne leve livet.

Jeg synes, jeg bliver holdt tilbage for noget, som jeg ikke kan kontrollere.

Jeg vil nævne at sige, at det

ville være mærkeligt, hvis du ikke var bekymret.

Hvis du gik i en eller anden lyserød tilstand,

hvor du tænkte, at det skal nok gå væk. Det tager sig

helt til dig eget liv. Og det er

jo også at lukke øjnene fuldstændig. Det ville være mærkeligt, hvis man slet ikke fik

bekymringer nogensinde. Jeg tror, hun var inde på det sidste. Og jeg har da også

selv indimellem haft de værste ting

i mit liv, enten omkring mig eller i min egen krop,

som jeg har oplevet og så skulle håndtere,

og så selvfølgelig også bekymre mig om. Så vi skal jo også huske,

at der nok ikke er noget som helst,

mennesker på planeten, der aldrig

ryger lidt i bekymringsmode. Det ville være mærkeligt.

Så det er den her skældning mellem, hvornår bliver det til hamsterhjul?

Det gør det, når det bliver et problem at være i hamsterhjul.

Når bekymringerne i sig selv,

begynder at gøre det værre. Det er der, vi skal sige, okay,

måske har det ikke rigtig

nogen funktion endnu.

Men du er stadig sygemæld, kan jeg høre.

Og du har simpelthen en fysisk forkølelsesinfluencer-ting.

Og det gætter jeg på, altså hvis det var mig, så ville jeg være gået

til lægen med det. Det er du også. Og lægen fortæller dig hvad?

Jamen, at der ikke er noget i det.

Jeg har også fået taget de her infektionstaller,

jeg er blevet pået i halsen og de her ting. Altså der er ikke noget,

altså det er en almindelig forkølse. Og så

som sagt så har jeg været på den her antibiotiske kur for ligesom at tage,

hvis der var noget biolipotensie. Men det har jeg ikke gjort.

Det har jeg ikke gjort underværker bare vil jeg sige.

Har du ondt? Altså ligesom til en biolipotensie eller

hvad er det for nogen? Nej,

det synes jeg egentlig ikke. Det var egentlig noget, som min læge

tænkte, at det her kan vi godt gøre, hvis der skulle sidde noget rest.

Det er ikke sikkert, at man kan mærke det, men hvis der sidder noget rest

i bihulerne, så kunne de ligesom tage det.

Så det var faktisk lægens forsøg på at sige,

lad os lige problemløse det. Hvis det her virker, så er det det. Ja.

problemafklarende, kan man sige.

Så det du også

sagde, det var, at svimmelheden, den er det

samme som før, eller hvordan? Ja. Og hvornår er

den der, den her svimmelhed? Jamen, det er den jo hele

dagen. Ja. Ja. Så det er noget, som jeg

har hele dagen. Og så for

eksempel, hvis så jeg skal ud i til et foredrag fx,

eller nu var vi til barndåb her i søndags, så kan jeg godt mærke,

at så bluser det op, altså så bliver det værre.

Og når så at, lad os tage eksempelet her med barndåben,

at vi så kører hjem derfra, jamen så kan jeg mærke, så falder der så

en ro på igen. Og så er

den sådan lidt moderat. Så er

den almindelig, kan man sige det. Men der er ikke tidspunkter, hvor jeg føler,

at den er væk. Nej.

Hvis man nu skal sætte sådan en 0-10-skala på svimmelheden.

Ja. 0, det er sådan den, det vi kalte normalt tilstande

sidste gang. Ja.

Hvad er din grund? svimmelhed, den der

typisk er der, og hvor meget går det op til, for eksempel,

når du scanner socialt?

Ja,

så hvis vi scanner socialt, så kan den godt gå op på en otter.

Ja? Ja.

Og hvad vil du sige, den er typisk på

den almindelige dag? Så vil den ligge på 1-2.

Okay, hvordan er det lige nu her? Lige nu

der ligger den på en 5. Og er det fordi ligesom

sidst at selve det nu er vi på her til sessionen måske?

Ja. Har du kunne mærke det her i dag op til

start af optagelserne? Ja, det kunne jeg.

Og så er der også en kombi at jeg lige i dag har har

sådan helt den her osteklokke fornemmelse i hovedet. Ja. Ja,

så det påvirker det også lidt, kan jeg mærke. Der kan

også være sådan noget lidt, der kan være noget influenzaforkølelse indover

også jo, som så gør det lidt sværere at

måle på, hvis man kunne sige det sådan lidt teknisk. Ja.

Okay. Så der

er jo åbenbart en sammenhæng mellem, det du skal

inden, og så den her

svimlhed. Er det rigtigt forstået, at svimlheden det er det værste af alle

symptomerne? Er det rigtigt? Ja, det er det. Det er det, der fylder allermest.

Ja. Det er det. Du har så alligevel begyndt at trodse

det lidt ved at tage afsted til sociale ting. Ja.

Som barndåb. Det er jo mange timer.

en biograftur eller teatertur eller hvad man nu laver af andet. Så det

er et par timer som regel, men det går okay.

Men det er ikke på et niveau, hvor du ville kunne

tage på arbejde så? Nej, det er det ikke, fordi der

er stadigvæk også de andre symptomer, som spiller

ind, og der er stadigvæk For

mange synes jeg, i hvert fald også været lægen, det her er jo vores lægens

ord, skal man sige, som jeg samarbejder rigtig godt med, at der er flere dårlige

dage, end at der er gode dage. Ja, okay. Og det

skal vendes før, at man begynder sådan

ligesom at man skal begynde at træmme op. Fordi følelsen er stadigvæk lidt det

der med, at kroppen sådan er i alarmberedskab.

Nu i går aftes, Da ungerne er blevet

puttet, og min kone og jeg ligger på sofaen og ser noget fjernsyn, så kan

jeg mærke, hvordan hjertet begynder at hammer.

Og så begynder jeg også at tænke,

hvad betyder det her nu?

Har jeg lavet for mange ting i dag?

Også ligesom

i dag, hvor jeg har det sådan her, så tænker jeg også lige tilbage med

i går og tænker, hvad skete der lige i går?

Hvorfor reagerer min krop sådan her i dag?

Men igen,

så synes jeg også, at jeg er hurtigt nok til at komme i ud fra

viden fra sidste gang af med hamsterhjulet. Og lige sådan tænke, okay,

altså livet er jo, hvad skal man sige,

gode og dårlige dage. Og det uanset om man er

stressramt eller ej, så vil der være nogle dage, hvor man ligesom føler sig lidt

bedre. Og det får jeg også ligesom sagt til mig selv, men ja.

stiller det så af med de her tegner, eller kan du flytte

fokus til noget andet, eller hvordan foregår det?

Så synes jeg egentlig, at jeg får stillet det af, og ligesom har flyttet mit

fokus fra det. Det var jo et

klassisk tilfælde af det her trigger noget, som vi...

Jeg har taget et tegning fra sidste gang,

som skrev jeg lige på her.

Trigger situationen, det her, det er hjertet hammer.

Og så den første trigger-tank, det er, hvad betyder det nu?

Og så kan det jo medføre nogle nye tanker, der hedder,

hvorfor reagerer min krop sådan her?

Hvad lavede jeg i går?

Og så kan det hurtigt blive til både

en analyse af, hvad du lavede i går, og de her fremtidstanker.

Jamen, hvordan ser det så ud om seks måneder?

Lad os skrive den på hernede. Fordi den er jo endnu længere

ude i fremtiden. Ja.

Og du var faktisk også på et tidspunkt, det forhindrede dig i, som du siger,

at du er ung. Der er mange, du skal nu opleve.

Så det er jo seks måneder, og du ser jo egentlig også længere frem for

den her. Ja.

Så nu tillader jeg mig lige at skrive i mit liv på her,

fordi det er tit de store ting, der lige bliver vent herinde i Armstøvlet,

ikke? Hvordan ser det ud om seks måneder i mit liv?

Så vi kan godt se, at der er forudsætningerne for, at det

kommer til at køre i lup her.

Hjertet hammer, hvad betyder det nu? Åh nej, hvorfor reagerer

min krop sådan her? Hvad lavede jeg i går? Og det aller værste,

det er faktisk, at nu bliver den

her alarmting endnu

værre. Det er sådan set det, jeg gætter

på, der er det aller værste og største problem lige nu.

Lad os prøve lige at se på,

hvad der så måske sker her.

Der er en hjertebanken, der er tanker om det,

men der er også en helt særlig opmærksomhed.

Fordi nu er der noget med det hjerte der. Nu skal

man have kig på det og

vente på, at det forsvinder. Ja.

Men der er også en frygt forbundet med det, kan jeg mærke.

En frygt forbundet med den her svimmelhed.

Der er stadigvæk den der nogle gange, hvor det kommer op.

Og når jeg siger nogle gange, så er det måske hver anden

dag. Altså er der noget? lærerne overseer.

Er der et eller andet sygdom, jeg har, fordi svimmelhed

forbinder man jo ofte med stress og angst og sådan

nogle forskellige ting. Men i nogle udsatte situationer. Men jeg har jo

også hørt og snakket med nogen, som også døjer med svimmelhed hele dagen.

Men det er ligesom om, den del af min rationelle hjerne, jeg får det simpelthen

ikke over i, at okay, det er nok. Det er nok, fordi det er så

invaliderende at være i. Ja,

og der tror jeg, at det der frygt, det kom ind over, det er nogensinde

væk. Og det

synes jeg jo er en helt reel frygt. Altså det der

nederste lag,

triggerlaget, at frygten kommer og sådan noget, det er

klart. Det er der ikke noget problem i sådan set. Det vi ved med

stress, det er jo, at stress som sådan den

her umiddelbare belastning, der kommer,

er sådan set sund nok i sig selv. Så vi kan sagtens håndtere

at pludselig blive forskrækket eller i en

kortere periode at være meget på. Det er vores kroppe sådan

set fuldstændig bygget til. Det der

ikke er meningen fra naturens side, det er at være i det konstant.

over en lang periode. Og når du beskriver det

her på den her måde, så kunne der jo måske være noget med,

at selve den her opmærksomhed vendt mod kroppen,

den begynder at have den kedelige konsekvens

der, at det også bliver tydeligere.

Kan du huske, vi lavede det der med, Jeg sagde,

prøv at lukke øjnene og se rundt i lokalet

og fortæl alle de grønne ting.

Og så bagefter skulle du lukke

øjnene og fortælle mig, hvor mange røde ting der var. Husk den. Ja.

Det var det, man så opdagede. Ja, det var jo, at jeg

så jo ikke de røde ting. Nej.

Og nu laver jeg jo også noget andet,

Thomas. Jeg har haft et par afsnit i

den her podcast, som også handler om kroniske smerter.

Og det er meget relateret til det

fænomen, som man kan opleve, når stress,

angst og sådan noget bliver meget fysisk.

Det vil sige, at vi sidder i den her krop her,

der forsøger at håndtere verdens drabasser.

Og det gør den egentlig ved mange forskellige ting. Blandt andet ved

at hæve temperaturen, få mere blod til visse

dele af kroppen, ændre på tarmenes

funktion, og jeg ved ikke hvad. Der er super meget god mekanik i vores krop,

der kan ting. Og alt sammen er meningen, at det skal bruges

i kortere tid.

Og så er der den her alarmtilstand,

som du også beskriver. Nu skal kroppen

være parat til at håndtere noget.

Og så kan man nede i det. Hvis du husker det der nederste

lag, jeg snakkede om, der er noget, der er ubevidst. Der er noget, som vi

godt nok kan påvirke til en vis grad, men vi kan

ikke styre det. Vi kan ikke kontrollere det 100%. Der er ligesom noget, der også

bare kører.

Og der er noget

der, som måske går lidt i kug, hvis der

er en mellemting mellem alarm og symptom.

Hvis vi kigger på vores tegning her,

så prøver jeg dig lige at vise det.

Jeg har tegnet det her cirkel med en masse tanker, der snurrer i ring.

Jeg har tegnet det her med, at triggere kan sætte

det i gang. Men så har jeg tilføjet nu her i dag, at der

også kommer den her alarmtilstand i vores hjerne,

som så faktisk øger opmærksomheden på

det, der var problemet i første omgang. Så det kunne jo godt være sådan noget

som hjertet, der banker,

eller det kunne være svimmelheden. Er hjertebanken

sådan noget, du jævnligt oplever også,

eller var det kun i den ene aften der?

Ej, det synes jeg egentlig også, at jeg sådan jævnlig oplever.

Altså, hvis jeg skal lægge mig til at sove og ligger

på venstres gulder, og jeg så mærker, at mit hjerte sådan bankhårdt føler

jeg, ikke nødvendigvis sådan hurtigt, men hårdt,

så kan jeg også godt tage mig i at vende mig om på den anden

side. Ja.

og gøre det ubevidst, og der kan jeg jo igen også godt tage mig,

altså der er jeg også kommet til, at der tager jeg mig selv lige der

og siger, jamen altså hold nu op, altså dit hjerte skal jo

banke for pokker. Ja, og det er godt, fordi hvis

hjertebanken, nu skrev jeg jo lige på her, men hvis hjertebanken får den der

opmærksomhed, samtidig med en alarm,

så har vi jo at gøre med et system, der begynder at påvirke sig selv

her. og det samme med svimmelheden.

Der er noget, der tyder på det, når du siger det her med, at op

til i dag, vores podcast-session i dag, når du scanner

socialt, så er der en klar sammenhæng mellem, at svimmelheden

simpelthen stiger fra det der et-to-niveau op til en

otte og nogle gange, og så samtidig,

jeg skal jo afsted til det sociale,

og så kører det.

Og det er,

hvis du nu tænker på, at hvis du

nu blev inviteret ind til sådan et videnskabeligt eksperiment,

og en videnskabsmand, han står

der i sin hvide kittel og fortæller, at han har bygget state of the

art til at holde øje med kroppen.

Det er simpelthen noget maskineri, der kan måle på både blodtryk,

den kan måle på din hudmodstand, den kan måle på, at man sveder

eller ej, den kan måle på dine hjernebølger og dine pupiller,

den kan måle, you name it, alt i din krop.

Og derfor er den super super god til at holde øje med sådan

en alarmtilstand, sådan en uro og sådan en Nervøsitet,

angst, alle de her ting, som er stressende,

som aktiverer kroppen, det er den vildt gode.

Den er så, at han kan måle hvad som helst.

Og så kunne det være spændende at blive siddet i sådan en maskine og virkelig

få målt, hvad der er. Og så låser

de armene fast, du bliver spændt fast i den der maskine, og så begynder han

at gnække lidt, ham der videnskabsmand. Det viser sig desværre, at han er en

ond videnskabsmand, Thomas. Dem har man jo set på film.

Og den her onde videnskabsmand, han har også lavet

en meget ubehagelig

maskine, der kan give stød. Den giver

et stød, og så når den måler, at alarmtilstanden

stiger i kroppen, så fordobler den strømstyrken. Så næste gang

giver den så dobbelt så meget strøm.

Og de to maskiner er så koblet sammen, så hvis den

mærker, at der er noget alarm, der er noget stress, der er noget angst,

der er uro, der er noget hjertebrænden, der er noget sved, der er noget,

så får du et SAP med den der strøm, og så måler den,

så holder den øje med, om der kommer mere,

fordi så vil den fordoble strømstyrken. Hvad tror du, der vil

ske i sådan et eksperiment der?

Så tror jeg helt sikkert, at kroppen hurtigt vil finde ud af, at det

skal den stoppe med. Det er da ikke rart at få det her stød.

Ja. Ja. Så du

vil sidde der og hvad?

Øh... Lade være med at være ængstlig.

Eller angst, eller hvad skal man sige. Kom med de her symptomer.

Prøv at få det ordentligt. Hvad gør man der? Ja, det...

Jamen det... Der er

jo en eller anden ting, tænker jeg, man sådan helt bevidst

sætter i gang, fordi det er så ubehageligt at få det her stød her.

Men hvad det lige præcis er, det ved

jeg ikke. Men hvis jeg sad i den stol, som jeg virkelig kan visualisere for

mig lige nu, så ville jeg gøre alt i min magt for,

at det skulle stoppe.

Så du kan næsten leve dig ind i det lige nu?

Ja, det kan jeg godt. Fedt.

Så hvad sker der for dig, når du lever dig

kraftigt ind i det lige nu? Hvis man satte maskinen til dig lige nu,

ville det så kunne måle noget? Ja, det ville det.

Ja? Er det ikke interessant? Jo.

Jeg kan huske sidste gang, der havde vi også nogle tanker

om, Jeg kan se den

her, som jeg havde sat op, den faldt ned og fjernede lige igen.

Sidste gang havde vi noget med at forestille

sig noget farligt ude i skoven. Hvis vi kom ud og mødte en ulv

for eksempel, hvor du også sagde, at det havde du ikke lyst til at tænke

på.

Det her

er fuldstændig et tankeeksperiment.

Du ved, at du sidder i en podcast med mig,

og jeg nævner bare den her fjollede historie her om den her undvidenskabsmand.

Og alligevel så er det nok til, at du

faktisk kan mærke det. Så forestil dig,

at du rent faktisk sad i den maskine. Vil det så være muligt at

kontrollere uroen,

alarmtilstanden? Det tænker

jeg, at det vil være, ja. Ja. For hvem?

Jamen, for mig. Okay. Hvordan gik

det lige nu her?

Altså, jeg kunne godt mærke, at der skete et eller andet i min krop.

Jeg kunne godt mærke, at der skete en eller

anden ting, hvor jeg lige sådan... Kan det

blive ballerne sammen, var jeg ved at sige? Ja.

Så hvis det er nok til at få din krop i alarmtilstande

nu her, når vi bare sidder og snakker om det,

hvis du så rent faktisk sad i maskinen, så ville jeg gætte på,

at det ville være væsentligt sværere at kontrollere din krops ufrivillige

reaktioner. Ja. Altså fordi vi

har jo igen at gøre med et nervesystem, som er ukontrollerbart.

Det er ikke noget, vi har kontrol over.

Det er faktisk det, man putter i en løgnedetektor.

Der måler man på hudmodstand og hjernesvingninger

og alt muligt andet. Det er præcis det, man gør i en løgnedetektor for at

se, om der sker noget. For et øjeblik begynder man at lyve,

eller så stiger der en eller anden form for intern stressniveau.

Så der er noget ukontrollerbart i vores

krop. Hvis man sad i sådan en

maskine og vidste, at den ville give en en kæmpe stød,

så ville langt de fleste mennesker blive sappede til døder,

rent hurtigt.

Fordi det

sker altså uden for vores bevidste kontrol, de her ting her.

Din hjerne vil lynhurtigt scanne og vurdere situationen

til noget farligt. Det samme hvis der pludselig var ild i lokalet,

så ville det være meget tydeligt. Det behøver man

ikke være et ret bevidst væsen for. De fleste dyr er også bange for ild.

Så vi har nogle mekanismer, der kan scanne omgivelserne og

vurdere, om det er noget farligt. Og så stiger alarmen.

Men hvis man nu kom ind til

eksperimentet, og man faktisk syntes, han var lidt kedelig,

tørvetrilleragtig, ham der videnskabsmand, og han evlede

om sine maskiner, Og man nåede kun lige at høre det der første

med, at den kunne måle dit blodtryk og hudmodstand. Og så hørte man faktisk overhovedet

ikke resten. Man hørte slet ikke alt det der andet med strøm og

sådan noget, fordi der sad man bare og tænkte på sin sommerferie.

Så var man slet ikke, man vidste slet ikke noget om, at der

var far til stede overhovedet. Man så bare alle de der ledninger og

tænkte, ja ja, han skal bare have sit eksperiment, jeg skal bare have mine

penge for at sidde her. Hvordan ville det gå?

Ja, så ville man have en anden tilgang.

Man har jo ikke opfattet,

at der er noget, der er farligt eller der er far på færd. Og så

ville man jo helt naturligt bare sætte sig ind i den der og tænke,

at nu skal det bare overstås. Men jeg tænker da, at når det første stød

kommer, så begynder det nok at... Jamen, kommer det stød nogensinde?

Nej, det gør det jo nok ikke.

Så ærlig er han trods alt, at han har kun sat

dem til at måle og give stød, hvis man bliver stresset.

En ærlig,

men ond videnskabsfand.

Det her

tankeeksperiment, det er meget godt at huske engang imellem,

fordi vi mennesker tit sætter os selv i den

stol der, som både offerer i stolen og

den onde videnskabsmand på en gang. Ja.

Kan du se det? Ja.

Hvornår gør du det? Det gør

jeg jo så tit. Det gør

jeg jo hver dag.

Og det gælder for sådan

nogle helt banale ting som hudmodstand, altså at der kommer en lille bitte smule

sved i ens hud, når man bliver påvirket.

Og det kan man måle på folk, der lyver jo, og det kan man måle

på folk, der skal løse matematikopgaver eller på anden måde, som lige

bliver lidt stressede. Og du kan se det. Jeg synes, det er jo vanvittigt spændende,

når man ser sådan noget som Når folk bliver

grebet i en løgn, de skal stå og forklare sig, så kan man altid se

sveden på overlæben eller noget andet. Det er så almindelig

menneske, det her. Så der er nogle ting, nogle biologiske

ting, som er der. Men alle

de biologiske ting er lavet med vilje af

naturen. De har en god funktion. Og de er ikke usunde.

De er ikke usunde i sig selv.

Så det er rigtig rart at

vide, at når du sveder,

dit hjerne slår, når du bliver svimmel,

så er det mere et tegn på, at din krop gør sig klar

til at håndtere noget stressende, end det er et

tegn på, at du er syg. Så har vi selvfølgelig influenzasymptomer

og sådan noget ved siden af, som kan være en virus

eller en bakterie. Det må vi lige lade

være en ting for sig. Men svimmelhed,

hjertebanken, alle de ting,

det er noget, der er påvirkeligt af vores stresstilstand.

Så forlader vi Thomas lige i den her omgang.

Hans session fortsætter, men jeg vil bare lige stoppe op her,

fordi nu har vi haft den her metafor om den onde videnskabsmand,

og det er desværre noget, jeg ser ret tit, at vi

prøver så hårdt på at få nogle symptomer væk,

at vi ender med faktisk at skubbe til symptomet. Så det er den her opmærksomhed,

som jeg ens hjerne får, minder rigtig

meget om det, man kan opleve med kroniske smerter, som jeg taler om, men også

sådan nogle fysiske symptomer, som er påvirkelige

af vores opmærksomhed, som for eksempel rødmen

eller sved. Men formentlig også, og det

er jo det, Thomas beskriver, svimmelhed. Og det er derfor,

det kan være et stresssymptom. Det er meget almindeligt, at man kan

opleve svimmelhed i forbindelse med stress. Så det, der er på

spil her, det er jo netop det her med, at man instinktivt prøver

at gøre noget for at få symptomet væk.

Men jo mere man gør noget, jo værre bliver det. Og derved får man

mere frygt for, at det kommer tilbage. Og så har vi den her onde cirkel,

som jeg både kalder hamsterhjul,

når det handler om tanker, men også hamsterhjul, når det handler om opmærksomhed

på symptomer. Så jeg håber,

at den her metafor om den onde videnskabsmand

giver mening for dig også, fordi det er en god måde at se sig selv

på, og så ligesom, nu kommer jeg til at gøre det her igen. Og det

skal man ikke dunke sig selv i rudet over, Det er noget,

vi alle sammen nemt kan komme til.

Jeg har for eksempel nemt været blevet søsyg, og hvis jeg kan mærke

søsygen, så prøver jeg selvfølgelig at undertrykke den. Men det at undertrykke

sådan noget, som også kan give svimmelhed, kan jeg faktisk gøre,

inden jeg gør det værre.

Når man begynder at lære det

her fænomen at kende, så kan man nemmere være i

det. Og i den næste halvdel af Thomas' session

her, der skal vi arbejde med nogle metoder, som er lidt mere

praktiske om, hvordan kan man ikke

bare acceptere det, fordi det er ubehageligt, men hvordan kan man lære

at kunne forholde sig neutralt til

det ubehag, man har i kroppen. Det kan du høre mere om i

næste episode af Den Metacognitive Podcast.

Jeg er rigtig glad for, at du lytter med. Jeg håber, at du bliver inspireret.

Jeg håber, at du får hjælp selv. Og hvis du selv brænder ind

med noget, du gerne vil have arbejdet med her i podcasten

og vil stille dig selv til rådighed, så vil jeg opfordre dig til at

melde dig her hos mig, fordi du hjælper andre ved at deltage

her. Andre, der formentlig oplever det samme som dig.

Så overvej, om det kunne være noget for dig, at du deltager anonymt.

Vi optager kun din stemme, og du

får mulighed for at få hjælp, men samtidig også at hjælpe andre.

Til dig, der lytter, vil jeg bare sige tusind tak. Hjælp med at udbrede

kendskabet til den Metacognitiv Podcast og Metacognitiv Principe og det hele taget.

Der er virkelig meget at hente her. Både når det handler om

sådan noget, som det handler om i dag, stresssymptomer, angstsymptomer og fysiske

symptomer. Også generelt med overtænkning i stress, angst og depression.

Så jeg hedder Kim Oechsle. Jeg har hjerne- og krop.dk,

hvor jeg arbejder med de her ting. Jeg vil bare sige

tusind tak, fordi du lyttede med hele vejen. Du lyttede

til den metakognitive podcast. Husk at dele med andre, der kunne være interesseret

i at høre om metakognitiv psykologi, terapi og mindfulness.