Følg Den metakognitive podcast på youtube

Transkription

Den rå transkription foretaget af Transkriptor (transkription og AI)

Velkommen til Den Metacognitive Podcast,

der handler om metacognitiv psykologi,

metacognitiv terapi og mindfulness.

Velkommen tilbage. Det her er

Den Metacognitive Podcast. Vi er i gang med

en session med Thomas. som desværre stadigvæk lider af

nogle stress- og angstsymptomer, der giver ham tinnitus,

og især svimmelhed, som er meget belastende. Og svimmelheden

er gået hen og blevet sådan en triggerting, som faktisk gør,

at hamsterhjulet starter, der kommer mange tanker, og svimmelheden øges,

særligt når han skal ting. Og i sidste episode snakkede vi lidt

meget om, at det er den her intense opmærksomhed, der giver og forstærker

fænomenet. Så vi skal arbejde med, hvordan vi kan få

reduceret den intense opmærksomhed, som skubber til symptomet.

Men hvordan gør man det? Vi har i den

mediekognitive psykologi det her med, at når man først har fået fokus på en trussel,

så kigger man efter flere trusler, træn på trusler. Men vi vil

gerne skifte til at kigge efter noget tryghed.

Så når det handler om noget kropsligt, så tror jeg måske, at jeg gør det


lidt anderledes end mange i en mediekognitiv afdeling,

fordi jeg også har en masse erfaring fra mindfulness. Mindfulness handler blandt

andet om at kunne være med noget uden

at reagere på det. Det er også det samme, jeg bruger med kroniske

smerter. Når vi har et meget kropsligt fysisk

fænomen, et ubehageligt symptom, som f.eks. svimmelhed, som Thomas

har, Så er der en eller anden logik i, at vi skal skifte fra at

betragtes som en trussel til at finde noget, der er trygt.

Bekræftelser på, at kroppen føles trygt.

Jeg håber, det giver mening om lidt, når jeg ligesom

har givet dig en indflydelse til, hvad det er, vi laver med Thomas nu.

Fordi det er det, jeg skal prøve at formidle til Thomas gennem

de øvelser, vi laver nu her. Vi arbejder med at

mærke kroppen på en neutral måde.

Så lad os høre, hvad der sker i anden del af Thomas' annotation

omkring stresssymptomer og især svimmelhed.

Men svimmelhed, hjertebanken, alle de

ting. Det er noget, der er påvirkeligt af

vores stresstilstander. Men det er også ligesom,

at jeg er mere som en forindsagende. Det er jeg ikke

bange for, fordi jeg ved, at det er kortvarigt. Altså nu er det så stået

på i længere tid, men jeg ved ligesom, at det er kortvarigt. Svimmelheden af 10.000

har jeg jo haft i 4-4,5 år. Og det er der, hvor jeg tror,

at den der grundbekymring, den kommer sig og siger, okay, nu har jeg haft så

lang tid, men jeg har jo heller ikke arbejdet med mig selv så intensivt,

som jeg gør nu. Det er jo første gang i de her fire, fire og

et halvt år, at jeg gør det. Så man kan sige, at de her

fire måneder kan jo slet ikke sammenlignes med de sidste fire år,

hvordan jeg har arbejdet med mig selv. Så der prøver jeg igen også at gå

over i den fornuftige rationalitet af min hjerne, ligesom at sige, hey,

du arbejder faktisk med dig selv nu, så det skal nok blive bedre.

Så kommer tiden. Altså, jeg tror ikke, at jeg har prøvet det

med de der to brækkede arme, hvor man har en tidshorizont, og man ved om

seks uger skal gibsen af, og så er alt godt igen. Altså, den der tid,

den er bare...

Ja... Så de

andre ting, dem er jeg egentlig ikke så bekymret for,

på samme måde som det andet. Fordi jeg synes, den der tilstand,

den er... Ja...

Den er træls at være i. Ja, og det er jeg slet

ikke i tvivl om. Altså, den er træls at være i, og svimmelhed

er træls, og alle mulige ting er

ubehagelige. Ja. Så kunsten

er at acceptere det ubehageligt,

og samtidig vide, at det ikke er farligt. Ja.

Hvis vi ser på det som den her tegning

her, at vi har Noget, der gik i alarm.

Fordi triggeren sagde, hvad er det for noget hjerteslag

i noget, for eksempel. Eller, åh nej, nu er svimmelheden tilbage. Så kom der en

alarm. Men vi

skal undgå, at alarmtilstanden bliver ved.

Og der er to ting der. Der er en overordnet fortolkning

af, at det er hjertebanken.

at vi er okay med, at det kommer,

og samtidig den

her opmærksomhed. Hvis den er fuldstændig brændt

fast på det ene symptom nu, brændt fast på hjertebrænden,

brændt fast på svimmelhed, brændt fast på noget andet,

så kører larmet tilstande.

Det er det, man ser ved de her kroniske smerter.

Det er det, jeg hører fra folk, der har helt

almindelige præstationsting, som f.eks. at de rødmer, når de skal præstere,

eller sveder, når de skal præstere. Det kan jo

også gå galt, at man begynder at svede så voldsomt,

at det virkelig driver ned over ansigtet, eller hele kroppen

sveder, så man bliver helt gennemblødt. bare man skal sige

sit navn til en forældresamtale. Altså, det kan også

ske, og det er fuldstændig det samme fænomen, ikke? At det

starter med, uhaja, jeg håber ikke, jeg kommer til at svede i aftenen,

når jeg sidder i den situation. Jeg må prøve at bremse den her sved.

Og man kan sige det på den måde, at det øjeblik, man begynder at

anstrenge sig,

så begynder kroppen at bruger mere energi,

den sveder, den slår hjertet hurtigt og alle

de ting, som er det, der sker under stress.

Nu hørte jeg, at den sidste podcast,

du havde lavet med Anna, i forhold til det her med Disney World, og der

ser jeg jo også lidt i svimmelheden, som det her musik, som der

bare hele tiden spiller, som er højt og larmende,

og der kan jeg jo vælge

ikke at lægge fokus på det, Og bare sige det bliver

en god og hyggelig dag alligevel efterårsferie selvom at svimligheden

den er der Og det er jo det første der faldt mig ind da jeg

hørte den der med Anna Det

er virkelig højt, det der musik. Jeg synes virkelig, det er svært at bare

ignorere det. Også fordi det går op og ned i den der,

hvad skal man sige, 0-10.

Og jeg kan ikke lige styre, hvornår det er. Det kan være, at jeg henter

mine børn, og så at det stikker af. Jeg skal være alene

med dem i et par timer, inden min kone kommer hjem. Så kan det igen

være den der præstation. Eller præstation, men have dem selv

farvel, hvis noget skulle ske. Det kan

stadig godt komme nogle gange.

Disney World

er et godt eksempel, og det er også meget højt i det ægte Disney World.

Så man skal ville det, som dansker i

hvert fald, hvis man er vant til et dansksleje i sommerland.

Og der kunne man jo netop lytte til, at det

er også højt herovre. Det er endnu højere i det her land her.

Hvorfor skal det være så højt? Nej, prøv lige

at høre det derovre. Det er jo helt crazy højt.

Så går hele dagen med det.

Lad os gøre

det lige nu, Thomas.

Luk øjnene. Det er altid godt, når man lige skal lægge

mærke til kroppen.

Vi har forskellige

ting. Vi har svimmelheden.

Vi har den her fornemmelse af uro,

du nogle gange kan have. Hvor meget vil du sige, at der er

af de her trælsesymptomer, som for eksempel svimmelhed

eller uro,

Vi tager én ting ad gangen. Hvor meget svimlet er der lige nu?

Jeg synes, der er relativt.

Altså igen fra en 1-10, så vil jeg sige, at den ligger på de der

5-6 stykker. Ja. Ja.

Hvad med uro, sådan den der alarmagtige tilstand?

Hvordan er den lige nu? Den synes jeg egentlig er fin.

Altså det er mere 10.000 også i dag, da vi er over at

høre den, eller hvad skal man sige. Du har tidligere sagt, at tinetusin er

ikke noget, der fylder så meget for dig? Nej,

og det er, fordi jeg kun hører det, når det er, at jeg skal sove,

men lige i dag, der synes jeg, at den er...

Så er svimmelheden det mest dominerende

og ubehagelige lige nu? Ja.

Hvordan mærker du

svimmelheden? Det er faktisk et

svært spørgsmål at svare på, fordi det er jo ikke ligesom når man drejer 10

gange rundt på en kontorstol, eller står på et skibsdæk, hvor det gynger.

Det er bare sådan en... Når du har

drukket den første øl, tror jeg, der er sådan lidt... Det kan

jeg godt relatere til. Det er nok mere den tilstand,

der er. Så en femmer,

det svarer til at drikke en øl?

Ja. Okay.

Så nu vil jeg bede dig om at

lægge mærke til andre ting i din

kormor. Du kan starte nede i hænderne.

Og så bare mærke hænderne, som de er.

Og selvom du kan lede efter noget, der som minimum er neutralt,

men måske kan du også finde noget, der føles meget okay,

noget måske endda behageligt i hænderne. Er der noget nede i hænderne, der føles

behageligt? Ja,

inde i hånden. Inde i hånden, altså håndfladerne? Ja.

Ja, så virkelig mærk det her, hvor du sidder med dukket øjne,

og mærk de der håndflader.

Hvis du mærker dine fødder,

Der er også fodsålerne, der er tæerne,

der er hælene, der er trædepuderne,

hvis det hedder det ved mennesker i starten, og der er

oversædende foran. Er der noget dernede i

fødderne, der føles sådan okay? Det vil

være oven på foden. Oven på foden, ja. Så virkelig mærke

Så du har der oven på fødderne, der føles okay, og så har du håndfladerne.

Så nu godt åbne øjnene. Så hvordan

har du det lige nu? Jeg synes, jeg har det fint.

Så hvad var det, vi lavede her?

Det var jo flytfokus.

Så vi ved,

for du har selv beskrevet, at hvis du bemærker den her svimmelhed,

og du ved, at du skal noget, så kan den stige.

Så vi skal jo prøve at finde

noget, der fungerer for dig, Thomas, som du

kunne gøre konkret. Hænderne,

fødderne er bare et eksempel. Det kunne også være noget andet.

Men det med at finde noget andet i kroppen nogle gange,

det kan fungere ret godt, fordi så får du faktisk flyttet dit

kropslige fokus på noget andet.

Og vi udnytter sådan set det, som vi også havde med de grønne ting eller

de røde ting, at vi er ret gode til at fokusere på

noget bestemt, og så samtidig, så gør vi os selv blinde

for noget andet. Så jo mere tydeligt

du kan gøre det her med, hænder, fødder eller noget andet,

jo mere vil det dominere i

opmærksomheden. Men det er jo ekstremt vigtigt,

at det samtidig bliver gjort med den her minimale

alarmtilstand, som du også har lige nu,

hvor svimmelheden ikke er nået i sig selv.

Så du må godt lukke øjnene igen,

for så vil jeg nemlig bede dig om at tænke,

på tidligere gange, hvor du har været i

godt selskab og drukket en enkelt øl?

Jo.

Der er sikkert mange situationer, hvor den

her fornemmelse af at have drukket en enkelt øl, bare lige hvor man

så slapper man af, så man er i godt selskab, så lige den her øl

og så den her og nemlig sagde, at nu kan

du slappe af, at du kan være dig selv.

Er det ikke rigtigt, at du har så mange

episoder, du kan trække på i dit liv, hvor du har haft

det godt, samtidig med, at du har drukket en ægte øl?

Jo. Prøv at komme i tanke om det lige nu.

Og så som du selv beskrev, prøv at mærke din svimmelhed

på den måde.

Hvis du

kan sådan, så det måske ikke virker helt så truende.

Det virker ikke helt så farligt, fordi du kender den her fornemmelse

fra mange gode situationer.

Du må prøve at åbne øjnene der. Giver det mening?

Ja. Hvad er det, jeg prøver at gøre her?

Jamen det er jo at gøre svømmeligheden

ikke farlig. Ja. Ja, gør den til noget

hyggeligt, hvis man skal sige det.

Ja. Altså forbinde det med, ja.

Ja, noget godt. Og det var ret fedt, at du selv havde

et godt eksempel, som netop er nemt at forbinde til noget hyggeligt

med lige en enkelt løl. Det kan jeg i hvert fald relatere til.

Generelt så

kan man sige, at folk der oplever uha,

at min krop må ikke reagere på den her måde. Man har lavet sådan

et fint forsøg, hvor man prøver at Og stresser folk, så vidt

jeg husker, så er det noget med, at man bærer dem om at løse matematik

på en scene, hvor der så står en og siger, at du gør det helt

forkert. Så det er jo

en rimelig nem måde at få folk stresset på. Det er,

at man sådan skal stå og performe noget

matematik, og der er nogen, der står og kritiserer en. Det kan jeg også relatere

til. Og der har

man også prøvet, som vidt jeg husker, at lave nogle

eksperimenter, hvor man netop har spurgt folk, hvordan forholder du dig til dine egne stresssymptomer,

som f.eks. at hjertebanken går lidt hurtigere, pulsen, jeg sveder

lidt og alt det her. Og dem der så siger,

jamen det er jo bare normalt, det er jo følelser med energi,

det er jo sådan set en del af at være på.

Der kan man se, at deres blodår udvider sig, så de giver plads til,

at der er masser af blodtryk, eller blod,

der kan sendes rundt til de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. Så blodårene udvider

sig og gør plads. Hvorimod dem, der så siger, at det

kan jeg bare ikke lide, når min krop gør det. Den skal helst ikke gøre

noget som helst. Der kan man måle, at deres blodår trækker sig sammen.

Og hvad sker der, når du klemmer på din venplange?

Så er det svært ved at komme igennem. For det første, men også

at trykket øges. Når du klemmer på vandslangen, så bliver

trykket øget, så det, der kommer ud af det, bliver meget højere tryk

på en vandslange. Det er også blodtryk, det øges der.

Så det betyder faktisk en del,

hvordan man forholder sig til sine egen krops symptomer.

Og det udelukker den der alarmtilstand, vi snakker om.

Hvis nu på vores tegning, hvor vi har

den her lille cirkel, der kun handler om kropslig opmærksomhed.

Hvis alarmtilstanden øges, og samtidig

forsager symptomet, og det så giver mere opmærksomhed

på, nej, åh nej, åh nej, åh nej, jeg vil ikke have det der.

Så har vi den perfekte storm.

Så er vi tilbage i eksperimentet med den onde videnskabsmand.

Sap, sap, sap, sap, sap, sap, sap, sap.

Større, større, støt.

Jeg synes det er megafedt,

at du er begyndt at tage afsted til ting på trods af

svimlerne og de andre symptomer.

Og hvis du nu til daglig

også gør dit bedste, for at minimere

alarmtilstanden. At du prøver

at se det kropslige i det perspektiv, at du siger,

det er ikke et tegn på, at der er noget farligt, der sker. Det er

mere et tegn på, at alarmtilstanden stiger.

Okay, hvad kan jeg gøre for at

være i det på en eller anden måde. Og det er jo lidt svært.

Det kan jeg jo sagtens sidde og sige, Thomas. Så jeg ved jo ikke

præcis, hvordan du skal knække den ned her.

Nej. Men du kom med et supergodt

eksempel med det der med én øl fornemmelse. Ja, ja.

Så det kunne måske være en vej for dig.

Men bare det at skifte fokus

nogle gange, kan faktisk give rigtig meget. Ja.

Vi snakker om, at vores hjerner jo naturligt

er bygget til at overleve. Ja.

Det vil sige, at det øjeblik, der sker noget farligt,

så vil vores hjerner helst holde øje med, om der kunne komme flere trosler.

Så nu

har vi heldigvis også fået nogle kloge hjerner, som kan gribe ind,

hvis vi kan godt forstå verden på en lidt mere

indviklet måde. Og det vi har snakket om i dag, det er jo netop,

at vi kan godt forstå kroppens symptomer som noget ufarligt.

Det er ikke en trussel af hjerteslov. Det er ikke en trussel,

at man bliver lidt svimmel. Det er ikke

en trussel i sig selv. Det er mere et tegn på, at alarmtilstanden

gik ad gang her.

Alarmtilstanden er ikke en trussel.

I sig selv, hvad? Nej. Alarmtilstand er faktisk

en misforståelse. Ja.

Kunsten er nu ikke at havne i eksperimentet

igen, hvor man ikke vil have den fornemmelse,

at man vil gøre alt for, som du selv sagde, da du blev

sat i eksperimentet i første omgang, så vil jeg prøve at stoppe min krop i

at gøre det der. Ja, ja.

Så har vi den perfekte storm igen, og alarmen vil stige,

og alting vil komme. Men hvis

vi nu prøver at flytte fokus til noget andet, f.eks. noget, der gør dig

tryg, så er vores kloge hjerne, den her

strategiske hjerne, der sidder oppe øverst på vores tegning, den,

der tager, den, der styrer.

Faktisk den eneste kontrol, vi har, det er den, der kan flytte opmærksomhed.

Men den opmærksomhed er også ret kraftig, fordi du har oplevet dagligt problemet med

den opmærksomhed. Så hvis vi flytter opmærksomheden over

på noget andet, og samtidig er okay med symptomet,

tanken eller følelsen, eller whatever.

Hvis vi flytter opmærksomheden og de to

ting i kombi, så sker

der noget. Og man kan jo sige, at vi flytter

sådan set fokus fra truslen til noget,

der gør os tryg.

Så når

du lige sidder nu her, er der noget i din krop,

du kan finde, der gør dig tryg?

Noget i min krop, jeg kan finde, der gør mig tryg?

Ja, det er et godt spørgsmål.

Det eneste, der lige popper op, det er min mave. Ja,

så kan det være en ting. Før, der syntes du, at det var meget behageligt

at mærke dine hænder. Ja. Og oversiddende fødderne. Ja.

Så det kan også være en ting, at du finder

noget, der enten ikke larmer apropos

i kroppen. Noget, der ikke larmer, som for eksempel

hænderne eller oversiddende fødderne. Og det føles

egentlig meget trygt at mærke det. Eller din mave,

som du ser lige nu. At mærke maven.

Hvis du skifter fokus i,

at jeg har hørt dig svimle ned. Du larmer.

Men lad mig lige prøve at lytte efter de stille børn

i klassen. Er der nogen steder i

kroppen, som egentlig er okay lige nu? Jamen maven er faktisk fin.

Hænder er fine. Du kan gøre

det nu her også jo. Du mærker maven, du mærker håndfladen, du mærker oversiden af

føden. Og vi gør det ikke for

at få svimmelheden væk. Nej.

Vi gør det bare for at skifte fokus til noget andet. Ja.

Ikke fra noget. Ja.

Ja, det er også...

Det er nok også det, som jeg kan mærke,

at jeg skal acceptere og erkende endnu mere. Det er, at der findes

ikke noget quick fix for, at jeg lukker

øjnene i aften, sover 8 timer, står op i morgen, og så er

det væk. Og selvom det er

stået på i så lang tid, så er det jo stadigvæk en drøm, jeg har.

Det kan jeg jo mærke, at hver eneste morgen, når jeg lige åbner øjnene op,

så tænker jeg, please. Da er det bare lige, du ved, altså sådan.

Så det er,

ja. Det er den der kontrol.

Men det vil så siges, Thomas, at hver eneste morgen, når du vågner,

så sidder du i stolen ved videnskabsbrænden. Ja.

Hver eneste morgen, når du vågner, så har du placeret dig selv.

Apparatet måler på, om svimmelheden er væk.

Og hvis den ikke er væk, så åh nej, det er endnu en af de

dage, hvor jeg har svimmelhed. Ja.

Ja.

Fordi det her, det vender jeg 100%

omvendt af næsten alle andre ting.

Hvis jeg er tørstig, så er det da

super nemt at finde et glas vand og

slukke den tørst. Så jeg fjerner min tørst

ved at drikke vand.

Det er en af de nemme problemer at

løse, når man har vand tilgængeligt i hvert fald.

Men det her vender fuldstændig modsat af det.

Hvis jeg har en svimmelhed,

noget sved, noget hjertebanken,

så kan jeg ikke bestemme, at det skal gå væk.

Jeg kan ikke gøre noget.

Jeg kan ikke direkte påvirke

det, fordi det kom af en anden grund.

Det kom af noget før det.

Og hvis jeg begynder at forsøge at slukke det,

så fodrer alarmtilstanden som

var det, der startede det. Ja.

Så når du vågner om morgenen,

så prøv at bemærk om det første, du lægger mærke til,

det er, om svømmeheden er væk.

Jamen det ved jeg. Det vil det jo sikkert være.

Det er jo blevet en vane. Men begynd også at

lægge mærke til andre ting. Ja.

er en af ungerne, har en af ungernes næser, en af

dig er en lækker lille guldklump i sengen ved dig, eller er

været godt, føles det rart i hænderne,

at du meget

aktivt flytter dit fokus til noget

behageligt, noget trygt,

uden at

forsøgt at flytte fokus fra noget.

Det er mere, jeg vælger til. Det her,

det er vigtigt for mig nu. Og svimmelheden,

den er uvigtig. Og der synes jeg, at rammen en

enkelt øl, den kunne give sådan en form for

ja-ja, som vi havde sidste gang også.

Ja-ja, den er der. Jeg vælger

at flytte fokus til. Wow, det her.

Ja, det giver mening.

Lyder det helt uoverkommeligt? Nej,

det synes jeg ikke. Jeg synes, det lyder... Det er noget,

som jeg godt kan forholde mig til. Noget, som er lige til at gå til,

føler jeg. Og det er

jo også, som du sagde tidligere, det der med... Det er jo nemt at

sige, Og en ting er jo virkelig at øve det og træne det nu og

få det ind. For jeg ved jo godt, at svimmeligheden og

tientuslen, som jeg har haft i så lang tid, jeg ved jo godt, at det

ikke er farligt. Ellers så havde det jo eskaleret, og så havde jeg nok ikke

sat her, hvis det var så farligt. Men det

bunder simpelthen bare i, at det er irriterende. Og at jeg allerhelst bare gerne

vil leve uden. Og det er jo ikke

kun, hvad skal man sige, de to ting. Det er jo sådan generelt, altså igen

noget som jeg sagde tidligere, at jeg er 33 år. Så den her krop her,

nu skal jeg passe på at sætte det op mod en alder, men den føles

ældre end 33. Og det,

ja. Ja. Og jeg

er 100% med dig, altså. Jeg ville også virkelig

være irriteret, hvis jeg havde svimmelhed eller andre

ting. Så den er jo helt reelt,

men vi er nødt til at

flytte fokus til noget andet alligevel.

Og det kan man sige, det er jo i nogen sammenhæng.

Hvis jeg havde mistet en arm for eksempel, den var blevet et af

den uld, vi snakkede om sidste gang. Jeg sad her uden arm.

Så ville det nok ikke vokse ud igen.

Så ville det være på sin plads at sige, at det må du leve med,

Kim. Den kommer ikke igen. Men med svimmelheden,

der ved vi jo faktisk, at den svimmelheden kommer af alarmtilstand.

At den faktisk kommer af for

meget fokus på svimmelheden.

Og en stigende alarmtilstand over svimmelheden.

Så i dit tilfælde, der vil armen jo kunne gro ud igen.

Du vil vende tilbage til ikke at have svimmelhed.

Så det er en bedre prognose, end hvis jeg havde mesterarmen

til ulvende at sige. Der er faktisk rimelig godt håb. Og det tænker

jeg, at du godt kan tillade dig at sige, jamen, når du kigger

lidt længere frem, det er en anden måde at kigge frem på.

Og hold dig selv. Hold gejsten oppe.

Det kommer ikke til at gå væk i morgen. Nej.

Men du er allerede i gang med at kigge seks måneder frem.

Ja. Og det kunne lige så godt være, at når du knækker koden til

den her manglende alarm, så en eller

anden dag, så løber jeg til at mærke, at der egentlig ikke har været svimmel

i en uge.

Ja. Den dag,

Der skal du selvfølgelig lige huske videnskabsmanden.

Og ikke sige,

hvad hvis det kommer tilbage? Ja, ja, ja.

Fordi så er vi i fælden igen. Men jeg er

også indstillet på, at det er jo et alarmsignal i min krop, som jeg

har ignoreret i alt for lang tid, i alt for mange år.

Så det vil nok også være min følgesvend. Altså ikke komme

dertil, hvor det er, åh nej, men at, hov, der er et eller andet her.

Og så reagerer jeg på det. Altså når jeg

fortæller, at jeg har gået med det i så mange år, så er der jo,

altså alle siger jo, altså for fanden, undskyld, er du ikke stoppet op?

og gjorde noget ved det. Siger dem, at det gjorde jeg også. Jeg var jo

sygemeldt i 2022. Og så fik jeg nogle piller stukket i halsen.

Og så skulle alt jo blive godt igen. Det var det, jeg fik at vide.

Det har bare ikke... Det er jo bare at vise, at jeg lavede ret løgn.

Der bliver man så klog.

Ja. Og det er da klart.

Vi søger da den mest logiske

forklaring på det første. Ja. Fordi Vi

vil gerne, fuldstændig som jeg siger, med at drikke vand. Hvis det bare

er det med at tage noget vand for at fjerne tørst,

eller hvis det bare er en pæle, der fjerner symptomet, jamen hvorfor

så gøre mere? Det er da en logisk tankegang.

Vi skal bare vide, at det her fænomen er ikke det. Det er et andet

problem. Der er ikke en pæle her,

men til gengæld er der noget, der er meget nemmere tilgængeligt og uden bivirkninger.

Det har flyttet fokus. Ja.

Jamen, det lyder så

nemt. Det gør det. Jeg håber ikke, det lyder for nemt

og for urealistisk. Nej, nej, nej. Det er jo ikke sådan ment.

Men det lyder nemt.

Og jeg kan jo også mærke, når vi sidder her og snakker om det nu,

så er det en helt anden sted, end da vi startede.

Nu vil jeg faktisk sige, at den er nede på en etter.

Og det er... Hvorfor tror

du? Jamen altså, nu er jeg tryg

i det. Det er nogle gode snakke, det giver mening. Jeg har

ikke fokus på det nu lige så meget som i starten.

Der var det meget vigtigt, at nu var jeg her og skulle fokusere på dig

og kigge på dig og de ting, som du siger. Og nu

går det ligesom bare sin gang.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, men det er sådan...

For mig lige nu, der synes jeg, at det giver mening,

det du siger. Der er

en eller anden form for pres,

lige med alarm, som er dæmpet,

uden vi har gjort noget for det.

Det er jo vigtigt. Ja, det er præcis.

Vi skal mødes

igen, Thomas. fordi nu slipper jeg dig ikke.

Vi skal have knækket den her nød sammen, så det bliver

realistisk, så du kan nyde dit

liv. Ja. Så skal vi ikke aftale det, at vi lige følger

op? Jo. Lidt tidligere end de her knap to måneder,

der er gået. Ja. Det er en aftale.

Tusind tak, fordi du trodsede influenzasymptomerne og

alligevel var med i Den her episode her, det må

jeg takke nemlig for. Selv tak, det også.

Jeg glæder mig til at høre, hvad der er sket næste gang.

Tak for nu. Tak for nu.

Det var så Thomas' session nummer to.

Den her session handlede rigtig meget om kroppen og opmærksomheden

på en trussel i kroppen, altså svimmelheden her.

Et fænomen, som rigtig mange oplever på vej ud af stress, men også i

forbindelse med angst, var, at angsten tit mærkes som noget, der starter

angsten. Nu ved man, at angsten kommer rullende.

Så jeg håber, at den her lidt teoretiske session,

hvor jeg prøver sammen med Thomas at forstå,

hvordan angst og de her fysiske fænomener

fungerer sammen. Jeg håber, det har givet mening for dig også.

Altså det at forstå, hvordan det virker,

at man giver meget opmærksomhed, at man forholder sig til det,

som om det er meget troende. At det

faktisk ender med at give flere problemer, end det løser.

Så i den sidste halvdel her, der har vi arbejdet med lidt

mere praktisk, hvordan kan man så vise sin egen hjerne,

at det ikke er troende. Fordi en ting er at vide det,

og en anden ting er at at have den her

oplevelse af, at det er anderledes. Hvis du skulle vise

til nogen, som du ikke kan forklare det til, at der

ikke er nogen far på færd. Det kunne være små børn. Du kan

ikke forklare det med voksenord, men du kan måske vise, at der

ikke er nogen far på færd. Det er lidt det,

vi prøver at gøre her ved at løtte opmærksomheden til

kroppen, men forholde os neutralt

til det. Først at finde noget neutralt, og bagefter at mærke, at den

er svimmelhed neutralt. Thomas har jo også sagt, at når svimmelheden

er lavet, så er det egentlig ikke værre end en enkelt løl, som han kender

fra mange gode situationer. Så kan vi prøve at få

fat i den fornemmelse. Man kan godt mærke, at man er lidt svimmel,

Det gør egentlig ikke noget, fordi det er en okay sammenhæng.

Ligesom det her med, hvis man har et helt banalt symptom,

som for eksempel forkygelse eller influenza, så ved

man også, at det går over. Men det er faktisk det med ikke

at vide, om det går over, der trigger en til at forholde sig til

det, som om det er troende. Og måske er det faktisk det, der ender med

at forstærke symptomet. Det er den måde,

angst- og stresssymptomer virker på,

Og det er så vigtigt at vide, at man ikke skal være den der videnskabsmand,

der er offer i videnskabseksperimentet. Der ender

man godt at være her. Jeg håber, at den her lidt teoretiske session

har givet dig nogle muligheder for at forstå principperne bag angst.

Det er nogle af de ting, jeg arbejder med til daglig. Og det er det,

jeg har beskrevet i den bog, jeg har skrevet, der hedder Opløs Angst.

Det er måske en lille smule anderledes, end nogen metakognitiv terapeuter

ville arbejde, fordi jeg også kender nogen for en principe fra

mindfulness, hvor man mærker kroppen, hvor man tillader sig

selv at mærke kroppen, men det er stadig de samme principper, fordi det handler om,

hvordan man forholder sig til det, af det.

Noget, der er truende? Eller er det noget,

man forholder sig neutralt til, og leder man efter bekræftelser på,

at tingene er okay? Eller leder man efter bekræftelser på,

at det bliver mere og mere truende? Så det er det samme metakognitive

princippet, der handler bare om kroppen. Jeg kalder det afkoblet kropslig opmærksomhed,

men det er sådan set samme princip som med tanker. I Thomas' første

session, der handlede det rigtig meget om, om tankers farlighed,

om tanker kan tricke noget. Og det samme princip

igen. Når bliver tanker truende? Det gør de,

når vi forholder os til dem, som om de kan gøre noget.

Hvis tanker bare er tanker, så kan jeg jo tænke på, at mit hoved eksploderer

lige nu, uden at der sker noget ved det. Men hvis jeg tror,

at hvis jeg tager tanken om, at mit hoved eksploderer, hvis jeg tænker det,

så har jeg et problem med mine tanker. Det var det,

vi arbejdede med i Thomas' første session, og her

i den anden session har vi arbejdet meget med, hvordan man forholder sig til

det kropslige. Nu bliver

det spændende, hvordan Thomas gør med de her ting, for en ting er selvfølgelig at

forstå det, en anden ting er at bruge de her principper.

Det finder vi ud af, når vi senere følger op på,

hvordan det er gået for Thomas. Så det kan du glæde dig til i

en senere episode af den metacognitiv podcast. Jeg vil

igen takke dig for, at du lytter til podcasten.

Jeg håber, at du ikke bare lytter, men også sørger for at fortælle andre

om den, så den her podcast kan komme ud, og de her

principper, som vi kan bruge til stress, angst og depression fra mindfulness

og fra metacognitiv terapi, at du kan hjælpe andre

også. Det kunne du også gøre, hvis du meldte dig til

podcasten som anonym deltager. Hvis du har et eller andet relevant

problem, som vi kunne tage op her, så vil jeg meget gerne høre

fra dig. Det her er en podcast, der skal hjælpe

andre til at få det bedre ved hjælp af de

her principper, og jeg håber, Jeg kunne logge dig

til også at bidrage til det ved at deltage. Det er helt anonymt.

Vi ændrer din navn. Vi optager bare din stemme.

Og vi snakker ikke om noget personligt, som kan afsløre

dig. Så overvej det. Det kunne også være,

at du er ekspert inden for

metakognitiv terapi eller mindfulness eller lignende, og har lyst til at komme i podcasten,

så hører jeg også gerne fra dig. Det kunne da være spændende at have en

snak om, hvordan du arbejder med de her principper

her. Jeg hedder Kim Oechsle. Jeg har skrevet bogen

Opløs Angst, og jeg har hjerne- og krop.dk, hvor jeg dagligt

arbejder med klienter, som lider af stresssymptomer,

angstsymptomer eller depression. Så jeg håber, at det,

I har lyttet til podcasten, er gavnet.

Stay tuned til de kommende episoder og selvfølgelig også hør

mere om Thomas på et senere tidspunkt.

Du lytter til Den Metacognitive Podcast.

Husk at dele med andre, der kunne være interesseret i at høre om metacognitiv

psykologi, terapi og mindfulness.