Følg Den metakognitive podcast på youtube

Transkription

Den rå transkription foretaget af Transkriptor (transkription og AI)

Kim: Velkommen til Den Metakognitive Podcast, der handler om metakognitiv
psykologi, metakognitiv terapi og mindfulness.

Kim: Velkommen tilbage til Den Metakognitive Podcast. Vi følger i den her
episode op med Anna, som du mødte for nogle episoder siden, helt tilbage i
episode 57 og 58, hvor Anna fortalte om rigtig mange tanker og analyser, tanker
om fremtiden, og det gav kroppen den her anspændte, ubehagelige stresstilstand.

Kim: Vi snakkede i episode 57 og 58 om, hvordan Anna kunne arbejde
metakognitivt, og her i hendes anden session, som du hører i dag, kan du høre,
hvor meget Anna allerede har brugt, hvad hun har gjort anderledes, og hvordan
det har hjulpet hende.

Kim: I den her episode hører vi først og fremmest Annas perspektiv på, hvordan
det er, når man begynder at ændre sit forhold til tankerne og til de her
ubehagelige stresssymptomer.

Kim: Og vi snakker en del om accept-begrebet.

Kim: Det kan du høre mere om i den her episode.

Kim: Så lad os bare kaste os ud i det.

Kim: Det her er altså anden session med Anna, hvor jeg først hører om, hvordan
det er gået hende siden sidste gang.

Kim: Hej Anna, velkommen tilbage til session 2.

Kim: Vi havde en session for nogle tid siden, inden du skulle starte på skole.

Kim: Så kunne du opridse nogle af de ting, du tog med, altså nogle af de pointer
og noget af det, du har brugt måske fra sidst?

Anna: Ja, helt sikkert. Jeg tror, det er jo helt sikkert det med at være
opmærksom på, hvad for nogle hamsterhjul jeg kunne have tendens til at ryge ind
i, og hvordan jeg kunne komme ud af det. Alene først ved at blive opmærksom på
det, og så også ved at besvare de tanker en lille smule og blive opmærksom på
det også bare at være tanker. Men at jeg skaber min egen virkelighed i de
tanker. Så det er bare mine tanker og ikke nødvendigvis sådan som den er. Og så
måske også med at være mere nærværende der, hvor jeg er, fremfor at hele tiden
være i tanker om noget, der skal i fremtiden eller nogle bekymringer. Det er nok
de vigtigste pointer, tror jeg.

Kim: Megagodt, og det er jo sindssygt god teori. Det er jo næsten metakognitiv
teori, du lige har opridset her. Så mit næste spørgsmål er selvfølgelig: Den
teori, har det også virket i praksis?

Kim: Altså, kan du gøre det?

Anna: Ja, jeg har fået det væsentligt bedre. Jeg tænker, at det er lykkedes mig,
det er jo stadig noget, jeg arbejder på, og jeg falder stadig i hamsterhjul og i
bekymringer og glemmer at være nærværende. Men jeg synes, at jo længere tid der
går, jo bedre bliver jeg til det. Men også en gang imellem, så ryger jeg også
langt tilbage, og så er det lige pludselig min krop, der skal minde mig om det
igen. Hvor kom du til at forsvinde helt i dine tanker, og så bliver jeg
frustreret over det. Og så går det op for mig, at det var måske fordi jeg også
bliver frustreret og bekymret over det, så kommer det bare spændt ligesom.
Overordnet er det blevet meget bedre, men det er jo selvfølgelig en igangværende
proces at blive bedre til det.

Anna: Og det vil det måske altid være, så vil det jo bare være nogle nye
tankespind.

Kim: Altså mange af de ting, du nævner her, Anna, det er sådan set noget, jeg
kan genkende.

Kim: Ja, altså en gang imellem lige pludselig opdager jeg, hold da op, nu kører
det vist, og nu... Det kan være et eller andet, jeg skal nå, eller jeg bekymrer
mig om et eller andet konkret. Og så kan jeg tydeligt mærke, at min krop
reagerer på det, og fuldstændig som du siger, så også blive klar over det. Det
vi to snakkede om sidste gang var, at der havde været noget stress tidligere.

Kim: Så du var lidt bange for, om det kunne falde tilbage.

Kim: Og hvornår du bliver frisk.

Kim: Jeg har jo tegnet sidste gang.

Kim: Jeg sendte dig også tegningen, som jeg lavede sidste gang.

Kim: Nogle af de tanker, vi havde på banen, det var det der, hvornår jeg bliver
frisk igen.

Kim: Om jeg kan holde til det i fremtiden.

Kim: Også det der med, at du skal starte på noget nyt.

Kim: Det er ukendte ved det.

Kim: Så hvor meget har det fyldt her i den sidste tid, mens du endnu startede?

Anna: Det er bare svært at give slik på.

Anna: Men det hjalp helt sikkert, at jeg havde haft en snak om det, og jeg kunne
tage mig selv i det. Der skete alle mulige andre ting, der kunne distrahere mig
en lille smule fra det, og gjorde, at jeg kunne slippe bekymringen lidt. Nu er
jeg startet et nyt sted, så er det ikke længere en bekymring, jeg behøver at
have, og det har været virkelig dejligt. Så starten er gået godt?

Kim: Er det rigtigt forstået?

Anna: Ja, helt vildt godt, over alle forventninger. Jeg har det meget bedre, end
jeg havde frygtet. Og jeg synes altså, at jeg har formået inden at have en stor
ro i forhold til det flyt. Fordi jeg har netop arbejdet med mine tanker omkring
det og bekymringer og prøvet at kontrollere dem, eller i hvert fald blive
bevidste om, at de ikke skulle tage al min energi. Så det har været en kæmpe
hjælp, og så har det bare været en kæmpe lettelse at starte her og være flyttet.
Der er bare sket rigtig meget, og trods af det, har jeg haft det bedre. Havet
for bare en monofon. Det er jeg.

Kim: Virkelig glad for at høre. Mega, mega godt. Du har jo fået omsat det, vi
snakkede om sidste gang, hvor vi lavede nogle øvelser og sådan noget. Og så har
du fået det omsat til faktisk at fungere. Og det er jo det, det handler om. Der
er utrolig mange, jeg taler med, som egentlig godt kender teorien. Men det er
nemlig det med at, måske som du siger, at blive klar over det, mens det sker.

Anna: Det skete så sent som i morges, at jeg havde sovet en lidt urolig nat og
haft en masse drømme, som jeg så jeg mere vågnede af flere gange. Og min morgen
startede bare dårligt ud af den grund, og jeg spekulerede meget over, hvorfor
jeg sov så rastløst og var frustreret over, at jeg allerede var helt anspændt i
min krop. Allerede fra morgenen af, hvor jeg egentlig gerne ville starte en ny
dag på en god måde, og blev bare lullet lidt ind i den her spiral af tanker
omkring, hvad kan jeg så gøre for at få mig til at slappe mere af? Og det med at
ville kontrollere det og aktivt ændre det, gik bare op for mig, at det holder
mig fast i det tankespind. Så at prøve at slippe den bekymring lidt og være
sådan, det er okay. Nu prøver jeg bare at være til stede og se, om min krop
automatisk skulle gå hen og slappe af af sig selv. Fortæl.

Kim: Endelig mere om det, fordi du har jo knækket koden til noget her, Anna.
Hvis du kan prøve at beskrive, hvordan du får det til at fungere, så tror jeg
altså, at nogen der lytter med her, de vil kunne få sindssygt meget ud af din
måde at beskrive det på. Du vågner med den her rastløse fornemmelse, og så
starter den kloge hjerne, der gerne vil forstå det hele og kontrollere alle
ting. Den starter med at sige, hvordan kan jeg fjerne den her rastløshed?

Anna: Hvorfor den måtte have kommet, har jeg nu belastet mig selv for meget i
går? Og jeg ved bare, at den tanke, det er virkelig en, jeg nemt ryger ind i,
måske som en efterfølger på at være ramt af stress. Det der mere
skåne-tankegang. Så den satte ligesom en, hov, det var den tanke, jeg helst ikke
ville have. Fordi når jeg først begynder med at analysere på, har jeg nu
belastet mig selv for meget, så ved jeg ligesom, at jeg går ind i sådan en med
at prøve at regne ud, hvordan jeg får en bedre nattesøvn end andet, og hvordan
jeg kan få min krop til at slappe af, nu og her. Og så bliver det f.eks. også,
nu har jeg prøvet at lave yoga, men fordi intentionen er så sådan, nærmest som
om jeg knuger hånden. Jeg bliver meget sådan, nu skal jeg slappe af. Så slapper
man jo ikke af.

Kim: Ej, det er et godt billede. Og knuge hånden for at slappe af.

Kim: Det er et megagodt billede.

Kim: Det.

Anna: Er i hvert fald ikke det, der hjælper mig.

Anna: Men det er en sindssygt svær øvelse.

Anna: Så kunne det være, at jeg skulle åbne hånden og acceptere, at jeg lige nu
er lidt anspændt eller har sovet lidt dårligt.

Kim: Det giver i hvert fald mig et megagodt billede af, hvad det er, man måske
mentalt prøver.

Kim: Altså hjernen, der prøver at knokle for at kontrollere og komme i en anden
tilstand, men samtidig det her billede med at åbne op i stedet for, det er
egentlig det, der skal til for at slappe af i hvert fald.

Anna: Jeg er jo ikke blevet ved med at gå ind i det der tankespind af at
analysere. Fordi det er bare som om, at det har min hjerne bare fået forvænt
hele tiden at gøre, eller aktivt gøre noget. Altså nogle gange, når jeg er
rastløs, så har jeg også fundet ud af, at jeg er blevet ved med at gøre alle
mulige ting for at distrahere mig selv, for at mærke mig selv og for at være i
de tanker. Prøv.

Kim: At sige lidt mere om det.

Kim: Du gør meget for at...

Anna: Lige pludselig tager jeg mig selv i, selvom jeg måske er megatræt, og det
er derfor, jeg også er lidt rastløs.

Anna: Så laver jeg en to-do-list med alle mulige ting, jeg tænker, jeg skal
gøre.

Anna: Fare straks ud og løbe en tur.

Anna: Det er jo egentlig godt, men det er det bare ikke altid.

Anna: Hvis jeg er helt vildt træt i forvejen, så tænker jeg, at jeg skal gøre
rent og handle ind og løbe en tur.

Anna: Det har jeg måske tænkt lidt over, det er fordi jeg bare giver efter for
min rastløshed, men jeg er stadig bidrager til rastløsheden, fordi jeg bliver
ved med at.

Kim: Gøre ting. Har du fundet ud af, hvad der så sker? Giver det dig nogle gange
det rigtige resultat, at du kommer af med rastløshed?

Kim: Eller bliver du mere rastløs og urolig af?

Anna: Det?

Anna: Ofte bliver jeg mere rastløs.

Anna: Så fortsætter det der tankespind, mens jeg gør de ting.

Anna: Så selvom intentionen er at gøre rent for at slippe væk fra mit hoved, så
fortsætter jeg med at tænke.

Anna: Hvor andre gange kan jeg godt gøre rent og have det som om, der ikke sker
noget inde i mit hoved.

Anna: Fordi jeg er i balance og ikke er rastløs.

Anna: Og det er måske fordi, jeg har sluppet nogle af de der tankespind, og ikke
går og analyserer på en andens bestemt situation, men bare accepterer, at
situationen var, som den var.

Anna: Så er.

Kim: Formålet, at der skal være ro i hovedet?

Anna: Ja, det tror jeg.

Anna: Kan.

Kim: Du huske, at vi snakkede om sidste gang, at man godt kan være i Disney
World?

Kim: Ja.

Anna: Så måske ikke helt ro, men i hvert fald ikke de samme tanker, som kører i
ring og ring.

Anna: Det er okay, at der er sådan noget.

Anna: Hvad skal jeg her spise?

Anna: Og jeg bekymrer mig for det her, og hvad nu hvis jeg gør sådan her, for at
undgå at det bliver på den her måde?

Anna: Eller sådan, giver det mening, at der er forskel på det?

Anna: Ja.

Anna: Så nødlærende, okay.

Kim: Det der er så tricky, det er det her med, at hvis man begynder at sige, jeg
vil ikke have den her tanke her.

Kim: Ja.

Kim: Altså har du, der har du faktisk allerede anstrengt dig for at markere den
og sige, hov, den skal jeg holde øje med fra nu af.

Kim: Det er den her tanke, jeg ikke vil have i mit hoved. Og det er derfor, det
bliver lidt tricky. Ja, så bliver.

Anna: Jeg bange for den tanke. I stedet for at acceptere, at den kommer en gang
imellem. Men så ikke aktivt gå ind i den, var det ikke det?

Anna: Jo. Ja, og det er så svært.

Kim: For mig. Det kan være, det er det, vi skal prøve at sætte ind nu. Jeg vil
gerne prøve at være sådan en slags coach for dig nu og se, hvis du nu skulle
lave et eller andet sport, så ville vi sætte ind der, hvor det næstbedste ville
være for at optimere noget.

Kim: Og du er jo kommet mega langt, Anna.

Kim: Det er jo sindssygt godt, og jeg er virkelig glad for din forklaring også,
som jeg tror, som sagt, at mange kan bruge.

Kim: Så det lyder som om, at der, hvor det skurrer en lille smule i mine
metakognitive ører, det er det der med, at du ville egentlig gerne have, når du
var aktiv eller lavede noget andet, der ville du gerne have en eller anden form
for distraktion.

Kim: Og distraktion, så begynder alle at tænke, okay, hvad skal man distrahere
sig fra?

Kim: Det må jo være, fordi der er noget, man ikke vil have i sit hoved.

Kim: Og ligesom man kunne gå igennem Disney World og sige, at jeg ønskede, de
ville stoppe med at spille den der fordømte musik, så ville hele opholdet blive
ret dårligt, for der er musik overalt.

Kim: Hvis de da bare ville holde op med at spille den der sang der. Og lige
præcis den sang ville man så instinktivt gå og lytte efter.

Kim: Bare de ikke spiller den der sang igen.

Kim: De må godt spille noget andet.

Kim: Bare ikke min hadesang.

Kim: Den vil jeg ikke have igen.

Kim: Og så går man instinktivt faktisk og lytter efter.

Kim: Spiller de den?

Kim: Jeg har lige været oppe og sige, at de må ikke spille den igen.

Kim: De vil simpelthen ikke have, at I spiller den sang der.

Kim: Og så går man og lytter efter.

Kim: Spiller de den?

Kim: Gør de, som jeg siger?

Kim: Og det er lidt den kontrakt, man prøver at lave med sin egen hjerne her.

Kim: Du har lovet mig, at du ikke tænker mere på det her. Ja. Så samtidig vil
jeg godt lige holde øje med, om hjernen holder den kontrakt. Ja. Giver det
mening?

Anna: Det giver så god mening, ja. Ja.

Kim: Mens hvis man så siger, okay. De spiller nogle gange den musik, de gør. Jeg
tror da, jeg skal have en tur i rutchebanen. Jeg tror, jeg skal hen og have en
softice. En candyfloss. Jeg skal hygge mig med mine venner. Jeg skal høre, hvad
mine venner snakker om. Så er man i det. Uden at man distraherer sig fra noget.
For man er egentlig mere.

Anna: Tilstede. Det giver så god mening. Hvis man overfører det til nogle
tanker. Det, som jeg godt kunne have tendens til at tænke: Den tanke vil jeg
ikke have. Så accepterer jeg, at den nogle gange kommer. Men jeg vælger måske at
have fokus på nogle andre ting i stedet for at dykke ned i den tanke. Men ikke
fordi den må ikke være der. Jeg accepterer, at den kommer. Men jeg vil ikke at
lytte til den. Og det, jeg synes, kan være svært, er at lave det der
fokusskifte. Uden at det så bliver på den måde, at jeg skifter fokus, fordi jeg
ikke er vild med at lytte til den der tanke. Altså, at det kommer sammen med
accepten. Det kommer sammen med, at man også laver et fokusskift. Og.

Kim: Accept, det, der er mange mennesker, der har det dårligt med.

Kim: Fordi det lyder som om, man for evigt skal acceptere det.

Kim: Og så bliver det stort og ubærligt, ikke også?

Kim: Åh nej, skal jeg virkelig altid have den her bekymring om, at jeg altid
skal have stress for eksempel?

Kim: Skal jeg til den dag, jeg lukker mine øjne en gang, skal jeg så stadigvæk
plages af den frygtelige tanke?

Kim: Kommer jeg nogensinde af med den?

Kim: Så bliver det stort.

Kim: Ja.

Kim: Men vi taler om accept bare lige nu.

Kim: Ja.

Kim: Og så er det mere spisbart, eller spiseligt hedder det.

Kim: Det er mere spiseligt.

Kim: Lige nu er det okay, at den tanke er til stede lige nu.

Kim: Fordi jeg samtidig hygger mig med mine venner, eller er i gang med mit
studie, eller ser Netflix, eller hygger mig med kæresten.

Kim: Altså, der er ikke nogen distraktion, fordi det gør ikke noget, at den lige
dukker op en gang imellem.

Kim: Og så minder det jo om det, som vi gør alle mennesker med utrolig mange
tanker. Nu har du jo lavet nogle af de her øvelser her. Har du ikke lagt mærke
til, at der faktisk er temmelig.

Anna: Mange tanker?

Anna: Jo, helt vildt. Jeg kan tydeligt mærke, at efter jeg har begyndt at fjerne
nogle distraktioner fra mine tanker førhen. Altså, når man f.eks.

Anna: Bare mediterer, så sidder man på fortrækket til alle de indspil, der bare
kører.

Kim: Afsted. Især når man laver meditation, eller mindfulness meditation, hvor
man lægger mærke til, hvad der sker. Så bliver mange nemlig overrasket over:
Hold da op, har jeg virkelig så mange tanker?

Kim: Har de altid været der?

Kim: Og det har de nok, man har bare først opdaget det. Men det interessante er
jo også, at man så begynder at lægge mærke til: Hold da op, der er også mange
tanker, jeg ikke skænker opmærksomhed.

Kim: Det er netop som trafik.

Kim: Du står og kigger på en eller anden stærkt befærdet gade, og der er bare
sindssygt mange biler, men du står ikke og kigger på alle sammen.

Kim: Du ser bare, at der er trafik.

Kim: Og så gør det ikke så meget.

Kim: Og de får lov til at passere, uden at man gør det vigtigt.

Kim: Det er det billede også meningen.

Kim: Helt sikkert.

Kim: Og det er det, vi kalder afkoblet opmærksomhed.

Kim: Man er godt nok kortvarigt opmærksom på en tanke, men man er ikke i den.

Kim: Som vi snakkede om sidste gang, den er ikke virkelig gjort.

Kim: Den er der, og jeg er klar over, at det er en tanke.

Kim: Og jeg synes ikke, den er noget særligt i forhold til de andre tanker, der
også kommer. Og derfor gør jeg heller ikke noget for at komme af med den eller
tænke.

Anna: Noget andet. Jeg tror bare stadigvæk, at jeg kan have det svært med, når
jeg så møder de der triggertanker, hvor jeg ikke kan være afkoblet længere. Så
er det det der med lige at fange mig selv i at være røget ind i sådan et.

Kim: Spind. Har du lagt mærke til nogle af de triggertanker, du har i
øjeblikket, som er særligt vigtige?

Kim: Ja. Jeg.

Anna: Tror jeg stadig fortsætter lidt i samme genre som tidligere. Nu er jeg
ikke helt så bekymret for fremtiden længere og for at jeg ikke skal slippe det
her. Det tror jeg egentlig har en større. Jeg har ikke længere en bekymring for
at stressen nok skal forsvinde. Det tror jeg nok den skal. Men jeg har stadig en
hyperopmærksomhed på, når jeg bliver anspændt i min krop. Det kan være en dag,
hvor jeg føler, jeg har været meget på hele dagen. Og så bliver jeg lige
pludselig fået mulighed for at mærke mig selv. Og så kan jeg mærke, hvor jeg
spænder meget op i mine skuldre eller mave. Og så straks gå i gang med at
analysere på, om det er fordi jeg går og bekymrer mig, eller hvad det er, der
foregår.

Kim: Hvad trigger situationen her, vil du sige?

Kim: Hvad er det, der starter med?

Kim: At.

Anna: Jeg mærker noget, og så at jeg tænker, hvorfor er det sådan?

Anna: Ja, så.

Kim: Hvorfor er det sådan?

Kim: Det er her hjernen virkelig er klar.

Kim: Den smøger ærmerne op og siger, når skal vi i gang?

Kim: Nu, det skal vi have gjort noget ved.

Kim: Ja.

Kim: Men selve anspændtheden, den kom snigende, som du selv siger, den kan komme
af, at man har været på hele dagen, man har måske ikke lagt mærke til, at man
spænder lidt i skuldre og spænder i mave.

Kim: Og det ville være naturligt.

Kim: Er det sådan i forbindelse med en hård skoledag for eksempel, hvis du er
på, meget på der?

Kim: Ja.

Kim: Og det er jo helt okay.

Kim: At der kommer en eller anden anspændthed, når man er på. Triggeren er her,
hvor jeg mærker, at der er en anspændthed i skuldre og mave, og triggertanken,
det er den der, åh åh. Og jeg tror næsten alle de triggertanker, jeg plejer at
tegne op, det er sådan noget, der starter med åh nej.

Kim: Og det kan jeg også se, vi gjorde sidste gang.

Kim: Så står der også, åh nej, det skal være opmærket.

Kim: Så det giver rigtig god mening, at vores hjerner sådan set hele tiden
holder øje med, hvad er det, der er vigtigt.

Kim: Og så er det her, vi skal lige huske.

Kim: Den kan jeg samle op, eller jeg kan lade den være.

Kim: Jeg tænker også det her med det kropslige.

Kim: Der er jo rigtig mange, der har lidt svært ved at få det her til at
fungere, fordi det er så tit så kropsligt.

Kim: Altså der er noget i kroppen.

Kim: Og så kan man jo også begynde, eller en hjerne har lyst til at spekulere
over, hvor kom det fra?

Kim: Og hvad for en rækkefølge var det?

Kim: Og så er vi for længst i gang med at spæne ind i hamsterhjulet.

Kim: Så vi må konstatere, at der er noget, vi ikke kan kontrollere.

Kim: Der er nogle følelser.

Kim: Der er en krop, vi bor i.

Kim: Og det er, som det er.

Kim: Så det er først der, hvor vi bliver opmærksomme på det, hvor triggeren
måske kommer og triggertanken, der så står klar.

Kim: Men det giver også mening jo, at vi bliver jo stressede. Er du klar over
forskellen på sund stress og usund stress?

Anna: Ja, jeg tænker, at sund stress er, at man kan se sig ud af situationer og
håndtere de situationer, man er i, når det bare lige er for et øjeblik eller for
en specifik kort periode. Et øjeblik, hvor man forbliver i den der fight or
flight tilstand, som er konstant af overvågen. Og det er jo det, jeg kan mærke,
der er den væsentlige forskel nu er, at jeg ikke er konstant af den længere. Og
det er.

Kim: Jo mega fedt, at du kan mærke det så tydeligt nu her. At der sker noget, at
du faktisk har en mulighed for at sige fra over for den der accelererende
følelse, når man bare har stress, man ikke kan kontrollere lyden.

Kim: Det er bare som om toget kører hurtigere og hurtigere og hurtigere, man kan
ikke springe af.

Kim: Men det at opdage, at det er faktisk fordi, man på en eller anden måde,
toget kører hurtigere og hurtigere, fordi man prøver for hårdt.

Kim: Men den sunde stress er jo netop, som du siger, det er en helt naturlig
reaktion på at være under pres.

Kim: Jeg synes, en af de aha-oplevelser, jeg har haft i det, jeg har sat mig ind
i, det er en af de øvelser, man har lavet med folk for at måle på
stressresponsen.

Kim: Når folk har en stressrespons, så reagerer man jo med øget puls og måske
sved på panden eller hænderne under armen.

Kim: Man trækker vejret hurtigt, man spænder musklerne.

Kim: Alle de der stressresponser, som er meget fysiske.

Kim: Hvis man nu vil undersøge dem og se, hvad der sker, så er en af de måder,
man kan gøre det på i forsøg, at man stiller folk op på en scene, og så beder
man dem om at løse en masse matematikopgaver.

Kim: Det skal de have regnet tal ud af hovedet og sådan noget. Og hvis man
virkelig skal skrue det op, så står der en ved siden af jer og kritiserer en. Så
jeg kan sagtens sætte mig ind i, at min krop ville også reagere på den
situation, ikke?

Kim: Altså sådan en slags X-faktor, hvor der sidder dommere, der kan...

Kim: Eller endnu værre, den der talent der, hvor de kan sige brrrrt og...

Kim: Det kan jeg godt sætte mig ind i, at det er lidt den situation, vi ofte er
i, når man skal præstere noget, i forhold til de krav, man stiller til sig selv
om, at man skal.

Kim: Og så er det klart, at så begynder kroppen at spænde op.

Kim: Men det er faktisk sundt.

Kim: Altså, det er decideret usundt aldrig at blive stresset.

Kim: Ja.

Kim: Og det skal vi huske på, at vi er jo faktisk bygget til at overleve i
omstændigheder, der er meget mere hårde.

Kim: End det vi bor i, typisk nu her i Danmark i hvert fald.

Kim: Så det gør ikke så meget.

Kim: Så det er også okay at kunne mærke en vis anspændthed om aftenen.

Kim: Og så giver det jo rigtig god mening, at der så kommer et tidspunkt, hvor
kroppen skal have lov til at falde til ro.

Kim: Og det gør den så ikke, hvis man siger, åh nej, hvad er nu det?

Kim: Hvorfor har jeg gjort det?

Kim: Går det nogensinde væk?

Kim: Jeg kan næsten mærke det i min egen skulder lige.

Anna: Nu.

Anna: Ja.

Anna: Ej, det er også en meget fin måde at anskue det på, at presset også er
sundt.

Anna: Eller at have det lidt kærligt over, at ens krop også bare lige
responderer på, at man engang måske skal præstere.

Anna: Og det er jo også, måske synes man selv, engang man kan være lidt kritisk.

Anna: Det handler jo også om, hvad for nogle krav man stiller til sig selv.

Anna: Det perspektiv er meget rart. Når jeg mærker det, så går jeg også ind og
prøver at sige til mig selv, at det er okay. Det er den måde, jeg responderer på
det, for ikke at gå ind i den der, hvorfor det er sådan. For det er det, du.

Kim: Mente med, at du nogle gange lidt besvarer tankerne. Ja. At det er.

Anna: Okay. Men det er jeg også lidt i tvivl om nogle gange. Nogle gange så
lykkes det, men andre gange så bliver det en kamp mod tankerne i stedet for den
der accept af, at de bare er der, og jeg vil ikke lytte.

Kim: Til dem. Prøv at fortælle mere om det, for det tror jeg, at der er rigtig
mange, der kan genkende det her. Hvad er forskellen på, når det fungerer at
sige, det er okay, og når det bliver en kamp?

Anna: Jeg tror, det handler om måden, jeg gør det på.

Anna: Hvis jeg siger det meget, så er det okay, det må gerne være der.

Anna: Jeg lader det bare være der.

Anna: Så tror jeg, det lykkes mig.

Anna: Men hvis jeg omvendt siger det, fordi jeg ved, at det er det, jeg skal
sige, så tror jeg, at den går væk. Altså igen forsøg på at undgå den. Igen, der
er nok meget knuget hånd, så tror jeg ikke, det lykkes.

Kim: Hæft, det er en god måde at sige det på. Måske. Så hvis man siger det,
fordi det er okay, det er accept, så virker det. Men hvis man siger det for at
få det væk. Hvis intentionen er, at jeg siger det for at få det til at gå væk.
Var det.

Anna: Det du mente?

Anna: Ja, så kæmper man jo imod det i stedet for at acceptere det. Så det
handler altså om intentionen bag. Og det er det, jeg nogle gange synes kan være
svært at styre for.

Kim: Så der er en eller anden intention.

Kim: Hvis intentionen med at sige, at jeg accepterer det, det er faktisk, at jeg
egentlig ikke accepterer det.

Kim: Så er det ligegyldigt, hvad du siger.

Kim: For du accepterer det jo alligevel ikke, selvom du siger det.

Kim: Jeg tror måske, det er lige præcis det her, der er forskellen.

Kim: Man har jo også snakket om, at man skal stå og sige pæne ting til sig selv
i spejlet i mange år.

Kim: Og det virker jo som regel ikke, fordi man ikke tror på det.

Kim: Og man står jo og siger det til sig selv, fordi man gerne vil få det bedre
med sig selv.

Kim: Så den intention, du siger, det er en så fed måde at sige det på.

Kim: Den intention, man har, er jo præcis det modsatte af det, man står og
siger.

Kim: Så hvad bliver man så?

Anna: Jamen så virker det jo ikke, så det er jo bare.

Anna: Man står og lyver.

Kim: Sig selv i sit åbne ansigt. Ja, ja, præcis. Samtidig som man kæmmel-skuler
øjnene. Ja. Så der er et eller andet der, som du har knækket koden til nogle
gange. Ja. Hvor du faktisk accepterer, at tanken godt må være der. Hvad er nogle
af de værste tanker, du har i øjeblikket, som du har svært ved at acceptere?

Kim: Vi holder lige pause i Annas anden session.

Kim: Lad os lige opsummere, hvad vi har haft indtil videre.

Kim: Jeg synes særligt, når jeg hører det her igen, at vores snak om accept er
rigtig god og nyttig.

Kim: Jeg håber også, at du som lytter kan bruge den her måde at forstå, hvad det
egentlig handler om, fordi accept er et ord, der tit bliver misforstået.

Kim: Så netop der, vi klemmer det helt ned til det essentielle, det er
intentionen om, hvad du vil bruge accept til.

Kim: Der synes jeg, at Anna også får fortalt det rigtig fint netop, at det duer
ikke, hvis man bruger accept med formålet for at få noget væk.

Kim: Det er faktisk det stik modsatte af accept.

Kim: Så den måde, Anna hun får det formuleret på her, håber jeg, at du kunne
bruge, fordi det at høre det fra en, der faktisk bruger de her principper, det
kan tit gøre forskel, når man selv er lidt i tvivl om, hvordan man skal bruge
begrebet.

Kim: Så der er et eller andet grundlæggende her, og det gælder både for det
kropslige, at få den her accept, at tanker dukker op.

Kim: Vi kan ikke rigtig styre, hvilke triggertanker vores hjerner finder på, men
vi kan styre rigtig meget, hvordan vi bruger vores opmærksomhed overfor dem.

Kim: Og det er det, der gør hele forskellen.

Kim: Men grundlæggende handler det faktisk af en accept af, at det kan ske.

Kim: Ligesom accept af alt muligt andet.

Kim: Og den her Disney World-metafor, vi fik pakket sammen igen, det handler jo
også om at acceptere den tilstand, der er lige nu omkring en, men at man ikke
forventer, at det skal være for evigt resten af ens liv.

Kim: Den grundlæggende nutidige accept, den kan gøre hele forskellen.

Kim: Jeg håber, at du også kunne bruge den pointe her i dag.

Kim: Vi er ikke færdige med Annas anden session.

Kim: Den fortsætter i næste episode af Den Metakognitive Podcast.

Kim: Hvor jeg tager fat i og hører mere om, hvad der er det største problem for
Anna nu her.

Kim: Lad os høre i næste episode, hvordan vi arbejder videre med den del.

Kim: Tusind tak, fordi du lytter med i Den Metakognitive Podcast.

Kim: For mig er det en kæmpe gave, når jeg hører tilbage fra nogen, der har
lyttet til podcasten. Skriv til mig, hvis du har fået noget godt ud af det.

Kim: Kom med noget konstruktiv kritik, hvis du har noget der.

Kim: Du er meget velkommen til at komme med et emne, jeg kan tale om.

Kim: Du er også virkelig, virkelig velkommen til at enten stille op, hvis du ved
noget om metakognitive metoder, eller hvis du har lyst til, som Anna og mange af
de andre, at deltage som klient.

Kim: Det foregår anonymt, så vi laver dit navn, og om du deltager kun med din
stemme, ikke med dit billede, så det er forholdsvis ufarligt at være med i Den
Metakognitive Podcast, og hvem ved, måske kan du også få noget ud af det
personligt, og under anden omstændighed, så kommer du til at give noget til
andre, der garanteret kan genkende noget fra sig selv.

Kim: Min måde at arbejde med de her metakognitive principper er netop ved at
anerkende det almenmenneskelige.

Kim: Vi er mere ens, end vi går og tror, også selvom vi også selvfølgelig er
forskellige, så har vi mange af de samme måder at håndtere vores tanker på, og
instinktivt, der gør vi tit noget, der gør tingene værre, og det kan f.eks.

Kim: Give stress, som Anna altså desværre har oplevet.

Kim: Men i næste episode kan du så høre, hvordan vi arbejder videre med Annas
nutidige tankeproblemer.

Kim: Det kan du høre i næste episode af Den Metakognitive Podcast.

Kim: Du lytter til Den Metakognitive Podcast.

Kim: Husk at dele med andre, der kunne være interesseret i at høre om
metakognitiv psykologi, terapi og mindfulness.