Følg Den metakognitive podcast på youtube

Transkription

Den rå transkription foretaget af Transkriptor.

Velkommen til Den Metacognitive Podcast,

der handler om metacognitiv psykologi,

metacognitiv terapi og mindfulness.

Velkommen til Den Metacognitive Podcast.

Jeg hedder Kim Oechsler. Jeg brænder simpelthen

for at udbrede kendskabet til den metakognitive metode,

som er en meget bred metode, der handler om

at skifte vores måde og forhold til vores tanker og følelser

og hele oplevelsen i det hele taget.

Det er det, der hedder metakognitioner, altså hvordan vi

tænker om vores tanker, men også hvordan vi tænker om vores følelser

og andre kropslige symptomer osv. Det er præcis

det, den her episode handler om, fordi vi fortsætter sessionen

med Thomas, og Thomas har desværre udviklet sygdomsangst

eller helbredsangst, og et stærkt fokus på nogle

symptomer, især svimmelhed. Og svimmelhed

er jo lidt drillsk, fordi det er faktisk et symptom,

som kan forstærkes af opmærksomhed. Og den

her øget opmærksomhed på kroppen, det er det, nogle af vores øvelser

skal handle om i den sidste del af Thomas' første session.

Vi skal også kigge lidt på,

hvad tanker egentlig er. Fordi meget

af det, som angst kan opstå ud af, det er tankerne

om det. Og tanker kan stikke af for os

mennesker meget, meget hurtigt. Stikke helt ud, langt ud af fremtiden.

Men vi oplever de der tanker lidt som om

de sker lige nu. Og det er sådan set det, der giver os nogle følelsesmæssige

problemer. Så jeg laver nogle øvelser med Thomas

i den her sidste del af hans første session, hvor vi kigger

på, hvad sker der egentlig, når vi med vilje går ind

i tanker og lever os ind i dem? Og hvad sker der,

når vi så inde i tankerne, træder et par skridt tilbage

og opdager, at det egentlig bare er tanker, jeg er ved at skabe i

øjeblikket. Når de her tankeeksperimenter

lykkes, så kan de virkelig skifte ens forhold til

tanker og dermed skifte fra angst til

ikke-angst. Det er jo altid,

hvordan oplevelsen foregår,

øvelsen den bliver modtaget. Men jeg prøver den

her session her med Thomas og giver ham den her oplevelse.

Hvad sker der egentlig imens? Og jeg håber også, at det vil give

mening for dig, når du har hørt den her episode,

hvad det er, jeg prøver at opnå. Fordi i sidste ende så handlede det om

at skifte det, der hedder metakognitioner, altså hvordan vi

forholder os til tanker, hvordan vi forholder os

til symptomer, krop,

overfølelser,

fordi så sker der et skift.

Og jeg håber selvfølgelig, at det skift sker for Thomas

i den her episode. Ellers så følger

vi op på Thomas senere og hører hans erfaringer med det,

vi har lavet i den her session. Jeg glæder mig til at høre den

anden del af sessionen med Thomas. Jeg er stadig imponeret

over, hvor god Thomas er til at sætte ord på, og hvor god han er

til at leve sig ind i de her ting her, og samtidig også

følge med til de her lidt underlige øvelser, jeg trækker

ham igennem. Så nu starter vi den anden del af

Thomas' første session. Det er det,

det handler om her. Lad os prøve at træne det lidt.

Du må godt prøve at lukke øjnene, for så er det jo mere tydeligt,

hvad du mærker i kroppen.

Nu sidder du med lukket øjne,

Thomas.

Du sidder bare på en stol og lytter til mig.

Når du sådan mærker efter i kroppen lige nu, hvad er det så der

springer mest i øjnene lige nu? Hvad er det du mest mærker?

Jamen det er den her svimmelhed.

Svimmelheden? Ja. Det er som om jeg ikke sådan helt

kan sidde helt lige på stolen. Men også

ligesom jeg lukkede øjnene, så kom der bare lige en nave over min skulder,

og så var jeg lige over og berørte den lidt.

Hvis du så åbner øjnene og så kigger

omkring i dit hjem,

hvor mange grønne ting kan du

se derfra, hvor du sidder? Nu hænger mine

børns tegninger herovre. Så er der mange ting.

Hvor meget kan du nå op på? Syv.

Syv ting.

Ja.

Ja,

syv ting. Der er grønne. Så luk øjnene igen.

Og så fortæl mig, hvor mange røde ting,

der er at se med lukkede øjne?

Der er i hvert fald én. Der er

en guldgris, det ved jeg. Ja. Prøv at åbne øjnene og så lige tjek

Er der kun den ene røde ting?

Nej, der er ti måske. Otti.

Så det er et godt eksempel på, hvad der sker med

vores opmærksomhed.

at vi

har en fantastisk evne, både dyr og mennesker, til at

koncentrere vores opmærksomhed om noget, vi har valgt at

fokusere på. Så en lille bit ved det ting, som jeg siger, prøv lige at

se, hvor mange grønne ting der er. Du skal tælle dem, så du fokuserer

på det, alt det grønne, men imens er det røde væk.

Det er slukket. Og selv i dit eget velkendte hjem.

Det er jo nemmere, når jeg gør det her på kontoret. Men selv

i dit eget hjem, så bliver det faktisk svært lige at huske, hvor meget rødt

er der egentlig her. Imens du har sådan en fotografisk hukommelse.

Så prøv

at tænke over, hvordan det er, når du så mærker din krop.

Hvad mener du,

hvis jeg

mærker min krop? Har du ikke

instrueret din hjerne i at holde øje med noget bestemt i din krop?

Jo, det har jeg.

Så er det jo svimmelhed.

Hvorfor ikke den overseer noget? Jo,

mange ting. Hun lukker øjnene igen nu.

Og så opdag alt det, der egentlig er okay

i den krop.

Det kan være helt lavpraktisk som at mærke fodsålerne eller et

eller andet, eller mærke hørebøfferne

på ørerne eller et eller andet, som egentlig er forholdsvis neutralt.

Er der noget, du ikke lagde mærke til før, Thomas,

som du opdager nu? Ja, mine fingre,

mine hænder, også min tær,

mine vægmuskler. Ja, jeg tror

jeg igen skandede hele kroppen og alle de ting der faktisk fungerer rigtig godt

Yes, nu kan du. Åbne øjnene igen I

forvejen der skander du jo kroppen Men hvad er

det du leder efter? Ja, det er svimmelheden Det

er svimmelheden, og? Ja, Tintus Og?

Maveproblemer Og?

Muskelspændinger muskelspændinger og

problemer i det hele taget.

Hvis jeg

nu har instrukteret dig i at finde alle sprækkerne

i din maling eller i tapeten, så vil du finde

alle fejlene på en eller anden måde i din

vægge. Det er på en måde lidt det, der sker her, at man

er kommet til, uflytteligt at instruere sin hjerne på

det der nederste lag, hvor det foregår ubevidst.

Der er man kommet til at

instruere sin hjerne i, at det er det, der er super vigtigt nu.

Så gudske lov,

når vi så begynder at blive klar over de her mekanismer, det er det,

vi er i gang med nu, at du bliver klar over hov,

kom jeg til at kigge efter svimmelheden igen,

maveproblemerne igen. Og skulle

der være noget nyt i dag, ondt i halsen for eksempel, skulle der være noget

hovedpine, skulle der være nogle smuts, spænder jeg et nyt sted.

Hvis vi nu i det

her kloge metakognitivlag, hvor vi faktisk beslutter,

hvordan vores hjerne skal, hvad den skal lave,

hvad kunne du begynde at skifte til i stedet for kropslidt?

Så kunne jeg jo begynde at tænke på de ting, som fungerer.

Mærke mine fødder, tæer, fingre,

hænder, min næs.

Men det er jo ekstremt vigtigt, at du ikke begynder at

mærke efter i din næs, om der er noget galt. Vi skal ikke

have dig til at scanne din krop endnu mere. Nej.

Det her er jo som at blive lagt

i en MR-scanner, Hvad hedder de?

Radiologer, eller hvem der styrer sådan en. En person,

der skal finde noget. Ja.

Man bliver lagt ind der, og så skal man finde noget den

dag. Og det er lidt det, den scanning går ud på.

Så vi skal ikke have dig til at scanne kroppen mere. Det vil jeg helst

ikke have siddende for mig. Men at du tillader at give

slip på den der intense overvågning efter

fejl. Ja. Og så mere tilladet.

Hey, det føles da egentlig meget rart lige i mit hoved i

dag. Men det føles

meget rart, jeg har været ude at løbe. Den fornemmelse af,

du har min i blodet eller hvad. Jeg ved

ikke, hvad du oplever, hvis du har haft en god løbetur. Er det ikke en

meget fed fornemmelse? Jo, bestemt. De der små gode

ting, man også kan opdage, er det faktisk dem, du prioriterer.

Men jeg tror også, det kendetegner os meget personligt,

det der med at finde hullerne i usten.

Hvis jeg går i gang med et eller andet,

så stopper jeg ikke før, at det er 100%, selvom det er noget,

jeg ikke har prøvet før. Og hvis det ikke er 100%,

så fejrer jeg ikke de 90%, der faktisk var

i orden.

Så når du siger de der ting, der er med at finde problemer

i min krop eller et eller andet, så giver det bare så meget god mening.

Fordi det er noget, jeg virkelig også arbejder med så rent personligt.

Også overfor mine børn, hvis de har lavet et eller andet, så ros

for det, der er, og ikke det, der mangler, hvis det giver mening.

Hvis du nu har medarbejdere,

der skal instrueres, for du skal

være der lidt som god leder, Er det også kun fejlene,

du påpeger? Nej,

det er det ikke. Men det kan det godt være i

en tilbagemelding. Det er noget, jeg er blevet bedre til med årene,

men har været meget sort-hvid engang.

Ja, det er enten eller,

og det er noget, jeg virkelig har arbejdet med. Men når det kommer til det

personlige del, så kan jeg godt mærke, at der har jeg slet ikke arbejdet med

det. Ja. Så det er jo en mega god pointe,

tænker jeg.

Overfor det kropslige, og overfor tankerne.

Og sige, okay,

en gang imellem, så skal vi ikke køre i bund med det, som du

siger, du finder huller i nivåsten, og du stopper ikke. Fordi den

anden del af vores hamserjule, det var jo det her med,

kan det gå dengang, skal vi sælge huset, osv.

at hvis den får lov til

at starte den der maskine der med og får løst det problem langt ude

i fremtiden, allerede nu,

så har vi også en krop,

der mærker konsekvenserne af det.

Så den anden

del, vi kan prøve at kigge på, det er jo tanker.

Så det hjælper,

synes jeg, og luk øjnene, det må du gerne gøre, hvis det er okay.

Og så bemærke, hvad der foregår

i dine tanker lige nu.

Du behøver ikke sige det højt, men mere sådan bemærke.

Du kan både

lægge mærke til, når der kommer tanker og når der er pauser

imellem tankerne.

Jeg.

Vil bede dig om at løbe et

eller andet sted hen, du kender.

Forestil dig, at du løber et eller andet sted hen, du kender.

Er der noget god natur

eller sådan noget, du løber i? Ja. Og så bare stop op

der, og så se, hvad der sker, hvis du nu bliver stående der.

Noget af det, der typisk kunne ske sådan et sted,

hvis det var i mit labolab, hvis jeg stoppede op

nogle af de natursteder, jeg løber, så kunne der

komme en mand forbi med en hund, Det kunne blæse. Jeg ville

måske kunne se en gren, der bevægede sig. Men jeg beder

dig om at stå der, du står lige nu.

Og så fortæl

mig lidt om, hvad der sker der, hvor du står.

Jeg står på sådan en grusstig ude i skoven.

Så der kan man se mange ting. Træerne,

der blæser. Nogle andre, som også er ude at løbe,

der kan være et venindepar, som er ude at gå. Og som du

også selv siger, rigtig mange, der kommer gående med deres hunde.

Og der er en skovlejeplads, så man

kan høre børn, der leger dernede. Er det noget,

du sidder og skaber lige nu, for min skyld? Eller er det noget,

der kommer af sig selv? Det er noget, der kommer af sig selv. Fordi det

er det, der sker, når jeg går eller løber derude i skoven. Så det,

vi laver lige nu, det er jo den her, du er klar over,

hvad du tænker, så du

kan godt lægge mærke til, at din hjerne finder på ting lige nu,

men du styrer det ikke som direkte.

Er det rigtigt? Ja. Du tillader egentlig bare, at det kommer

og går. Hvis der nu her

pludselig dukkede, hvad kunne det være, en ulv

op, Hvis nu du står og kigger dit sted på

den gode sti, og så din hjerne finder på,

at der lusker en ulv rundt, vil du

så straks åbne øjnene og sige, Kim, vi er nødt til at stoppe den her

øvelse? Ja, det vil jeg nok. Okay.

Hvorfor egentlig? Jeg så også lige kort for mig, at den begyndte at

løse. Men vil der ske noget ved

det, at du tænkte på en ulv?

Ville det være nødvendigt at åbne øjnene og løbe ud af lokalet og stoppe podcasten?

Eller ville den her tankeugle kunne gøre

dig noget? Nej, jeg kunne bare tænke den væk igen. Ja,

du behøver ikke tænke den væk jo. Hvorfor ville du tænke den væk?

Ja, så var den ikke farlig mere, men det er den

jo alligevel ikke. Nej, er den farlig? Du kan jo

med vilje tage den frem lige nu faktisk. Jeg forestiller mig en ulv

på min løbestig, der kigger ud fra

buskasset og får øje på mig. Den løber

over til mig, og så stiger den mig lige i øjnene.

Den knurrer lidt, og savlen lander

på gruset, og så springer den lige

op mod mit ansigt. Kunne du se det lidt det samme for dig? Ja,

fuldstændig. Men du har stadigvæk lukket øjnene, eller hvad? Du er ikke flygtet ud af

lokalet, du er stadigvæk til stede i podcasten. Hvorfor? Jamen,

fordi det ikke er reelt farligt. Det er ikke reelt

farligt. Så prøv

at tage nogle af de samme tanker med at sælge huset.

Flyt rundt på børnene,

de skal skifte institution.

De vokser op et nyt sted.

Man gør det lidt, som vi ligger med ulven.

Ja.

Hvordan føles det lige nu? Stiger svimmelheden for eksempel?

Nej, men jeg kan godt mærke sådan en lille klump i halsen.

Ja, og det er helt fair. Nogle gange, hvis jeg tænker på, at der skulle

ske i mine børn noget, så kan jeg da godt mærke det som en klump

i halsen. Det er også okay, at den kommer. Vi skal ikke være robotter

her. Det er helt okay, at der kommer noget. Men også egentlig lad

den fornemmelse lidt passere videre.

Det er bare den nederste dag, der rumler lidt.

Så tillad

din hjerne at finde på, hvad der skulle ske, hvis nu I skulle

sælge huset og flytte. Men på den der ulveagtige måde,

vi gjorde før, hvor det ikke er andet end en fri fantasi.

Ja.

Er.

Det okay lige nu, Thomas? Ja. At lade de tanker komme?

Så behøver vi ikke, du må godt prøve at åbne øjnene.

Hvis nu de tanker egentlig bare er lidt som,

det gør ikke noget, de kommer.

Behøver vi så at finde på fornuftige

ord, der siger, det skal nok gå alt sammen?

Nej. Behøver vi

finde på noget andet at lave?

Løbe en tur for at komme væk fra tankerne?

Lige pludselig, så gør det ikke noget, at de kommer. Nej.

Man kan sige, det som jeg har prøvet

det selv, Thomas, og mange andre har prøvet,

det er, at de her tanker, de bliver så

ubehagelige, at man faktisk prøver at gøre noget ved tankerne.

Man prøver faktisk at overbevise

om, at de ikke er sande, men man prøver samtidig lidt at problemløse

på det. Ja. Og det er svært at slippe det igen.

Ja. Men det vi nu prøvede her, det var egentlig at gå herop i metamor

og sige, lad mig lige betragte de der tanker sådan lidt som det de

er. Ja. En ulvetanke, den kommer

nok ikke til at flå mine tarme ud. Nej.

Nej. Det er en tanke om en ulv. Ja. Jeg tænker

på, hvordan det ville være, hvis vi flyttede, og børnene

skulle starte en ny institution og alt det. bøvl og ballade det ville give.

Men jeg er klar over imens, at det er en tanke om det.

Hvordan føles

det lige nu, når vi sådan graver lidt i det? Jamen, jeg synes,

at det føles godt. Altså, det giver super god mening.

Det synes jeg, at det gør. Og jeg ved jo

godt, at det er ikke bare sådan, når vi er færdige her, at så kan

jeg bare. Altså, det kræver virkelig øvelse. men det der med

uldning og ligesom hvor jeg først sagde at jeg ville åbne øjnene

eller tænke dem væk for den tags skyld det er jo slet

ikke nødvendigt fordi jeg styrer selv tanken.

Ja styrer

du selv tanken? Det kan jeg i hvert fald tænker.

Jeg ja, men hvorfor skulle du styre tanken?

Jamen hvis tanken kommer komme op omkring

et eller andet, der sker i min krop,

så tænker jeg, at jeg kan styre den.

Hvorfor skulle du styre den? Det ved jeg ikke.

Vil du gerne af med den? Ja. Er den farlig?

Nej. Nej.

Nej, jeg forstår godt, hvad du mener. Prøv at lukke øjnene igen.

Ligesom ulvetanken, på samme måde, Betragt den

her tanke lidt på afstand, som det er.

Du er blevet scannet.

Lægen sagde, at hvis

du havde en hjerntumor, så var du nok død nu efter fire

år med den svimmelhed.

Men hvad nu hvis den læge ikke ved, hvad han snakker

om? Hvad hvis han ikke har scannet det hele?

Hvordan er den tanke lige nu? Har du lyst til at lade den om?

Ja, det er ikke særlig godt. Så bliv klar over,

ligesom med ulven,

er der nogen reelt forskel på ulvetanken,

vi havde før, og den her hjernetanke,

scannertanke, som vi lige snakkede om nu. Er der nogen reelt forskel

Det er måske faktisk mere sandsynligt, at du møder en ulv i naturen,

end at der findes noget i den hjerne, når du bliver scannet så grundigt.

Men det

er ikke sandsynlighed, vi snakker om. Det er egentlig

bare det, at begge deler tanker.

Vi kan godt åbne øjnene igen.

Har du lyst til at ikke at tænke på den tanke

om, hvis der er noget i mit hoved lige nu, i min hjerne. Hvad hvis

de ikke har fundet det hele? Nej, det har jeg ikke lyst til at tænke.

Har du lyst til at stoppe den tanke? Nå, ja.

Hvorfor?

Jeg ved ikke,

om det er det der kontrol, der er der, som bliver ved med at komme

op. Nej, det har jeg jo ikke. Jeg har jo ikke lyst til at

stoppe, fordi det er ikke en reelt far. Har du lyst til at stoppe tanken

om, at du møder en ulv på næste løbetur?

Nej.

Hvad nu, hvis den tanke

får lov til at være dig, og du ligesom i gamle

dage siger ja, ja?

Ja, så...

Så tænker jeg, så går tanken jo vel...

I sig selv, eller jeg ved det ikke. Får du en hjerntumor af det?

Nej.

Møder du en ulv, hvis du ikke tænker på det?

Nej.

Men det sjove er, at nogle gange så får

man den der tanke, hvis jeg ikke forbereder mig på at sælge huset og

beskytte børnene og sørge for det, hvis jeg ikke forbereder mig ved at google

eller gå til lægen, så er det garanteret noget.

Ja.

Og den skal vi også lige have fat i, ikke? Fordi så næste gang den

kommer, Thomas, så ved du, det er en triggertanke.

Aha.

Du får mig ikke igen med det nummer, triggertanke.

Jeg ser dig nu. Ja.

Du er ligesom Kims ulvetanke. Hans fuldstændig vanvittige

idé om, at han ikke havde scannet mig rigtigt.

Og den der fantasi, der kom bagefter.

Du får mig ikke med det nummer.

De er der.

Og det samme, hvis du pludselig mærker en stik

i brystet, en underlig ting i låret,

øjet, der dirrer, hals, der klumper sig

sammen eller maveknæb.

Det er helt okay. Så husk,

hvordan det var i normalt tilstanden, Thomas. Ja.

Det giver ikke rigtig god mening. Det er

jo det, når du siger normalt tilstanden, Thomas, så er det jo mere den der

også. Der bød man jo bare ikke mærke i det.

Man gjorde ikke noget ved det eller sagde, at jeg

giver det lige nogle dage. Hvis ikke det er gået over, så må

jeg nok hellere kontakte lægen. Så blev det jo mindre og mindre.

Ja.

Der er ingen tvivl om,

at man skal øve sig lidt. Ja. Fordi det er

blevet en vane. Det er blevet en vane at scanne kroppen. Det er blevet en

vane at hægge sig på de der tanker der. Men det

vi træner her, det er at give sig selv det der valg.

Ja. Og da jeg tænkte mig at forfølge den der her ind,

eller jeg tænkte mig at blive her ude i virkeligheden.

Hvor din kone sagde,

du har godt nok tastet 112 på telefonen, Thomas.

Prøv lige at blive liggende.

Og det

kunne godt være et symbol for den måde, du kan forholde dig til kropslige ting

på. Så havde din kone i

baghovedet, som om hun lige hjælper

til, Nu ser vi lige andet Og

jeg synes, det var sådan en fed måde, du selv sagde det på Ja,

ja, tidligere, ikke? Ja Ja,

ja Ja,

og det er jo også det Altså med svimmelheden,

så synes jeg jo også, at i dag, altså jeg har ikke...

Altså jeg har glædet mig til det her Og været spændt selvfølgelig af de der

ting Og så da klokken den så 10 minutter før,

vi skulle på Så blev jeg nødt til at gå

ud i køkkenet og tage mine strømbræd, fordi jeg kunne godt mærke, at jeg begyndte

at få det lidt varmt.

Når vi

er færdige her, så er det ikke sikkert, at jeg lægger mærke til svimmeligheden,

men i og med, at den er der, så det kræver

nogle øvelser at få den der ja-ja-holdning til den. At den ikke skal styre min

hverdag. På samme måde som hvis

svimmelheden stiger, og det er ubehageligt, det er helt okay.

Som jeg sagde, hvis vi forestiller os, at der sker noget med vores børn,

så kommer der også en mavepumper. Det er bare naturligt.

Det er naturligt, at din svimmelhed stiger og falder lidt.

Men du behøver ikke få den til at gå væk.

Men at du egentlig mere betragter det som ikke

et symptom på, at det er ved at gå galt, men mere, når min hjernesymptom

er, at det er lidt for meget lige nu. Det er ja-ja-tænkning,

kan du se det? Ja. Den gode gamle Thomas ja-ja-tænkning,

der kan du have dig selv i baghovedet som

forbedre måske. Ja,

det giver god mening. Det gamle jeg er tilbage på en eller anden måde til

at mene om ja-ja. Jeg ved ikke om det vil fungere.

Ja. Kan du bruge noget af det

her, Thomas? Det giver i hvert fald rigtig god mening. Hvad tager du

med, som du tænker, at du skal afprøve?

Jamen... Jamen,

der er jo helt sikkert det der med ja, ja. Altså... Jeg kender

jo til svimmelheden. Jeg har haft det i så lang tid, så der er ikke

nogen grund til, at det skal præge min hverdag.

Så virkelig det der med ja, ja. Mit gamle

Thomas og gamle jeg. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Og så

også den øvelse med tankerne. Altså, at jeg ikke behøver at stoppe tanken.

Det var virkelig også nøgenåbner. Ja,

det er jo bare en tanke, og der er ikke noget reelt far i

det.

Og så det der med cirklen.

Hvad er jo i virkeligheden? At tage et valg,

det var også meget billedligt. Visualiseret på en måde,

hvor jeg godt kan se det for mig.

Og hvordan jeg så sådan helt konkret, når vi

afslutter her, sådan skal gå ud og få det implementeret

i hverdagen, jamen det kræver jo selvfølgelig noget øvelse.

Men skulle jeg mærke svimmeligheden her i høj grad

senere, så ville jeg da lige hive ja ja op af skuffen,

tror jeg. Ja,

det har givet et.

Det har. Givet sådan en anden syn på det her. Fedt.

Og jeg synes, det er et virkelig,

virkelig godt ord for det. Det har givet et andet syn på det,

ikke? Fordi du tegnede her på vores tegning her øverst nogle

øjne, der kigger ned. Det der medtagelag, det er jo netop, hvordan vi tænker

om det, der sker. Hvordan vi tænker om vores tanke, hvordan vi tænker om

vores krop. og vi ser på det på en anden måde, når vi lige har

bevæget os herovre, så får vi en eller anden form for overblik.

Det er så meget det, vi kan her. Og så får vi aktiveret

det der i os, som tager valg, altså som styrer.

Hvad skal min hjerne bruges til? Hvad skal

jeg holde øje med? Hvad skal jeg

tænke videre over?

Så jeg er spændt på at høre. Vi skal jo lave en session mere.

Så lad os se,

hvad der sker. Og så booker vi bare en

ny tid senere, og så følger vi op. Skal vi ikke aftale det? Jo,

lad os gøre det. Det vil jeg glæde mig til. Det vil jeg også.

Tusind tak, fordi du stillede op med

dig selv som eksempel. Og jeg er helt sikker på,

at der er kommet nogle gode ting frem. I dag,

fordi jeg ved, jeg har hørt mange andre, som beretter

det samme som dig, er sikre på, at det du siger her,

det er der rigtig mange, der kan bruge.

Det kan være, at jaja bliver en ny ting inden

for læserkåren i klokken. Ja, det kan da godt være. Men selv tak.

Så ja, fedt. Tak for i dag, Thomas. Tak for i dag.

Det her var altså Thomas' første session.

Nu har han prøvet at få

en slags overblik. den her tegning, som jeg tit laver.

Du kan se den på YouTube, men jeg kan beskrive den for dig, at jeg

tegner en cirkel, hvor jeg tegner alle de her tanker, som vi

kræser omkring, og at vi har tre lag i

tegningen, at den nederste lag, det er ligesom de her trigger-lag, det her,

det hele starter, det bobler opad til den

her cirkel i midten, hvor tankerne kræser om det samme.

Tankerne, at jeg også handler om

noget, og nogle gange gør det faktisk, når vi lever

os ind i tankerne, at der opstår en masse følelser. Og ironisk

nok også øget opmærksomhed på følelser og på

kroppen. Så over til den ene side i venstre side af min tegning,

der tegner jeg tit, hvad er det egentlig, der sker, når vi lever os

ind i de her? Det er kroppen og følelserne,

der reagerer. Og i højre side øverst har

jeg tegnet helt op over det hele det her metalag.

I metalaget kigger vi ned på det hele og ser lidt,

hvad der foregår. Det er det, tegningen skal bruges til, men det er

også det, vi skal bruge til hverdag, når vi tager lidt mere kontrol og styring

over, hvad der foregår egentlig. Hvor flytter jeg mit opmærksomhed

hen? Nogle af de øvelser, jeg har lavet med Thomas her i dag,

handler om, For det første, hvad er tanker egentlig?

De fleste ville umiddelbart sige, at tanker ikke er andet

end tanker, men samtidig oplever vi alle sammen,

at vores tanker tager os. Og så

kan man godt opleve, som Thomas gjorde, at tanken om en ulv er

ubehagelig. Og det øjeblik, vi prøver at skifte ud af

og sige, at det er en tanke om en ulv, det er ikke en ægte

ulv, så sker der også en anden oplevelse af tanker. Det er den her,

der tager meta-laget over. Det bliver tydeligt, at det er en tanke og ikke

noget, der føles virkelig. Det er det, vi har brug for

at træde ud af angst og stress og depressive

tanker i det hele taget. Så de øvelser, jeg har lavet med Thomas,

har forhåbentlig givet ham en oplevelse, som skal give ham

mulighed for selv at gøre det her. Og det, jeg også tegner på

med mine øjne deroppe i øverste højre hjørne, der kigger ned på det hele og

er meta-agtig, det er også valget.

Det er her, vi mennesker kan noget andet end dyr. Vi kan vælge,

hvor vores opmærksomhed skal være henne.

Og noget af det, vi kan vælge, det er at

Fortsæt tankerne eller forsøg at kontrollere tankerne. Og en

af de ting, som jeg sagde instinktivt, at jeg har lyst til at stoppe de

her tanker, fordi de er ubehagelige at tænke på den her ulve her,

men det er faktisk der, hvor det for alvor går galt for os mennesker,

hvis vi prøver at kontrollere de der tanker og forsøger at stoppe dem.

Hvorfor egentlig stoppe en tanke, der bare er en tanke? Det er en af

de vigtige pointer i den metakognitive metode,

det er, Hvorfor stoppe noget, der er ufarligt?

Så det håber jeg, at Thomas tager med.

Det siger han i hvert fald her, at han vil prøve at tage med videre

det her med, at tanken ikke er noget i sig

selv. Den behøver ikke at gøre sådan noget ved den.

Og der, hvor det bliver svært at skælne, det er selvfølgelig, hvad er

tanke, og hvad er virkelighed, når det er symptomer

som for eksempel svimmelhed. For der er jo en svimmelhed. Det er slet

ikke, fordi det er en ren tanke. Men problemet er, at opmærksomheden

på svimmelheden bliver større og større og større og tager ind med.

River tanker med. River mere opmærksomhed.

Og det er det, vi prøver at skifte. Så der bliver en

anden oplevelse af det symptom, som er der.

Det er ikke, fordi det er en tanke. Det er kun

fordi, det kan blive meget værre, hvis opmærksomheden øges.

Jeg håber, det har givet mening for dig, ligesom det gav mening for Thomas i

den her episode. Og du er meget velkommen til selv

at deltage som anonym deltagelig som Thomas.

Eller hvis du ved noget om metakognitiv terapi eller noget lignende,

så er du meget velkommen til at skrive til mig. Så kan det være,

at det kunne give mening, at du kommer med i en episode.

Jeg håber, at den her podcast kan bruges til noget.

Det er mit mål med den, at du og andre faktisk

kan bruge det på dig selv. Det er ikke altid, at lige det at

høre andre lige passer til en selv, men forhåbentlig kan du blive inspireret

af Thomas, der jo er sindssygt skarp til at sætte ord på.

og er også villig til at lave de her fjollede øvelser med

mig. Jeg håber, at du kan bruge det, og derfor

vil jeg give podcasten nogle likes, dele den, sende den videre,

lave nogle links til den, alt muligt, der kan hjælpe podcasten til

at fortsætte. Tusind tak, fordi du lyttede med

i den her episode af Den Metacognitive Podcast. Jeg hedder Kim

Oechsler. Du lyttede til den metacognitiv podcast.

Husk at dele med andre der kunne være interesseret i at høre om metacognitiv

psykologi, terapi og mindfulness.