Følg Den metakognitive podcast på youtube

Transkription

Den rå transkription foretaget af Transkriptor.

Velkommen til Den Metacognitive Podcast,

der handler om metacognitiv psykologi,

metacognitiv terapi og mindfulness.

Hej og velkommen til

Den Metakognitive Podcast. Jeg hedder Kim Oechsle, og jeg er metakognitiv psykoterapeut.

Jeg er virkelig glad for, at du lytter til den her podcast. Jeg brænder simpelthen

for at formidle metacognitiv terapi, Det kan gøres på mange måder, og i denne

podcast kan du høre min måde at arbejde med mange forskellige problemstillinger.

I denne episode handler det om sygdomsangst og ekstremt

fokus på symptomer. Det giver jo

meningen, at hvis vi pludselig får et eller andet symptom, der opstår,

så bliver man for det første bekymret over det,

og også ekstra opmærksom på det. Og det tænker

jeg er helt almindeligt, og hvis jeg pludselig oplevede et eller andet underligt i min

krop, så ville jeg da helt sikkert få det tjekket ved lægen, og jeg ville

også få tanker om, hvad det kunne betyde på sigt.

Det, der kan gå galt, det er jo, hvis den her tankerække

og de her bekymringer, de fortsætter og fortsætter og fortsætter, og samtidig

at opmærksomheden på symptomet også bliver forstærket

og forstærket og forstærket, fordi nogle symptomer jo faktisk

kan trigges og forstærkes af yderligere opmærksomhed.

Et godt eksempel på det er svimmelhed.

Hvis jeg for eksempel er enormt søsyg, og hvis jeg er

ude at sejle, det kan være på en færge eller en mindre båd, og så

begynder at mærke, at jeg begynder at blive lidt

søsyg, så får jeg ekstra meget opmærksomhed på det,

og det kan netop trigge yderligere søsyge

for mig. Så det giver god mening, at den her opmærksomhed på det

øger faktisk både oplevelsen af det og måske faktisk også en

konkret svimmelhed. Sådan er vi jo både krop og sind,

der spiller sammen hele tiden.

Og hvis nu den svimmelhed er opstået ud af noget

andet, som for eksempel stress, som er meget almindeligt,

fordi man simpelthen bliver overvæltet, og ens system er på overarbejde

hele tiden, så kan det også give lidt den samme effekt.

Det vil sige, at man begynder at mærke efter hele tiden.

Mit gæt er, at det er præcis det, der er sket for den her

episodes hovedperson, nemlig Thomas. Om lidt skal du høre

Thomas, som fortæller om, hvordan det hele

startede, og hvor han er nu her.

Så Thomas har stillet sig til rådighed til dig,

kære lytter, for at fortælle om, hvordan det er

nu, og opleve både svimthed,

men også hvordan det har ført ham desværre til, at der er flere andre symptomer,

som også skal tjekkes ved lægen. Så det har udviklet sig

lidt til det, der hedder sygdomsangst, eller symptomangst,

eller helbredsangst.

Og det er desværre et almindeligt fænomen, som mange af

os kan opleve. Og i den her episode, der kan I høre mig først og

fremmest afdække, hvad det er, der sker for Thomas.

Og i næste episode arbejder vi mere med konkret,

hvad vi kan gøre her i første omgang for Thomas.

Så glæd dig til at høre Thomas fortælle meget, meget, meget fint

om, hvad det er, han oplever. Han er super, super god til at sætte ord

på. Og det tror jeg, at du, kære lytter, kan nyde godt

af at høre, hvordan det her er indefra. Så lad

os høre hvad Thomas har at fortælle.

Godt, velkommen til Thomas.

Du har meldt dig til Den Metacognitive Podcast.

Vil du lige prøve at give mig og lytterne en kort

indflyvning til hvad det er vi skal have

fat i, hvad vi skal arbejde med i dag? Ja, det kan du tro.

Jamen det starter egentlig for Godt og vel

tre og et halvt år siden, hvor jeg oplever et panikangstanfald.

I forbindelse med det bliver jeg hentet med ambulance.

Jeg finder ikke ud af, hvad pokker det er

for noget. Dengang kendte jeg ikke angst eller angstanfald.

Men en uge efter får jeg et

nyt angstanfald. Og syg, når jeg får jobbet for første gang.

I forbindelse med det, kom jeg på angstmedicin,

citralin. Og det tror jeg jo

sådan på, at det er min redning. At gå til psykolog fire gange og

finde ud af, at det var ikke rigtig noget for mig. Men efter en rund

tid, så begynder jeg sådan at få det okay. Jeg tager ret meget

af det her angstmedicin. Og så begynder jeg

efter syv uger faktisk at forberede mig på, at nu skal jeg tilbage på arbejde.

Og efter de her syv uger, så starter jeg så på arbejde

igen. Der havde jeg stadigvæk symptomer som tinnitus og svimmelhed.

Den første dag, jeg skal køre på at arbejde, der bliver jeg nødt til at

stoppe ind fem-seks gange, holde ind til siden,

for ligesom at trække vejret og lige ligesom komme

ned. Men jeg kommer

jo i gang, og det hele det gør, og så går det jo sin gang.

Jeg har været igennem nogle forskellige coachforløb i de her seneste

tre år. Når jeg sådan synes, jeg er på vej ned, så har jeg tilmeldt

mig en nyt coachforløb. Så kom jeg lidt ovenpå, og så ned igen, nyt coachforløb.

Og så den seneste coach jeg har,

der sker der så det, at i efteråret 2024, der anbefaler hun mig

så at trappe ud af det her citralin.

Og det gør vi, så vi laver en god plan for udtrapningen. Og jeg halverer

det til at starte med, og kan godt mærke, at der sker noget i min

krop. Og så i uge 8 i år, der skal jeg så halvere det ydeligere,

så jeg så kommer ned på en minimal dosis på 25 mg.

Og 14 dage, tre uger efter det, så kan jeg virkelig bare

mærke, hvordan min krop... Altså jeg kan mærke mig selv igen. Jeg kan mærke min

krop, jeg kan mærke mine tanker, jeg kan mærke det hele.

Og derved så kommer angstanfaldene også lige så

stille og roligt tilbage. Og jeg begynder at få andre symptomer som maveproblemer,

svær ved at falde i søvn og alle de her ting.

I den her periode, der er du i gang med arbejde og alt? Yes,

lige præcis, jeg har været på. Arbejde igen i over 3 år,

hvor jeg har været på det her medicin Og så

sker der jo så det, at jeg sygemelder mig den 10. juni efter at have

fået de her angstanfald igen og har så været sygemeldt

lige siden Og jeg har så valgt

den her gang, ikke selvom det blev anbefalet at trappe op igen,

men det har jeg så valgt ikke at gøre, fordi nu har jeg jo fundet

ud af i de her 3-3,5 år, at det har jo ikke

hjulpet mig. Så der er jo ligesom noget andet. Og så

faldt jeg jo over det her metacognitiv og hørte meget godt om det.

Og så tænkte jeg, at jeg ville give det et skud. Det er jeg super

glad for. Og jeg er jo glad for, at du stiller op til

det her, Thomas. så du også giver andre mulighed for

at høre, hvad det her handler om. Og det ved jeg jo,

fordi jeg får tilbagemeldinger fra folk, der har hørt podcasten.

Nogle skriver bare til mig, at de har haft gavn

af det. Andre får et

forløb hos mig, fordi de har fundet ud af, at der er et

eller andet her. Der er selvfølgelig forskel på at høre andres beretninger, og så

få det personligt. Jeg tænker, det er det, terapi kan.

Men nu er du her, og nu er det dig, det handler om.

Og det, der sker så, det er jo, at vi tager fat på noget specifikt

for dig. Vi prøver sådan set at trævle det op

for dig, hvad det er, angst består af.

Nu er det en lille smule anderledes, fordi vi gør det her på en podcast,

og du er anonym. Så når vi nu

spørger, så skal du jo Bare fortæl det i

lidt mere generelle vendinger, end det ville være, hvis det bare var dig

og mig. Vi har lyttere med på, Thomas, og det respekteres,

så du giver bare det, du synes. Du kan godt

fortælle mig om de ting, uden at fortælle

præcist. Hvor du arbejder, hvad du arbejder,

hvor du bor, alle sådan nogle personlige ting behøver vi ikke tage med,

men lad os prøve at finde ud af. Jeg vil nemlig gerne spørge dig,

i den periode der for tre og et halvt år siden,

var der nogle yderomstændigheder for

dig, der gjorde at, som kunne begrunde, at der

kom angst ind i dit liv? Eller var det fuldstændig som lyd for en klarvindel?

Var der noget at byde om? Det er jeg jo blevet bekendt

med, at det var der jo ikke. Der har jo været nogle små signaler undervejs.

I 2018 får vi vores første barn.

Og der er vi også helt fuldt gange ved at bygge hus. Og der er

det ikke mere end et halvt år siden, at jeg har fået en stor lederstilling.

Så der er jo sket rigtig mange ting på kort tid.

Vores søn har så kulik i 8-9 måneder.

Min kone og jeg, men især min kone som bor hjemme, har det

rigtig svært. Der kan jeg godt mindes tilbage,

at der begynder nogle af de her bekymringer. Vi flytter i vores

nybygget hus. Hverdagen er jo blevet splittet i atomer.

Fra den ene dag til den anden.

Jeg er meget socialt anlagt, men alt det blev parkeret

og lagt på en hylde. Så det var meget omvæltende.

Og så går der jo et års tid, halvanden,

så begynder der jo at komme mere normal hverdag i det.

Vores drenge begynder også at få det bedre.

Men så kommer corona jo lige så stille,

trillende ind og derud. Og i mit job,

der var vi meget overhængige af, hvilke retningslinjer der var.

Der var rigtig meget arbejdspres på det her år her. Og ikke nok

med det, så bliver min kone så gravid igen. Og i

2021, der kommer vores datter så til verden.

Og for så ikke at det skal være

nok med det, så bliver min kone gravid igen kort tid efter. Men der vælger

vi så egentlig at komme af med det her barn her. Men det

tog meget håb på min kone, end hvad vi egentlig lige sådan havde troet.

Det blev for meget, kunne I godt fornemme.

Ja, det gør det egentlig. Og så sker der, og det er jo

så i 2021, i foråret, at min datter kommer til verden.

Og så er det jo så, at jeg hen over sommeren godt kan mærke,

at der begynder at komme sådan nogle små svimmelhedsanfald. Sådan i små

bidder. Der begyndte også at ske lidt med maven dengang, men ikke

sådan, men det går sådan til en gang. Og jeg begyndte så til fysioterapeut

og alle de her ting, fordi man tror, det er svimmelhed i forbindelse med nakkespændinger.

Fordi jeg var enormt spændtig og havde ondt i min nakke og skulder.

Men så er der jo så der sker det der i marts 2022, hvor jeg

så får det her voldsomme panikangst anfald, og så fandt jeg jo ligesom

ud af, at jeg havde presset den for lang tid. Så synes

jeg også, at det netop lyder til, at der er virkelig

god grund til at lave sådan et forløb her, altså et terapiforløb,

og jeg tænker også, Altså metakognitiv terapi er jeg selvfølgelig lidt

ekstra fortaler for, fordi jeg selv laver det. Men det at tage fat

i, hvad angsten kommer af, tænker jeg,

er det vigtigste her. Og det taler

virkelig for, at vi skal have fat i det nu her, som du selv er

inde på, så det ikke skal dæmpes.

Så jeg er virkelig glad for, at du giver det her en chance nu her

til at få fat i, i Nælens rod på en eller anden måde, og det

håber jeg virkelig, at jeg kan bidrage med. Så det, der fylder

nu, Thomas, det er selvfølgelig, gætter jeg på,

bl.a. symptomerne. Hvilke symptomer har du nu? Kropselige,

fysiske ting? Jamen. Jeg har haft

rigtig meget maveproblemer, som sagt, og det var noget af det, som jeg startede med

at besymmele på. Jeg er så blevet tjekket for en masse ting, og sjovt nok

i et eller andet sted, da jeg får svar på det hele, så går maveproblemerne

lige så stille og roligt væk. Så de symptomer, som der virkelig driller mig lige

nu, det er konstant svimmelhed hver eneste dag fra morgen til aften.

Inden jeg skulle på her, kunne jeg godt mærke svimmelheden vokset.

Og lidt ligesom, når det er, at jeg skal ud og præstere eller skal

noget, bekymrer mig eller er spændt, så kan jeg godt mærke, at svimmelheden bliver

mere. Men ellers er den der hele dagen. Og så er det jo tinnitus,

som der er. Og så er der så de her spændinger

i kroppen. Og jeg

har aldrig nogensinde døjet med sygdomssangst, eller været bange for at dø.

Men det kom så af dengang, hvor det her svimmelhed

kom. Jeg tør næsten ikke at gætte på, hvor mange tjek jeg har fået lavet

ved læger og sygehus. Som et eller andet sted bekræfter mig i, at jeg

er en sund og rask ung mand. Men så

snart der bare er det mindste, så tror jeg snart, det er

alle mulige alvorlige ting. Vil. Det sige,

at der kører nogle tanker om

det, hvad du kan fejle? Ja. Og stadigvæk?

Det gør der. Helt. Bestemt.

Det, jeg er blevet så klog på indtil videre, det er den her mist

af kontrol. Altså når ikke jeg kan kontrollere det. Når ikke jeg kan kontrollere svimmeligheden,

ligesom man kan, når man har hovedpigen. Så kan du tage to panobiller, der er

svand, så går den væk. Altså de der kvickfixes, som man er så vant til

at få af alle mulige forskellige slags medicin i dag,

det kan man ikke her. Og det tror jeg, det har jeg meget svært ved

at forholde mig til.

Har du tanker omkring svimmelheden f.eks.?

Det er et godt eksempel på det der med, at lige inden vi skal på

her, så stiger svimmelheden. På en måde er det et godt tegn,

Thomas, fordi hvis der er den her ret konkrete sammenhæng

mellem en præstation, du skal til lige nu, og en stigende svimmelhed,

så er det en ret god indikation på, at det har noget med

den fortolkning din hjerne laver, kan man sige,

af det der sker lige nu. Og så

er der jo endnu større håb for, at vi faktisk har

en måde at få kontrollen tilbage. Ja, og.

Jeg scanner min krop, så når jeg står ude af

sengen om morgenen, så mærker jeg slimmeligheden, og så kan jeg jo

godt tænke, åh nej, den er der stadig, eller Bliver

det? Altså forsvinder det nogensinde det her? Altså jeg har researchet rigtig meget også på,

om svimlet er normalt i forbindelse med stress og

angst. Ja. Er. Det det? Det kan. Jeg jo kun finde svar

på, at ja, det er det. Det er. Det. Det er en almindelig ting.

Ja. Men. Det er bare ligesom om, jeg stadigvæk ikke kan bero mig

selv. Altså der bliver jeg sådan lidt skeptisk anlagt, hvis man kan sige det.

Jamen deres svimlet er nok ikke lige så slemt, som min svimlet den er.

Mit må være mere alvorligt end hvad

andre svimlede af, når de beskriver det Og

det lyder helt fjollet når jeg siger det, men jeg

ved jo endnu af steden godt at der er mange tusinde andre som har samme

problem som mig Men. Det er fedt at lige få

sat ord på det Thomas, så lad os gøre det Det

var et godt eksempel på på tanke om svimmelheden.

Er der andre ting sådan, som du tit

har med den slags tanke? For der er noget her

med at mærke kroppen. Ja,

altså. Lige nu er det jo også især omkring fremtiden.

I forhold til at jeg har svimmelt for anden gang i

samme job. Og der kan man heller ikke være med at bekymre sig om,

at kan det nu gå igen? Og hvad skal der så ske?

Nu har. Jeg været vant til et arbejde med højt tryk, og der

er selvfølgelig også noget økonomisk i den del, så det streger

for os mine tanker, men jeg kan også mærke, at jeg er et andet sted

den her gang i forhold til, at det er bare et arbejde. Nu handler det

simpelthen om både for mig, men også min familie, at jeg kommer på toppen,

og så må alt det andet simpelthen... Det er. Nogle gode

fornuftige betragtninger også, synes jeg. Når dit hoved stikker lidt af en

gang imellem, hvad er de værste tanker, der er taget? ender på? Jamen så

er det jo, at vi skal sælge vores hus og

komme væk fra det. Skal rykke det hele.

Et nyt barndomshjem for vores børn og alle

de ting, som vi faktisk er utroligt glade ved her, hvor vi bor.

Så ja. Der er... Ja.

Det er virkelig gode eksempler. Altså det er jeg sikker på,

at at mange kan genkende, og jeg kan fortælle dig, at det kan

jeg også. Og det er også derfor, det anede mig,

at når du så kommer med den her fornuftens stemme på en eller anden måde,

jeg regner også med, at det nok skal gå den, vi skal nok klare den,

men så fornemmede jeg, at hvis du er ligesom mig og mange andre,

så er det jo også en måde at ligesom at lægge en dæmper på sine

egne katastrofetanker. Men de er der stadigvæk,

og der kommer nogle gange en ordentlig kaskade,

Man har solgt huset og så videre. Ja, fuldstændig.

Hvad kan vi få fra huset? Vi er

optaget af lån. Kan vi afbetale? Så ruller det bare afsted.

En ting, som der også kom af

den her, for tre og et halvt år siden,

da jeg fik det her penninggangsanfald, der skulle vi ud at rejse om sommeren.

Jeg har fløjet sydpå hver eneste

sommer, men den sommer, Der havde jeg bare fuldstændig flyskræk.

Igen den der bange for at dø. Det var første gang, vi skulle søde

med vores børn. Så jeg kunne ikke være den der, der skulle... Hvad skal man

sige? Være den... Seje, siger jeg. Men den der ikke

skulle vise, at det var farligt at flyve. Så det er bare sådan nogle ting,

hvor jeg ikke kan forstå, hvad det er kommet af.

Med den her... Ja, jeg har altid været

vant til at leve livet. Og meget socialt og festligt.

Jeg er

begyndt at tegne lidt op på en lille tegning her, som jeg viser dig,

Thomas, men for lytterne, der fortæller, hvad jeg

har skrevet. Fordi det kan være godt at

få en form for overblik over, hvad der

sker. Så jeg har prøvet at

tegne op her. Nogle af

de tanke, du har nævnt for mig her. Ja.

Du sagde, at du kan mærke svimmelhed

om morgenen, for eksempel. Ja.

Den trigger der, det at der er svimmelhed i

kroppen, det bemærker du jo

så. Og så kommer der det, der smukt hedder, sjovt nok, en trigger tanke.

En ting er, at tvivligheden er der, men man forholder sig til det på en

måde. Åh nej, den er der stadig.

Udrupstegn. Fordi det er jo på en måde

lidt en alarmtilstand, der nu går

i gang. Tvivligheden er der stadig. Det ville have været rart,

hvis den var væk. Og så kommer de

næste tanker.

Du sagde selv det med, at du scanner faktisk kroppen hele tiden for flere ting

på tegn på svimmelhed eller tinnitus eller lignende ting. Ja.

Og så kommer der nogle tanker om svimmelheden her.

Forsvinder svimmelheden nogensinde? Ja. Og som du

selv sagde, alt den research omkring svimmelhed, men selvom

du har fundet ud af, at svimmelhed er et almindeligt stresssymptom,

min svimmelhed må være noget, Det må være mere alvorligt

Og jeg er sikker på at der er flere tanker

om svimmeligheden ikke også? Jo det er der Det er

mere princippet i at man opdager det og

så kører hjernen afsted med tanker om det Og

det er rigtigt forstået ikke også at du siger at du

scanner kroppen? Det må man sige ja Og

tankerne om det kører jo nok også i

ring. Ja.

Er det ikke rigtigt? Jo.

Mit ord for det her

er,

at det er tankernes hamsterhjul. Ja.

Vores hjerner de har en tendens til at løse

problemer og de problemer de skal løses

med tænkning, og det fungerer jo ret godt det meste af tiden.

Og det arbejde, du beskriver, det er jo også et job, hvor du skal forholde

dig, når du er i lederstilling, så er du jo nødt til at forholde dig

til mange input, og så løse problemer

gennem tænkning. Så det giver jo sådan set god mening, at den gode evne

der, den også bliver brugt på svimmelhedsproblemet.

Ja, forstående. Den bliver også brugt

til fremtidsproblemer. Kommer det

til at gå den her gang med den her sygemelding her?

Hvad skal der ske? Og så nogle gange,

når det stikker lidt mere af, hvad hvis det ikke kommer til at gå?

Hvad hvis vi skal sælge huset? Og så starter

så det, jeg har skrevet herovre. Problemløsning.

Hvad kan vi få for det?

Hvor skal vi flytte hen? Skal ungerne på en anden institution være

gæt på? Er det ikke sådan noget, eller er det det, der kører? Jo,

jo. Så her starter det mode,

der egentlig fungerer godt for mange ting,

men som desværre her ender ved at

også foretage problemer. Fordi som vi snakkede om,

inden vi gik på i dag, så tænkte du nok

også over, hvordan kommer den her podcast til at gå? Får jeg nu noget ud

af det? Må det ikke være noget i den stil, eller hvad vil du sige,

du tænkte på? Det er. Der slet ingen tvivl om. Også fordi jeg synes,

jeg har prøvet så mange ting. Jeg har lyttet til din podcast, så det

er også derfor, jeg kontakter dig.

Men det. Er jeg også glad for,

at du har, Thomas, fordi nu har du lyttet til den, at du har hørt

den her historie fortalt af andre. Men nu gør

vi det til din. Og det har jeg jo erfaring

for, at det kan noget særligt, når vi får tegnet det op.

Nogle af de eksempler, du har,

og får sat det ind i det her hamstede hjul her.

Fordi en af de ting, som vi jo har konstateret, der kan komme

ud af den her ekstra opmærksomhed og tankerne om

det, det er jo faktisk desværre, at svimmelheden kan blive

værre. Nu tegner

jeg en pil her fra vores cirkel med tankernes hamsterhjul,

og så en pil over til kroppen.

Og også følelserne.

Så kroppen

den reagerer jo, præcis som du har researchet

dig frem til, så kan svimmelhed godt opstå ud af en stresstilstand.

Og det siger vi jo sådan set også i sproget, at det

er svimlende, når det bliver for overvældende. Ja.

Så det er en almindelig

ting, at det virker. Man kan blive helt svimmet over noget,

der er for overvældende, og det er lidt det stress er jo.

Ja. Det bliver for meget. Så når

hamsterhjulet kører, både med opmærksomhed og tanker, så kan kroppen

godt mærke, at den skal gøre noget nu. Mhm.

bliver det desværre nogle gange så overvældende for hele systemet,

at man kommer den der svimmelhed. Har du andre

ting, hvor du har bemærket sådan en ret

direkte sammenhæng mellem tanker og opmærksomhed og køre

i ring, og så et symptom af en

Nej, altså jeg havde jo de her maveproblemer her, og det

har jo også vist sig, at det er kroppens måde også på at signalere,

at der er noget galt. Og så kan jeg også godt

mærke, hvis der er en dag, der er sket rigtig mange ting, så er 10.000

også det højere, og så lægger jeg endnu mere mærke til den. For ellers normalt

lægger jeg kun mærke til 10.000, når det er, at jeg skal sove.

Men sådan nogle gange, hvis der er sket for mange ting på en dag,

så kan jeg høre den hele dagen, altså lægger mærke til den.

Og så igen, sjov. Nok, så bliver det jo værre.

Ja, så 10.000 er også noget,

du sådan lidt holder lidt øje med?

Ja. Det kan man sige, men 10.000 har jeg egentlig altid været afklaret med,

at den ikke er farlig. Okay, det er fedt. Så den

fylder ikke så meget som svimmenheden. Og jeg vil lige tilføje en kommentar, at det

er ikke mere end en uge siden, at jeg på egen betaling var nede og

fået scannet min hjerne, fordi så tænkte jeg, så kunne jeg udelukke alt,

og der var ingenting. Og ham her, som ringede til mig

lægen dernede fra, han sagde også, altså jeg vil også nødt til at sige,

at du har haft svimmeligheden i fire år, så hvis nu det var en tumor,

eller det var et eller andet, så havde du nok ikke sat her nu.

Altså sådan lidt provokerende sagt, men det

kunne jeg egentlig godt lide, fordi det er han fuldstændig ret i. Lidt igen den

der rationelle tankegange, den er

der bare ikke. Gav det. Noget ro, Thomas?

Ja. Det gjorde det. Det gjorde i

hvert fald, at der var endnu et bevis, kan man sige. Men jeg har det

jo også sådan, jeg vil også gerne væk fra, at Når der lige pludselig er

et eller andet, jeg mærker i min krop, så skal jeg ikke til at ramme

til en scanning eller til læge. Altså gå sådan helt i

alarmberedskab. Det er jo ikke meningen med livet. Der vil jo komme

ting. Men det største er jo at. Skulle væk igen.

Har du ikke også tidligere i dit liv haft diverse

ting? Altså det kan være noget, man har løftet eller noget sport, man har

dyrket. Var der så i en periode af et eller andet, hvor man egentlig

ikke gør så meget ved det? Jo, for pokker.

Så det

er jo rigtig godt, fordi så har du faktisk mange års erfaring med

at leve i en krop, som også

værker lidt en gang imellem. Det er jo der, vi skal tilbage til,

at det er faktisk normalt. Tilstanden for dig.

Ja, det er rigtigt.

Nu har jeg gået med en træls hals de sidste 10

dage. Min kone siger, at jeg skal tage det ind til lægen og få det

tjekket. Så det har været her til morgen. Der er ikke halsbetændelse. Der er ikke

lungbetændelse. Så din. Kone er lidt mæt. På den også?

Ja, og jeg husker det ikke. Så meget. Er det fordi, hun ikke gider at

høre på dit mande? Nej, hun. Er faktisk meget opbakne af

det, så der er jo ikke noget. Det vilde er så, at efter jeg kom

hjem fra lægen, at jeg huskede ikke så meget i morges. Nu har jeg ikke

husket mere. Jeg mærker ikke den samme brændende fornemmelse i

min hælse. På samme måde som jeg gjorde i går og her i morges.

Det er så...

Ja. Så vi. Kan godt skrive på, at skandekroppen

hele tiden, det er ikke kun svimmelhed. Det er alle symptomer. Det må man

sige, ja. Ja. Så der er et eller andet der,

som er en del af hamsterhjulet. Det er selve det med at

mærke sin krop hele tiden. Ja.

Så når jeg siger tankernes hamsterhjul, så er det

ligesom meget opmærksomhedens hamsterhjul. Der er et eller andet der,

som skævvrider den måde, man oplever sin

krop på. Ja. Og det ærgerlige er, at hvad

sker der så? med de her trigger ting?

Jamen. Det bliver kun værre. Der. Kommer faktisk

endnu flere trigger ud af det. Ja.

Fordi noget, der tidligere ville være banalt, for eksempel hvis ens

øje, jeg kan godt have sådan noget med i et par dage, så er der

en lille muskel ved et øje, der simpelthen prægger lidt. Kender du det?

Altså, hvis man

ikke tænker nærmere over, at det er nok bare, at jeg har stået og kigget

op i sollys eller et eller andet. En lille bitte muskel, der er blevet overbelastet,

nu bliver den ved med at lige prægge lidt i et par dage.

Eller, som du selv siger, ondt i halsen, som man får

enten fordi man lige har nedkæmpet en virus,

råbt for meget af sine unger, eller et eller andet,

hvad det nu er. Men hvis det bliver betragtet

på den der, hvad kan der være galt-agtig måde.

Og det er jo ikke kun en bevidst handling,

Thomas. Det er jo også noget, der bliver meget ubevidst.

Altså at måden, det foregår på,

sker i lag. Prøv at og

illustrerer det her.

Den her tegning her, den er jo bygget op

så nede i bunden, så har vi triggerne.

I mellemlaget her, der har vi tankerne

om det. Og så ligger der også et lag aller aller øverst.

Jeg plejer at vise det lag med sådan nogle øjne, der kigger ned her.

Nu blev du lidt skillet af det, jeg er ked af. Jeg kan fortælle

lytterne, at du ikke ser sådan her ud i virkeligheden, og tegner dig med hørebøffer.

Det her metalag,

det er lidt der, vi vælger vores bevidste

strategier, helt oppe i øverst.

Men det er også det, vi skal bruge nu her, Thomas, til at ændre

på det her mellemlag. Det er sådan set der,

Vi lever vores liv, kan man sige. Det er der, vi tænker. Det er der,

vi oplever ting. Men det allernederste

niveau, triggerlaget er, det er ikke noget,

vi selv kan styre. Det kører uden

for bevidstheden. Det er noget, der sker automatisk. Det, at du for eksempel vågner

op med svimmelhed, den er der bare. Når du vågner op,

så har du ikke med vilje gjort noget.

Du har ikke været i noget hamstøvle. Du vågner sådan set med svimmeltheden. Den er

der bare. Det samme, hvis der er et andet

kropligt symptom, så vil det også være en ting. Triggeren kan også være noget,

der kommer udefra. Det kan også være

et eller andet. Men du oplever det, og der

kommer den her triggertanke. Den kommer bare til dig. Åh nej, svimmeltheden er der

stadig. Så det er rart at vide,

at vi har flere lag i

vores hjerne, og den her metacognitive måde at dele det op

i de her tre lag på er vigtigt, fordi så ved vi også,

hvad vi har indflydelse på og hvad vi ikke har indflydelse på.

Vi har ikke direkte indflydelse på, hvilke tanker der kommer,

for eksempel. At den der åh-nej-tanke,

den er der bare.

Vi har en vis grad af indflydelse på,

hvordan vi begynder at tænke om vores tanker.

Det er det, vi to især skal kigge på her.

Og om

symptomerne også. Det du oplever der. Og det er også derfor,

jeg gerne vil vende tilbage til Thomas' normaltilstand.

Ja tak. Som du godt kan huske.

Hvordan det var at have et eller andet lille muskelsmerte eller

lidt begyndende sygdom?

Ja, og det der du siger der med øjet, også grundet til at jeg sad

sådan og smilede, det var fordi kort set efter at jeg var syg, der startede

nemlig i mit venstre øje med den der nave der der kørte ind og ud.

Men det har jeg prøvet før. Så det er jo sådan, at det går væk

igen Og jeg lagde ikke nogen som helst værdi i det eller tanke

i det Og ganske rigtigt, 10-14 dage efter, så forsvandt den Lad.

Os prøve at skrive det på her Den

måde man kan lidt forholde sig til det på,

det er jo at sige,

okay, nu kommer der en tanke

til mig Jeg bemærker

et eller andet i min krop, og så har jeg skrevet på heroppe et valg.

Det er lige præcis her, vi opdager,

at der er to veje her.

Jeg kan gå ind i det her hamsterhjul,

jeg kan scanne kroppen mere,

og jeg kan lægge mærke til, at min hjerne så også begynder

at skabe en masse spændende tanker om, hvad kan det her være med øjet?

Hvad kan det her være med halsen? Hvad kan det her være med min svimmelhed?

Hvad kan det her være med alle mulige andre ting?

Og hvad kan det føre til?

Og så stiger kroppens oplevelse

af det desværre også. Svimmelhed, maveproblemer,

tinnitus eller andre ting.

Måske kan vi skrive angst på os her. Har du oplevet det,

at det stak af for dig angstmæssigt?

Ja, det er der ingen tvivl om.

Hvis det stikker helt af, så kan jeg jo mærke uroen

i kroppen. Ja, så uro. Og i sidste ende

kan det udvikle sig til angst. Det havde du også prøvet her i

år, ikke? Jo.

Altså det her panikangst, det startede

med for mange år siden, men her i år er det kommet lidt tilbage.

Ja, ikke i så voldsom grad som der,

men de der angstanfald, der havde jeg faktisk testet 112 med min telefon,

men igen så var det min kone, der sagde, læg dig lige ned og slap

af, og så gik det. Jo væk.

Okay.

Det synes jeg måske er et meget godt eksempel.

Det din

kone gjorde der, var at hun lige sagde pause.

Vent og se.

Det er måske også meget godt til den her valgssituation.

Ja. Det vi gerne vil, det er jo at give os selv det valg.

Og det er derfor vi skal træne det metacognitive

lidt. Vi træner det lige om lidt, Thomas.

Men hvis vi får tegnet det op i første omgang,

hvad nu, hvis vi kunne gå herop lidt og lige

se på det hele lidt ovenfra, og så i

virkeligheden se, hmm, måske skulle jeg gå

herud, uden for armstridhjulet,

til virkeligheden.

Det var måske lidt

det, din kone sagde,

112 var tastet. Vent lige og se.

Ja. Du er ikke død endnu.

Nej.

Og så

gik døren faktisk over. Ja.

Og så synes jeg selv, det du sagde lige før med,

førhen hvis du mærkede øjnene tikke lidt,

så sagde du ja ja. Ja.

Den synelse, vi skal skrive på heroppe til det her valg, det er sådan en

måde at forholde sig til det på, hvor vi siger,

ja, ja.

Giver det mening? Det er jo også sådan en slags, vi slår det hen-agtigt.

Ja, ja, ja. Og det er jo faktisk

lige præcis det, du gjorde førhen.

Ja. Ja, ja. Ja.

Og er det ikke også rigtigt, at du tidligere mens

du stiftede familie,

havde karriere, valgte de rigtige

jobs, de rigtige ting, så har du garanteret

også på den vej haft nogle af de der katastrofetanker. Hvad hvis det ikke går?

Jo. Jo, det har jeg. Og. For 4-5

år siden, hvad gjorde du der, når de kom? Jamen. Det ved

jeg ikke, fordi jeg gav dem jo ikke en værdi. Du gav dem ikke værdi.

Og det, tænker jeg, er en super fed måde at sige det på. At det

er okay, de kommer. Ja. Det ville faktisk være decideret problematisk,

hvis de aldrig kom. Ja. Ja, ja,

ja. Så ville du lykkeligt

gå igennem livet, men du ville rende ind i utallige

problemer, hvis du ikke havde taget lidt højde for det. Ja. Så jeg

tænker, at vores Vores fine diagram

her, som viser, at vi får bekymringer.

Vi får tanker om det hele.

Det er der ikke noget som helst galt i.

Og det kommer altså selv fra det nederste lag. Der kommer alle de her ting

til os. Alt er fint. Men den måde,

vi vælger at give det værdi, som du selv siger.

Er det sådan en ja-ja-tanke,

eller er det Det bliver simpelthen nødt til at tænke videre

over. Skal vi sælge huset? Hvordan får ungerne få?

Hvordan skal ungerne så flytte institution? Og imens så bliver

det uoverskueligt, og svimmelheden øges.

Går svimmelheden nogensinde over?

Kommer jeg igennem den her fase? Ja, ja, det gik fint

sidste gang, men gør det den her gang? Er min svimmelhed ikke værre?

Ja. Fuldstændig. Og det gik jo ikke væk sidste gang,

svimmeligheden. Og det gik ikke væk? Nej, det forsvandt

jo ikke. Så derfor er jeg også mere skeptisk og undersynd den her gang.

For det gik jo ikke væk,

men jeg arbejdede jo overhovedet heller ikke med mig selv sidste gang.

Det må man sige, det gør jeg den her gang. Jeg synes, du allerede

har mange. Fede point. Har du

ikke kunnet mærke her i den seneste periode, at du har haft

nogle refleksioner om det her på en lidt metakognitiv måde,

tænkte jeg? Jo. Men jeg har også nærstuderet

det meget, det her metakognitiv. Men en ting det er

jo at læse det og høre en podcast, og den anden er at få det

ind under huden og så leve det. Man kan sige, at de første tre uger

af min sygemelding, Det var ligesom om den dag jeg sygmeldte mig, der forsvandt min

ben under mig. Altså der fik jeg totalt gummiben. Så jeg lå bare i

sengen de første tre uger og kunne ingenting. Så man kan sige fra dengang og

så til nu. Nu kom jeg ud og løb og kom i svømmehal. Så der

er jo sket noget, men der mangler lige. Der mangler ikke engang

det sidste, fordi jeg synes stadigvæk, der er langt vej. Men der mangler noget for

ligesom at få mig på den helt rigtige vej.

Lige nu, mens vi sidder her, der er sådan en grundsvimmelhed,

fortæller du dig. Den er der hele tiden. Ja.

Er den faldet og steget, mens vi har snakket sammen, eller er den. Været nogenlunde

konstant? Nej, den er faldet efter de første fem-syv

minutter. Ja, hvor vi lige kom i. Gang. Ja. Ja, super fint.

Ja.

Nu har vi været omkring det her med at sælge hugsyd, hvordan det

kommer til at gå, og så selve simpelthen. Og så sagde du også det her

med, at nye symptomer, det kræver en tur til lægen.

Det kunne jeg have skrevet på. Skal jeg gå til lægen

med det her symptom, er det ikke også sådan lidt? Ja.

Eller google. Det skal man da. Være med.

Så det har du

også gjort? Ja, jeg havde også ChatGPT-appen.

Den måtte jeg simpelthen slet, fordi det sad jeg på konstant

og søgte på alt muligt. Den giver jo lidt et andet svar end Google,

som bare siger, at man har kraft på ChatGPT.

Uddyber det lidt mere, men det tog simpelthen overhånd. Så det slettede

jeg i forrige. Uge.

Man kan jo

sige, det er jo også lidt den der fristelse, der ligger i,

Det bliver jeg nødt til at undersøge. Det er den der problemløsende hjerne, der går

i gang. Men jeg skrev problemløsning på på vores diagram,

så noget af det, du kan bemærke, det er jo, hvor er

jeg på vej i problemløsningen lige nu. Så er det en

trigger. Skal jeg følge den?

Du har klogeligt set det nu og slettet appen, men det

ville være endnu færre, hvis du havde appen på din telefon, men ikke brugte den.

Ja. Det kunne bruges til noget fornuftigt,

som at finde på et eller andet nyt, men altså at

det faktisk ikke er med det valg, at du vender dig til

at skibe videre. Ja.

Det er det, det handler om her. Lad os prøve at træne det lidt.

Godt. Vi holder lige en pause i stationen her,

hvor vi har fået afdækket cirka, hvad det er, der foregår i Thomas.

Det er for mig enormt rart, at Thomas er

så god til at fortælle og faktisk betragte tingene

ret metakognitivt. Så jeg håber, at vi om

lidt kan lave nogle øvelser, som han kan bruge,

til at få sat tingene lidt på afstand,

få skiftet det interne mode,

som hjernen meget, meget nemt kommer i.

Så vi skal lave nogle øvelser i den næste del af sessionen.

Den tager vi i næste episode af podcasten. Vi håber, det har

givet mening i første omgang, og den her måde at afdække,

hvad der foregår på, hvilke tanker der foregår,

hvilke bekymrende tankerækker der kan være,

som fører en meget, meget, meget langt ud i fremtiden.

Og samtidig også her og nu, hvordan øget opmærksomhed faktisk

kan virke som en konstant trigger.

At den her trigger, som bobler op gennem lagene, at vi

har de her nedre lag, som er automatiserede,

hvor der opstår noget, der kan være følelser, men det kan også være opmærksomhed

på et symptom. Og det kan vi ikke selv styre, fordi det kommer

bare. Det er triggerlaget. Det bobler op til der, hvor vi

er opmærksomme og hvor vi også tænker på det.

Men gudskelov har vi også modsat dyrene fået et styringslag,

hvor vi kan tage valg. Det er styringslaget,

det er valglaget, vi især arbejder

med i metakognitiv terapi, fordi vi

vil gerne faktisk tage nogle andre valg end de oplagte valg.

De oplagte valg er at fokusere mere på det der er problem. De oplagte valg

er at tænke mere over det, der kunne udvikle sig til problemer.

Men vi er nødt til at stoppe den proces, fordi den fører til flere

problemer. Så ved at

lave de her øvelser om lidt, så håber jeg,

at jeg kan give Thomas nogle værktøjer,

til at skifte ud af det der oplagte valg

og give ham flere valgmuligheder til at gøre noget

andet fremover. I første omgang har vi bare lige afdækket,

hvad der foregår, og i næste episode kan du høre mig lave de

her øvelser med Thomas, som jeg håber kan være indledningen til,

at vi begynder at skifte den interne tilstand,

den interne opmærksomhed, og undgå, at de her

trigger tanker og trigger opmærksomhed øger og øger og

øger presset på ham og faktisk dermed også kan øge selve

symptomet af svimmelhed og alt muligt andet, hvad man nu kunne opdage

af sådan nogle ting, som kan være selvforstærkende.

Det her er Den Metakognitive Podcast. Jeg hedder

Kim Oechsle, og jeg håber, at du nyder godt af det, jeg laver

her. Hvis du gør det, så endelig giv den nogle likes, del podcasten

med nogle andre, Link til den gør alt muligt andet

for at hvivele noget støv op. Jeg håber at udbrede

kendskabet til den her metode og den her måde, jeg arbejder med metakognitiv terapi

på. Hvis du selv har lyst til at deltage anonymt

eller fordi du faktisk har en indsigt eller viden om metakognitiv

terapi, så er jeg meget interesseret i at få dig med i podcasten, fordi jeg

brænder for at formidle den her måde at arbejde.

med angst på, med stress på, med depression og alt muligt andet,

fordi det er en meget bred metode. Og den er fleksibel,

så man kan bruge de her metoder på utrolig

mange aspekter. Lige her i den her episode har det handlet om sygdomsangst

og ekstrem hyperopmærksomhed på symptomer.

Så glæd dig allerede nu til næste episode, hvor vi ser

mere på, hvordan vi kan lave nogle øvelser med

Thomas, som han kan bruge fremover.

Du lyttede til den metacognitive podcast. Husk at dele

med andre, der kunne være interesseret i at høre om metacognitiv psykologi, terapi og
mindfulness.