Fokus som en lommelygte
Fokus og opmærksomhed er som en lommelygte, hvor du kan justere lyskeglen til smal eller bred.
Hvordan virker fokus ?
Din hjerne er designet til at kunne håndtere mange forskellige indtryk på en gang.
Din hjerne kan fokusere skarpt på én ting. Eller fokusere mere bredt. Den kan også veksle mellem forskellige indtryk. Man bruger normalt alle disse forskellige måder at fokusere på helt uden at tænke over det.
Men man kan også bestemme sig for at anvende opmærksomheden på en bestemt måde.
Hjernen har centre, der holder øje med omgivelserne hele tiden, også uden at du er bevidst om det.
Nogle indtryk er vigtige, andre er mindre vigtige. Jo mere farligt og truende det er, jo mere vigtigt er det! Derfor kan hjernen godt være meget vagtsom overfor nogle indtryk, der virker truende.
Det gælder både ydre indtryk (sanserne) og indre indtryk (tanker og følelser).
Du kan styre fokus delvist
Du kan koncentrere dig og styre dit fokus. Delvist. For hvis der er noget, der virker farligt og truende, skal din hjerne nok gøre dig opmærksom på det. Måske lytter du til en sang på din telefon. Pludselig er det meget varmt på dit lår. Du kigger ned og opdager at du har væltet tekoppen ud over dig selv.
Du sidder og læser i en bog. Pludselig hører du en høj lyd, fordi et vindue smækker i.
Din opmærksomhed trækkes væk automatisk, hvis din hjerne bedømmer andre indtryk til at være vigtige.
Ydre fokus
Ydre fokus handler om at bruge sanserne til at være i virkeligheden. Det, du faktisk ser med øjnene, hører med ørerne, mærker med huden, lugter eller smager. Du har også nogle sanser der fortæller hvor dine lemmer er henne i forhold til rummet. Og en sans for hvordan din krop føles indeni.
Det rene ydre fokus har strengt taget ikke nogen tanker knyttet til sig. I hvert fald ingen holdninger. Du ser en bølge på havet og det er det. Du tænker ikke samtidigt “åh nej bare jeg ikke drukner”.
Indre fokus
Det indre fokus er ikke rettet mod den ydre virkelighed men mod dit eget indre. Det kan være dine tanker eller følelser eller et indre fokus på hvordan din krop føles lige nu. Det indre fokus opleves gennem tanker og bevidsthed
Eksempler
- Det er den grimmeste lampe, jeg nogensinde har set!
- Er jeg varm i kinderne?
- Mit hjerte banker hurtigere.
- De kigger på mig
- Jeg må ikke sige noget dumt