26. September 2024

For at få hjælp i det psykiatriske sundhedssystem kræves en diagnose. Mange leder efter en diagnose for at få hjælp.
Men sandheden er, at sundhedssystemet ville kunne hjælpe uden at diagnosticere. Og den enkelte kan få det bedre uden en diagnose.

Dels er det jo behandlingen, der hjælper - ikke diagnosen i sig selv.
Dels så afhænger mental trivsel af, at man ikke har mange negative tanker om sig selv. Og mange gange er det at få en diagnose faktisk med til at fjerne de negative tanker om én selv.

Hvad nu hvis man vendte det på hovedet og startede behandling der forbedrede trivslen ved at arbejde med de negative tanker om én selv? Hvor mange ville så få det bedre fra starten?

Artiklen er også udgivet på LinkedIn.

Se og DEL denne artikel på LinkedIn .

Mange oplever lettelse efter en diagnose

Igen og igen hører vi i medierne historier om mennesker, der har fået en psykiatrisk diagnose og nu har det meget bedre. For tiden er det ofte ADHD, bipolar eller autisme-diagnoser, men det kan også være depression eller forskellige former for angst.

Ofte giver diagnosen mulighed for at få behandling, men mange beskriver i sig selv en lettelse over bare det at have fået en diagnose. Det burde jo være behandlingen og ikke selve diagnosen, der hjælper. Men paradoksalt nok giver diagnosen, som fortæller én hvad der er galt, samtidig en lettelse over at der ikke er noget galt med mig.

Det var alligevel ikke min egen skyld

For særligt psykisk mistrivsel og psykiske sygdomme har tendens til at klæbe til skyld. Når det er mentalt, må det være min egen skyld. Så kommer de selvbebrejdende tanker - jeg er forkert.

Derfor kan det at få en diagnose være en slags “frikort”. Hvis jeg har en diagnose, så er jeg jo uden skyld i mine problemer! Så er jeg alligevel rigtig! Så er jeg alligevel god nok.

Ingen diagnose - ingen hjælp

Vores psykiatriske sundhedssystem starter med en udredning med henblik på at finde den rigtige behandling. Det lyder umiddelbart rigtigt, særligt hvis man tænker som indenfor det “kropslige” sundhedssystem. Man skal ikke operere den højre arm, hvis det er blindtarmen, den er gal med.

Så hvis man har psykiske problemer, står man med hatten i hånden overfor sundhedssystemet og skal vente på en udredning, inden behandlingen kan starte. Desværre går det ikke ret godt med at overholde kravet om udredning inden 30 dage for børn og unge.

Alt for mange venter måneder og år på at få hjælp. Og mistrivslen kan brede sig til alle der er tæt på den person, der har brug for hjælp i første omgang.

Hvad hvis vi vendte det hele på hovedet?

I førstehjælp lærte jeg i sin tid at det første man gør altid er at standse ulykken. Hvis man ikke standser ulykken nytter det ikke noget at man kan lave kunstigt åndedræt eller stabilt sideleje.

På samme måde ville man i psykiatrien kunne give hjælp og støtte helt fra starten af. Alle ville kunne få hjælp hvis man blev mødt af helt basal professionel omsorg. Nogle ville kunne få hjælp af terapi.

Man ville kunne standse ulykken, så det hele ikke blev endnu værre af negative tanker og følelser om én selv. For nogle ville det måske være nok.

Metakognitiv terapi er transdiagnostisk

Metakognitiv terapi (MCT) er en terapiform, der kan anvendes på tværs af mange forskellige diagnoser på psykiske problemer.
MCT har en såkaldt transdiagnostisk model som beskriver hvordan et angst, social angst, OCD, fobisk angst, depression og stress opstår og vedligeholdes. Modellen har endda vist sig også at kunne beskrive spiseforstyrrelser, alkoholisme og andet misbrug.

Den brede anvendelighed skyldes at det er en procesmodel for menneskelig tænkning. Den beskriver hvordan vi mennesker har tendens til at kredse om negative tanker og følelser fordi vi

oplever at tankerne stikker af med os
oplever at vores tanker skaber store følelser
oplever at vores tanker og vores virkelighedsopfattelse smelter sammen
vi forsøger at finde svar på fortiden
vi forsøger at forberede os på fremtiden
vi prøver at kontrollere eller stoppe på vores tanker på en måde, der forstærker problemet

Er det genkendeligt? Det er fordi, vi alle gør det ovenstående til en vis grad!
Det bliver først til psykisk sygdom når det når et vist niveau. Når de negative tanker kører i ring og samtidigt aktiverer stærke følelser. Det kaldes normalt CAS.
Jeg kalder det tankernes hamsterhjul for mine klienter.

Metakognitiv terapi kan hjælpe på tværs af diagnoser

Mange andre terapiformer kan også anvendes til flere diagnoser. Den store forskel er, at man kan bruge de metakognitive metoder uden at kende diagnosen fra starten. Det behøver ikke engang være i form af terapi - bare det at begynde at kende nogle af principperne kan hjælpe.

Metakognitiv terapi kan være en løsning på at hjælpe fra begyndelsen, da det er transdiagnostisk.

Sindet kan hjælpes tilbage i balance

Den metakognitive model har også en grundantagelse om at vores sind i sidste ende er selvregulerende. Det primære problem er faktisk, at uhensigtsmæssige tankestrategier skubber én ud af balance. Når man lærer at gennemskue sine egne tankestrategier og hvordan tanker og følelser hænger sammen, får man det helt automatisk bedre.

Det betyder, at de metakognitive metoder ville kunne hjælpe mange helt fra starten af. Nogle ville måske endda få det så meget bedre, at yderligere udredning ikke var nødvendig. Terapien addresserer direkte de mest almindelige psykiske og psykologiske problemer, se ovenfor.

Selv hvis det skulle vise sig, at man har ADHD, autisme, bipolar lidelse, skizofreni eller personlighedsforstyrrelser, vil de metakognitive metoder stadig kunne afhjælpe den del af mistrivslen, der skyldes negative tanker, der kører for meget i ring. Og som måske har givet yderligere lidelser som angst, stress og depression.

Psykisk trivsel er en naturlig tilstand

Det er jo fantastisk at læse de lykkelige historier om mennesker, der har fået det bedre efter de har fået en diagnose og som beskriver, at de nu føler sig som hele mennesker, mennesker der er noget værd, at de passer ind igen, at de har fundet en forklaring på at det har været så svært.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, at den del af trivslen ikke skyldes diagnosen i sig selv, måske ikke engang medicinen! Måske skyldes det især, at de negative tanker om dem selv nu er aftaget.

Jeg ved det - som metakognitiv terapeut ser jeg ikke søm allevegne, men negative tankespiraler, som jeg har lyst til at hamre ned.
Når de cirkulære, negative tankespind ophører, indfinder den naturlige tilstand sig - vi har det godt med os selv og hinanden.

Fjern skyld og skam for den enkelte

For den enkelte, der er ramt af følelser som overvældelse, tristhed, frustration, udmattelse, uro, angst og måske får skyld og skam oveni, er der håb.

Man kan faktisk få hjælp uden en præcis diagnose. Det betyder at man ikke behøver at søge en diagnose. At man ikke behøver at have tanker som hvad er der galt med mig? i sit tanke-hamsterhjul. Metakognitiv terapi er virkelig effektivt til at få bugt med den form for negative tanker. De fleste tror at man skal ændre tankerne og tænke positivt - og det kan man ikke, for det er jo rigtigt (tænker man). Det er en del af problemet. De metakognitive metoder gør noget helt andet.

Fjern skyld og skam - kulturelt

Vi kunne også gøre mere for at vi opfatter psykiske problemer som noget, alle kan komme til at lide af. Hvis ens hjerne er konstrueret lidt anderledes end de flestes er det per definition ikke ens egen skyld. Man gør ikke noget forkert. Hvis man lider af angst, stress og depression kan det være en følgevirkning - men det kan ramme alle, uanset hvordan vi er bygget. Det er heller ikke fordi man har valgt det selv. Det kan - per definition - ikke være noget, vi selv er skyld i.

Det bør være en del af vores fælles, kulturelle forståelse.
Det er ikke mere skamfuldt at ryge på den lukkede end på intensiv. I begge tilfælde har man bare brug for professionel omsorg og støtte for at komme på benene igen.

Forebyggelse

Tænk, hvis man ikke ventede med at hjælpe indtil alt for længe efter at problemet var blevet virkelig alvorligt. Tænk, hvis vi forebyggede mistrivsel for børn, unge, voksne - i skoler og på arbejdspladser.

Heldigvis kan de metakognitive metoder (se min metakognitive FAQ) bruges udenfor terapirummet, netop fordi de lærer os om almenmenneskelige problematikker som tankemylder, negativt problemfokus og uhensigtsmæssige strategier.

Det er derfor, jeg taler for metakognitivt samarbejde på arbejdspladser.

Heldigvis er der også begyndt at ske noget - senest skal metakognitiv terapi og mindfulness bruges i faget “Mental sundhed” på de københavnske skoler.

Men skal vi så ikke have diagnoser?

Jeg håber virkelig ikke, at du har læst ovenstående som om jeg er imod diagnoser. Diagnoser er et arbejdsredskab for en behandler - en hypotese om årsager til problemet og dermed også en hypotese om hvordan man kan hjælpe. Uanset om vi taler sindet eller kroppen, er diagnoser altid en teori - og de kan ændres, hvis der dukker nye informationer op eller noget ændres.

Jeg taler altså ikke for at vi skal holde op med diagnoser - kun at vi skal give al den hjælp vi kan give fra starten og ikke vente med at hjælpe til efter vi har en udredt diagnose.

Du kan få det godt med en diagnose. Du kan også få det godt uden en diagnose.