Øvelser til metakognitiv terapi

Spåkvinden - føler du hendes spådom om fremtiden allerede nu?

Forestil dig, at du sidder overfor en spåkvinde (det er altså for kedeligt at kalde det en spåperson).

Hun kigger dig dybt i øjnene og fortæller meget alvorligt dystre, katastrofale ting, der kommer til at ske med dig i fremtiden. Der er intet du kan gøre, det vil ske. Det er din skæbne.

Hvis du 100% tror på hende, bliver du måske bange, ked af det eller endda vred over din skæbne. Du kan måske mærke det allerede, mens hun fortæller det! Det fortsætter de næste dage … ja faktisk bliver de følelser ved med at være der. Sådan går der flere år. Du er bange, ked af det og vred, hver dag.

På et tidspunkt burde spåkvindens spådom være gået i opfyldelse. Det går op for dig at hun ikke havde ret! Du har det fint.

Du går tilbage …

Hun har stadig en fin forretning og hendes telt står samme sted. Du braser ind i teltet og siger triumferende:

“Du havde jo slet ikke ret!”

“Her har jeg gået og været bange, ked af det og vred i alle de år, helt uden grund!”

Spåkvinden kigger dig dybt i øjnene … og siger:

“Bare vent, det kommer til at ske en af de kommende år!”.

Hvad gør du nu?

Første gang troede du 100% på hende. Vil du tro på hende igen?

Vil du vende tilbage til at være bange, ked af det og vred i de kommende år?

Men hvad hvis hun har ret?

Men hvad nu, hvis hun faktisk har ret? Du kommer faktisk ud for noget forfærdeligt, dystert, katastrofalt. Det viste sig at være umuligt at sikre sig imod. Det skete bare, uanset om du havde vidst det i forvejen eller ej.

Den dag det faktisk sker og en eller anden katastrofe rammer, vil alle mennesker nok føle sig bange, kede af det eller vrede over at det sker for én.

Følelserne er helt reelle og berettigede. På det tidspunkt.

Hvad hvis man aldrig havde mødt spåkvinden?

Men hvad hvis man aldrig havde mødt spåkvinden? Man ville have levet sit liv og haft det godt.

Først den dag, katastrofen ramte, fik man følelserne at være bange, ked af det eller vred. Helt berettigede følelser, nu hvor det faktisk var sket. Men indtil da var livet fint.

Måske bliver livet endda fint bagefter igen, men det er ikke en del af vores historie her…

Hvad hvis man aldrig troede på spåkvinden i første omgang?

Hvad hvis du sad overfor spåkvinden, og imens hun kom med sine truende, dystre forudsigelser så troede du faktisk ikke på hende overhovedet. Mens hun snakkede, tænkte du bare “Hun aner ikke noget om fremtiden. Hun skal bare have sine 150 kr og så videre til næste kunde”.

Du kunne godt høre hendes ord, men din krop reagerede ikke på dem.

Du ville kunne gå derfra uden at være bange, ked af det og vred. De næste timer, dage og år ville du ikke have skænket det en tanke.

Dit liv ville være ok.

Uanset, om hun så tilfældigvis senere havde ret eller ej.

I teltet med spåkvinden - eller udenfor teltet

Du kunne også vælge at skændes med spåkvinden, mens du sidder i teltet. Du kan bruge fornuft og argumentere imod hendes ord. Du vil sige - “Det du siger virker bare så usandsynligt. Jeg tror ikke på, du har ret!”

Hun vil sige … “Bare vent … hvad nu hvis jeg har ret og det faktisk sker!?”.

Du kan blive i teltet og argumentere med hende, igen og igen. Måske bliver du vred. Måske bliver du bange, hvis du begynder at tro på hende igen.

Eller du kan vælge at gå udenfor teltet. Du kan stadig høre hende i teltet, med den næste kunde, fortælle de samme dystre forudsigelser. Men nu er det ikke længere dig, det handler om. Det er bare en eller anden kunde. Hun siger altid det samme.

Din krop kan slappe af og bevæge sig helt andre steder hen.

Hvad med spåkvinden i dine egne tanker?

Har du ikke også en spåkvinde i dine tanker, som kommer med dystre forudsigelser? Føler du allerede nu konsekvensen af forudsigelserne?

Vil du være bange, ked af det eller vred indtil du finder ud af, om din indre spåkvinde havde ret eller ej? Hvornår ville du kunne vide det? Måske først når du har levet hele dit liv?

Vil du have de følelser mens du venter, eller vil du vente med at have dem - hvis de sker?

Er det nødvendigt at stoppe de der “spåkvinde-tanker”? Behøver du argumentere imod dem for at overbevise dig selv om, at de ikke kommer til at passe?

Eller kan du bare vælge at leve dit liv, selvom de kommer engang imellem?