Metakognitivt samarbejde: brug dit “meta-mode”
Den metakognitive bølge er skyllet ind over Danmark i de senere år. At tænke i “meta” har ikke noget med sociale medier at gøre. Det er derimod et mindset hvor det gælder om at hæve sig selv lidt over tankeprocesserne. På den måde opdager man de tanker, der kører i selvsving og fører til stilstand og kan ændre dem til tankeprocesser, der har fremdrift. Eller måske ligefrem handling!
I denne serie artikler vil jeg se på, hvad den metakognitive bølge kan gøre for samarbejde mellem mennesker. Selvom principperne stammer fra individuel, metakognitiv terapi, kan ideerne nemlig bruges i fællesskab.
Meta-laget
Vi veksler mellem forskellige former for tænkning - forfølger nogle tanker, lader andre være. Bliver følelsesmæssigt påvirkede af nogle tanker - og andre er vi kolde overfor. Alt dette styres af meta-laget. Vores kloge hjerner har jo mange krøller, lag og processer. Meta-laget overvåger og styrer vores tankeprocesser. Meta-laget rummer derfor også vores erfaringer og overbevisninger om, hvad vi skal bruge vores tanker til. Hvilke resultater vi forventer at få ud af vores tænkning.
Meta-mode
At “gå i meta” er ikke at scrolle bevidstløst på sin mobiltelefon - der er derimod med vilje at lægge mærke til sine egne tankerækker - og med vilje styre dem i en hensigtsmæssig retning.
Hjernevaner
Vores hjerner ønsker at spare energi og tager derfor ofte genveje. Det kaldes også System 1 og System 2 tænkning. Det er let og hurtigt at lande i de samme tanker, som er tænkt tit. Det er langsommere at tænke nyt og rationelt og det kræver mere anstrengelse. Vi har også tendens til at fokusere på det negative. Vi ønsker at tænke os ud af problemer. Derfor kan vi nogle gange fare vild i vores tankerækker. Vi gør det individuelt - og vi gør det sammen med andre.
Vi kommer på afveje, fokuserer på noget forkert, blæser noget op og overser noget helt andet. Vi tænker cirkulært: vi tænker på det samme igen og igen - men fordi vi ikke kommer til et resultat, giver hjernen ikke op. Den tænker de samme tanker én gang til.
Jeg kalder det tankernes hamsterhjul (i metakognitiv terapi hedder det CAS).
Metakognitive metoder to the rescue
De metakognitive metoder handler om at forstå hjernens tendenser og blive mere opmærksom på ens egne tankevaner. At vænne sig til at gå i meta-mode og gribe ind, når tankerne løber løbsk uden at der kommer noget ud af det. At blive klar over, at vi tænker for lang tid i en uhensigtsmæssig retning eller når vi tænker cirkulært.
Metakognitivt samarbejde med meta-mode
Når vi mennesker samarbejder, er vi naturligvis underlagt de samme tendenser - vores hjerner kan køre i ring sammen, tænke endeløse katastrofetanker sammen eller henfalde til konsekvensløs ønsketænkning sammen.
Men hvis vi lærer at være opmærksomme på det, kan vi hoppe ud af tankernes hamsterhjul - og igen få både tænkning og samarbejde tilbage på sporet.
Det er her, samarbejdet igen resulterer i reel problemløsning og planlægning som kan føre til handling.
Øvelse i meta-mode
Det er meget nemmere at opdage hamsterhjulet hos andre! Hvis du vil øve dig lidt på at blive bedre til at gå i meta-mode, så start med at lægge mærke til det hos andre. Du kan jo ikke høre, hvad de tænker - men læg mærke til hvad de siger.
Hvis du bemærker hamsterhjul hos andre, så lad være med at sige noget! Ligeså irriterende det er at få at vide at man udtaler ord forkert, bruger en forkert ordstilling eller holder skruetrækkeren forkert, er det at få at korrigeret sine tankeprocesser.
Samtidig med at du øver dig på andre, så bliv også mere opmærksom på dine egne tankerækker. Er de kommet ud af en tangent, kørt sur i det samme. Eller bliver du faktisk selv alt for følelsesmæssigt berørt eller stresset over dem? Det er måske sværere i starten - men at være i meta-mode er ikke noget nyt, du gør det i forvejen. Det handler om at blive mere opmærksom på det - og at bruge det.
Brug dit “meta-mode” til at flytte fokus til mere konstruktive tanker. NB: Det betyder ikke, at du skal lave tankerne om. Bemærk flytte fokus. Det bliver nok emnet for en anden artikel om det metakognitive samarbejde.
Se mere om metakognitivt samarbejde
Jeg kan hjælpe med metakognitivt samarbejde på arbejdspladser, i teams og i organisationer.
Se artiklen på LinkedIn
Del gerne denne artikel på LinkedIn.